"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Mellem eufori og fortvivlelse

Et interview med den sydafrikanske forfatter Jo-Anne Richards

Sappho i Sydafrika

16. september 2009                       Af Helle Merete Brix

JOHANNESBURG: Fra forfatteren Jo-Anne Richards terrasse er der udsigt til pragtfulde gamle træer og den swimmingpool, som alle bare nogenlunde ordentlige huse i Johannesburg og Sydafrika er udstyret med. Richards og jeg rykker dog indenfor i det mørke, men hyggelige arbejdsværelse. Jeg har opsøgt Richards, der er en af Sydafrikas mere kendte forfattere, for at høre om hendes seneste roman My Brothers Book og om hendes arbejdsliv som forfatter og journalist. Hvorfor besluttede hun sig for at skrive? 

-Jeg begyndte min karriere som journalist. Jeg har altid villet skrive, men som alle gode mødre sagde min mor, "vær nu ikke dum, gør noget ordentligt, det er ikke en karrriere". Så jeg studerede journalistisk, og det var fantastisk, det må jeg sige. Det var fascinerende at være journalist her i 1980erne. Der var alle problemerne med undtagelsestilstand, med at få aviserne ud og at få skrevet historierne. Det gav mig også et instinkt for at skrive, så du fanger læseren. Som journalist ved du, at hvis ikke du har en interessant intro, så læser ingen det.


Jo-Anne Richards


Richards har arbejdet på kendte sydafrikanske aviser som The Star og The Sunday Times. I dag underviser hun på University of Witwatersrand i blandt andet fortællende journalistik og creative writing. Ideelt set ville hun gerne undervise lidt mindre, for hun kan bedst lide altid at være i gang med en bog. Men det er sjældent en guldgrube at være selv en succesfuld forfatter i Sydafrika. Særligt de år, hvor Richards var alene med to børn, skulle hun løbe stærkt for at få det til at løbe rundt økonomisk. 

Sammen med en kollega har Richards også en studiekreds for forfattere. Hendes første bog The innocence of Roast Chicken lå på den sydafrikanske bestsellerliste i næsten fire måneder. Hendes ben i den journalistiske lejr fornægter sig ikke.

Den sydafrikanske intensitet

Ikke mindst i forbindelse med sin fjerde roman My Brothers Book lavede Richards en mængde research. Bogen handler om søskendeparret Lily og Thomas og den voksne Thomas` elsker Miranda. Bogen giver blandt andet et tilbageblik på de to søskendes opvækst i 1960ernes Sydafrika, ligesom den dykker ned i spørgsmål om apartheid, forræderi og forsoning.

Richards selv er født og opvokset i havnebyen Port Elisabeth i det østlige Cape. Til brug for bogen genså hun østkystens små byer, hvor hun rejste rundt med sin familie som barn. I bogen lader hun Lily og Tom flytte rundt i dette område med deres far, der har arbejde hist og pist som løsarbejder. Moderen har forlængst forladt familien, og børnene er overladt til sig selv, nogle gange i dagevis. De bliver vant til at overnatte i annekset på de små hoteller og til at pengene ofte er små. Tom er den overansvarlige storebroder. Lilly er "princess".


My Brothers Book er Richards fjerde roman


Men der er andre kvaliteter i bogen end karakteristikken af Lily og Thomas` indbyrdes forhold. Fra sin første bog vidste Richards, at hun også gerne ville beskrive intensiteten i det sydafrikanske landskab og vejr, for "det afspejler sig i folket, der har stor godhed, men på samme tid kan være meget kolde og hårde. Vi er meget forbundet med landet."

I My Brothers Book er der således præcise beskrivelser af den opslugende tørke, der får farmere til at se anklagende mod himlen. Af regnen, der falder i tove og som gør folk gennemblødt til skindet, blot de krydser gaden. Her er ferskentræer i de små hotellers haver og den skarpe duft af appelsiner fra citrusplantagen. Og naturligvis jacarandatræerne, hvis lyslilla blomster giver kølighed ved at "ligge som et telt" over gaden.   

Det opdelte samfund

Også i beskrivelsen af forholdet mellem de hvide og de farvede og sorte er bogen interessant. Kommunikationen mellem børnene af forskellige farver foregår for eksempel på en skønsom blanding af xhosa og engelsk. De hvide drenge værdiger i begyndelsen ikke Thomas et blik, da han er tynd og splejset. Lily og Thomas hænger derfor ud med den sorte dreng Kingston - der altid er iført den samme røde t-shirt, som hans mor vasker en gang om dagen - og hans "gang". Kingston lærer dem at fange krabber i floden, og der er også bavianer og vildsvin i omegnen. 

