At der ”kun” er tale om soft law, gør ikke statsministerens brøde mindre: Det er intentionerne bag Migrationspagten, der er det helt afgørende, og her er der ikke noget at tage fejl af: Det er et direkte angreb på presse- og ytringsfriheden, når en regering blander sig i pressens arbejde. Og det afspejler en bekymrende despekt for vores mest grundlæggende frihedsrettighed, når statsministeren ikke engang vil adressere problemet.

Filmen knækker der, hvor Tibet-kommissionen skråsikkert konkluderer, at der ikke er fundet grundlag for at antage, nogen i hverken ministerier, Hofmarskallat, Københavns Politi, PET eller Rigspolitiet har haft viden om eller indflydelse på de ulovlige ordrer til at gribe ind over for demonstranterne. Indgreb, som nu ifølge flere politifolk i årevis har været ”kultur”, når der var kinesisk besøg, og som skulle sikre, at kineserne ikke tabte ansigt.

Spørgsmålet er så, om politiledelsen mon handlede på egen hånd? Om politiet selv skulle have taget initiativ til dette grundlovsbrud – eller om topembedsmænd og ansvarlige politikere havde ansvaret? ”Ingen politikere eller topembedsmænd har gjort noget, som de ikke må”, har Søren Pape (K) udtalt i egenskab af politisk ansvarlig for den nu genindsatte Tibetkommission. Det er der vist i dag ikke mange, som tror på, selvom den første Tibetkommission ikke kunne placere ansvaret hos andre end to nu suspenderede mellemledere i Politiet

Forslaget fik læsterlige tæv i høringsrunden, ikke mindst fra Trykkefrihedsselskabet, der ville have justitsministeren til at trække det tilbage, for det er et helt uhørt angreb på ytringsfriheden, når man som lovgiver vil kriminalisere lovlige ytringer alene med den begrundelse, at deres oprindelse er fremmede (russiske) efterretningstjenester, som vil påvirke meningsdannelsen i Danmark. En lovlig ytring er en lovlig ytring – også selvom det er fake news og en lodret løgn og også selvom den er fremsat med henblik på at påvirke meningsdannelsen.

I sagen om regeringens planlagte underskrivelse af FN-aftalen om migration i Marrakesh i december har alle mainstreammedierne været påfaldende tavse. Hvad der burde være blevet blæst op som en kæmpe skandale, at regeringen forpligter sig til at blande sig i mediernes rapportering om vigtige samfundsspørgsmål, bliver nærmest negligeret.

I arbetsgrupper under många timmar diskuterades hur man skulle få fram tillräckligt med pengar för att kunna köpa mark i en lämplig svensk kommun och där bilda ett slags minisamhälle med målsättning att locka dit likasinnade personer som också vill investera i att leva svenskt.