"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Klynkansler og Ytringsfrihedskrise

1. maj 2026 - Artikel - af Michael Pihl, næstformand i Trykkefrihedsselskabet

Den tyske kansler klynker over kritik mod ham på sociale medier, samtidig med at hans omfattende anmeldevirksomhed mod borgere for ”fornærmelser” rejser spørgsmål om demokratisyn og magtudøvelse hos Tysklands politiske elite.

I et interview for nylig i nyhedsmagasinet; ”Der Spiegel”, begræder forbundskansler Friedrich Merz (CDU), at han på sociale medier skal udsættes for borgernes kritik og fornærmelser: “Ingen forbundskansler før mig har måttet udholde noget lignende”, klynker kansleren og afslører hermed en næsten udemokratisk utålsomhed overfor borgernes ret til at ytre sig kritisk mod politiske magthavere. Kansler-udtalelsen er også bemærkelsesværdig, fordi Merz selv tidligere i tusindvis af tilfælde er faret frem med strafferetlige anmeldelser mod, hvad han opfattede som fornærmelser fremsat af borgere og politiske modstandere. 

I sin tid som oppositionsleder lod forbundskansler Friedrich Merz (CDU) flere tusinde borgere anmelde for påståede fornærmelse af politikere via det private inkassofirma “So done”. I alt 4.999 straffebegæringer skulle han personligt have underskrevet. Ifølge Welt am Sonntag beholdt virksomheden halvdelen af de indkrævede erstatningsbetalinger, mens Merz selv hævder, at han donerede betalingerne fuldt ud til sociale formål i sin hjemegn. Welt am Sonntag offentliggjorde også hidtil ukendte tilfælde af husransagelser, som fulgte efter Merz anmeldelser, herunder bl.a. et tilfælde, hvor politiet beslaglagde mobiltelefonen fra en handicappet modtager af sociale ydelser, fordi hun angiveligt havde kaldt Merz for en “lille nazist”.  I et andet tilfælde beordrede byretten i Stuttgart en husransagelse mod en mand, der havde kaldt Merz for en “drukmås” på det sociale medier X. Landsretten i Stuttgart erklærede senere dette for ulovligt i henhold til § 188 i den tyske straffelov, der kriminaliserer “fornærmelse, bagvaskelse og æreskrænkelse mod personer i det politiske liv”. Det var CDU-SPD-regeringen under kansler Angela Merkel (CDU), der i 2021 skærpede §188-indskrænkningen af tyskernes ytringsfrihed, ifølge dem selv for hårdere at kunne straffe “målrettede smædekampagner” mod politikere. Efter en husransagelse mod en pensionist, der i november 2024 havde kaldt den daværende forbundsøkonomiminister Robert Habeck (De Grønne) for en “idiot”, kritiserede flere politikere § 188. AfD og FDP kræver dens afskaffelse. Ikke desto mindre repræsenterede “So done”, der ledes af den tidligere FDP-ungdomsformand Brandmann, flere politikere fra partiet FDP, herunder EU-parlamentsmedlem Marie-Agnes Strack-Zimmermann.

Kansler Merz utålsomhed overfor borgeres kritik og hans autoritære indgreb mod ytringsfriheden på sociale medier fik journalist Pauline Voss (NIUS) til at ytre tvivl om, hvorvidt Tysklands kansler overhovedet selv forstår, hvad demokrati egentlig går ud på?

Og med en omskrivning af Brechts satiriske digt om 1953-folkeopstanden i DDR foreslår hun kansleren løsningen: Kansleren bør måske vælge sig - et nyt folk?