Richards mindes sin egen barndom:  

-Skønt Sydafrika var et meget opdelt samfund, så legede vi i de små byer med de farvede børn, vi så, hvor de levede. Selve byen var hvid, længere ude lå de farvedes huse, der var bedre end de sortes huse. Des længere inde mod byen, des hvidere var der. En af tragedierne var, at de farvede var lige så segrerede, de ville ikke slås i hartkort med de sorte. De så sig selv som lidt bedre. De var ganske politisk konservative. 

Men selvom research er vigtig, skal den bruges med omhu, mener Richards:

-Jeg er passioneret med at researche og ville ikke kunne bære, hvis nogen læste, hvad jeg har skrevet og sagde, "åh, det er forkert. Det er ikke sådan du gør dette". Men hvis research leder din skrivning - og det er en stor fristelse - så går det galt. Du må have den liggende i dit baghoved og så "dryppe" oplysningerne ind, når det er passende. Historien skal komme først.

At acceptere sine forældre

I My Brothers Book sker der en dramatisk udvikling, da den excentriske far også slår sig op som prædikant og svindler med folks penge. Han ryger i fængsel. Børnene er igen alene. Her slutter bogens første del, hvor Lily har haft fortællerstemmen. Lily, der som Richards formulerer det, "slet ikke behøver at blive voksen, hun har både en far og en ældre søskende". Til skade for begge børn, for Thomas bliver "alt for alvorlig, hun forårsager skade, fordi hun er alt for uansvarlig".

Der er, siger Richards, "meget sorg i bogen, men også meget kærlighed". Men hvor Lily kan se kærligheden fra faderen og er hans prinsesse Lilibeth, er det kun manglen på omsorg, der er synlig for Thomas. Han har fortællerstemmen i anden halvdel af bogen, og han ser udelukkende uansvarlighed og svigt. Tom kan ikke se, mener Richards, hvor meget faderen også elsker dem:

-Da jeg skrev bogen tænkte jeg over dette med forældre i al almindelighed. Forældre er så gode, som de kunne blive, de gjorde deres bedste. Du bliver voksen, når du accepterer dine forældre.

Toms karakter var en udfordring for Richards. Ikke alene skulle hun træde ind i en mands univers, hvad der nu nok kunne lade sig gøre. For, som Richards leende siger, "jeg tror jeg har været blandt mænd længe nok til at kunne beskrive dem". Richards bor i dag sammen med den hollandske forfatter Fred van Vlies, der i øvrigt får en fin tak i efterordet: For at læse manus igennem og give kritik, men allermest for "at inspirere mig til at skrive om kærlighed".  

Men bogens mandlige karakter, Thomas, er streng ved sig selv, han har stor selvdisciplin - han skriver en bog om sit liv - og han er langsom i sine følelser:

-Jeg talte med mennesker under min research, der for eksempel som Thomas havde studeret til præst. Det slog mig, at et menneske som han aldrig ville bebrejde andre noget, han ville vende det indad. Thomas tror, han har tilgivet alle, men han har ikke tilgivet sig selv. Han er så fuldstændig forskellig fra, hvem jeg er.

Fortid og nutid

I My Brothers Book følger man også personerne som voksne i Sydafrika, både i 1970erne og 1980erne i kampen mod apartheid og helt ind i det nye årtusinde, ti år efter systemskiftet i 1994. Fortid og nutid forbindes gennem de breve, der strømmer fra Miranda til Lily og Thomas. Richards havde besluttet sig for, at Miranda ikke er en "e-mail-person". Miranda giver i brevene udtryk for sin version af sandheden. Blandt andet er hun forbløffet over Thomas´beskrivelse af hende i den bog, han har udgivet. Hvad der for hende var et kærlighedsforhold, er i bogen nærmest beskrevet som en praktisk foranstaltning. 

I nutidens Johannesburg lever Lily med den kendsgerning, at hun ikke har talt med sin bror i 30 år. De får dog kontakt igen. Faderen lever stadig og er blevet Lilys ansvar som voksen.

