I 1990 var der i Sverige 44 anmeldelser om overtrædelse af Hetz mod Folkegruppe. I 2018 var tallet steget til 2508. En stigning der er hinsides eksorbitant og som direkte anskuet siger noget om, at Sverige har udviklet sig til et angiversamfund, hvilket i sig selv er rystende, for angiveri er en af de vigtigste byggeklodser i totalitære samfund.

Anahita Malakians sag rejser – igen – spørgsmålet: hvornår holder politikere, myndigheder og meningsdannere op med at betragte den radikale venstrefløj som harmløse unge og deres metoder som drengestreger? Hvad skal der til, før der bliver taget et regulært opgør med den åbenlyse ekstremisme og vold, der hærger på den yderste venstrefløj, og som de facto har gjort Nørrebro og Nordvest til no-go zone for personer af borgerlig observans?

Den mest brugte og enkle måde at instruere gruppens medlemmer i, hvordan de skal gøre, er ifølge Mina Dennerts denne korte instruktion: ”Har du en hadefuld person blandt dine facebookvenner? Følg de artikler, som vedkommende deler til mediekanalens facebookside. Dér finder man ofte utrolig meget had, der simrer.”

De seneste års indgreb i ytringsfriheden vidner om en grundlæggende mangel på viden om og forståelse for, at det frie ord er demokratiets arvesølv og gør paradoksalt nok vore egne demokratisk valgte politikere til den største trussel mod den ytringsfrihed, der er selve fundamentet for, at de er blevet valgt.

YouTube kan naturligvis som privatejet virksomhed vælge status som udgiver, sortere i politisk indhold som de har lyst, men ikke på samme tid nyde beskyttelsen mod at blive sagsøgt: Det sidste er et privilegium, der ifølge amerikansk lov kun er et offentligt forum forundt. 
Det er tid for tech-giganten at vælge. 

Det ligger lige for at sammenligne Facebooks og Peter Andreas Münsters fremgangsmåde med det tidligere Sovjet, hvor uønskede personer helt blev fjernet fra fotos og tekster, hvor de ellers optrådte. Münsters og Facebooks anti-demokratiske tiltag illustrerer, proportionalt må man antage, den politiske elites behov for at undertrykke fokus på bestemte, politiske dagsordener