Hvad er der sket, når en folkevalgt politiker, hvis hele virke er baseret på retten til at kunne ytre sig frit og dele sig efter anskuelse, vil forhindre politiske modstandere i at ytre sig ved at nægte dem beskyttelse? Og hvor langt er vi kommet ud, når landets justitsminister giver ham ret og beklager, at lovgivningen umiddelbart ikke tillader ham at indstille beskyttelsen af Rasmus Paludan?

Var Geoffreys pen skarp og offensiv, var hans væsen til gengæld afdæmpet – nærmest mildt.

(Foto: NewSpeek)

Men på trods af den tilsyneladende ligegyldighed har noget ændret sig. Stadigt mere opfattes som blasfemisk, og tavsheden breder sig derfor. I løbet af de forgangne fire år er den islamiske totalitarisme vokset, så det i dag ikke kun er afbildning af profeten, der betragtes som blasfemisk; det er også fødevarer, forholdet mellem mænd og kvinder, og selv mild kritik af islam. Vi skal vænne os til tanken om, at terror nu har andre udtryk end uuddannede unge mænd med AK 47 rifler.

Med tilføjelsen af ”kønsoverskridende identitet eller udtryk” til den svenske hadbestemmelse, slår de svenske politikere endnu en ladeport op for, hvad der kan kriminaliseres, for tilføjelsen ligger lige i slipstrømmen af den nye krænkelsesideologi, der har bredt sig fra de amerikanske universiteter med deres ”safe spaces” og ”trigger warnings”. En ideologi, der ikke bare er et voldsomt anslag mod det frie ord, men som også er nedbrydende for den dannelse og almene højnelse af viden og udsyn, der ellers kendetegner vestlige universiteter.

Nu er Relotius afsløret som en løgner og bedrager. Hans ’reportager’ var frit opfundne falsknerier, hans citater forfalskede og hans kilder var løgn. Claas Relotius var simpelthen den tyske medieverdens svar på Baron von Münchhausen. Men hans falske reportager om Trumps Amerika og flygtninge fra Syrien havde altid en klar politisk korrekt vinkel og de var, hvad den venstre-liberale mediemainstream gerne ville høre – ”næsten som litteratur”

Kombinationen af et politisk niveau, der i stigende grad synes villige til at ofre ytringsfriheden for kortsigtede gevinster, et selvbevidst, umodent og krænkelsesparat studentersegment og en flok forskræmte undervisere og professorer med akut hensynbetændelse – er den rene gift for det frie ord