Det afsløres også for læseren, at det var Lily, der sendte Thomas i fængsel for anti-apartheid aktiviteter. Hun forsvarer sig ved at sige, at hun ikke kunne klare det pres, som isolationsfængslingen lagde på hende. Thomas havde blandt andet sammen med Miranda, sin elskerinde og medskyldige, sprængt konfettibomber i Johannesburgs centrum. Fra toppen af Carlton Hotel, der på det tidspunkt er Afrikas højeste bygning, kan de se løbesedlerne hvirvle ned og lægge sig i gaden, før politiet kan nå at samle dem op.

Miranda undslipper ud af landet, og de breve hun sender til de to søskende bogen igennem kommer fra Brasilien. Thomas derimod kommer i fængsel, bliver præst og skriver en bog om hvordan han har oplevet barndommen og menneskene omkring ham som voksen. 

For hvid for det nye Sydafrika

For Richards er det karaktererne, der er det vigtigste, når hun skriver:

-Ved slutningen af en bog kan jeg se, ah ha, der var et tema. Men ligesom research bør være usynlig, bør et tema egentlig heller ikke træde frem i en bog. Ved slutningen af denne kunne jeg se, jamen du godeste, jeg har skrevet en bog om sandhed og om identitet. Men jeg tænkte aldrig på det, da jeg begyndte bogen.

Små detaljer i bogen giver et indblik i Sydafrikas politiske virkelighed. Som for eksempel når Thomas, der i det nye Sydafrika arbejder med sociale anliggender, pludselig ikke længere kan være direktør for en NGO organisation. Organisationen ønsker ikke længere en hvid manager, han skal være sort. En helt almindelig ting i Sydafrika. Men:

-Jeg tror ikke mange har beskrevet denne følelse i fiktion. Men det er vel, hvad skulle ske, der skulle være en balance og sådan. Det betyder jo ikke, at du ikke er såret inderst inde.

Også Thomas og Mirandas forhold er præget af, at de lever under apartheid og overvågning. Og også her havde Richards researchet på fænomenet, blandt mennesker, der har oplevet det:

-Var du i undergrundsbevægelsen kunne du aldrig sige anstødelige ting i dit hus, for du forventede at blive aflyttet. Det gør ting ved dit forhold. Du er på "scenen", du lever ikke et privat liv. Hvad gør det ved sex? For Miranda er det i begyndelsen en ret ophidsende ting.

Mellem eufori og fortvivlelse

Både Lily, Thomas og Miranda er, mener Richards, mennesker der skubbes ud over kanten på grund af ekstraordinære omstændigheder. Og som må spekulere over, hvem de er, efter de politiske omvæltninger. Richards uddyber: 

-Disse omstændigheder har formentlig skabt og skadet os alle på mærkelige måder. Vi er i eufori eller fortvivlelse, en af disse tilstande. Eller vi venter på en af dem. Det gør Sydafrika til et spændende land at leve i, og et land med stor intensitet. Det kan man blive afhængig af. Folk, der rejser væk kan nemt føle sig fortabte, for de mangler det ekstreme.

Det måtte Richards sande, da hun selv for mange år siden boede i England:

-Min mor er afrikaaner, men hun er uddannet i engelsk, så hun blev hun mere engelsk end englænderne. Hun forsikrede mig, at når jeg rejste til England, ville jeg kunne falde til hos dem. Men jeg indså, at jeg absolut intet havde tilfælles med englændere. Jeg syntes de var kolde og reserverede. De ønskede heller ikke, at jeg skulle passe ind, men syntes at jeg var en mærkelig en fra kolonierne.

Visse af Richards bøger er oversat til tysk og også udgivet i England. Oversøiske forlæggere har dog ment, at der er for meget sydafrikansk stof i My Brothers Book til at den kan interessere folk uden for Sydafrika. Richards er uenig:

-Jeg mener at emner som sandhed og identitet, selv hvis det er i en sydafrikansk ramme, har en universel mening. Der er så mange forskellige sandheder og alle søger efter deres identitet og deres tilhørsforhold. Jeg håber, jeg har skrevet noget, der er mere universelt end blot sydafrikansk.

Mellem eufori og fortvivlelse er det 2. interview i serien "Sappho i Sydafrika". Vi har tidligere bragt artiklen "Et sydafrikansk ikon", et interview med Stephen Francis, der sammen med tegneren Rico udgør duoen bag Sydafrikas mest populære tegneserie, "Madam and Eve".