Og det er ikke første gang, at regeringen lader hånt om ytringsfriheden. Det er faktisk tredje gang inden for få år, at ytringsfriheden angribes: første gang var, da man vedtog imamloven, der forbyder visse ytringer i forbindelse med religiøs oplæring. Anden gang, da Justitsministeren for nylig ville ændre straffeloven og kriminalisere ytringer, der promoverer fake news fra fremmede efterretningstjenester – og nu vil man blande sig i mediernes arbejde.

Interesseorganisationer fortæller, at der er kommet mere censur på nettet under præsident Xi Jinping. Udover, at folks internetfærden og emailkorrespondance overvåges, sker censuren nu også på sociale medier og chat applikationer. Sammenligner man 65 lande i verden, som Freedom House har rangordnet, er der mindst frihed på nettet i Kina.

    Med disse overvejelser befinder vi os midt i den diskussion om ytringsfrihedens status, som er helt uomgængelig i dagens politiske virkelighed. Presset skyldes, at de seneste generationers muslimske indvandring har ændret det sociale forhold mellem de moralske grundværdier. Vi skal nu i samme samfund forene den gamle tradition, som har sine forbilleder i Sokrates og Jesus, med den tradition, som har sit forbillede i Muhammed. Eller udtrykt mere omstændeligt, men dog stadig forenklet: Ud fra den gamle tradition, hvis forbilleder begge hævder, at det er bedre selv at lide end at påføre andre lidelse, skal vi ”tage imod” den tradition, hvis forbillede selv aktivt og med våben i hånd har bekæmpet dem, der forkaster den tro, som han står for.

Trykkefrihedsselskabet havde søndag 4/11 2018 besøg af Douglas Murray, som blev overrakt årets Sapphopris.

Selvom vandet omkring den europæiske kultur er ved at nå kogepunktet – så fortsætter vi med at invitere mennesker inden for fra lande med en kultur, der er fuldstændig uforenelig med den europæiske. Ofte med argumentet om, at vi har brug for en indsprøjtning af fremmede kulturer. I sig selv et lidt pudsigt argument, mener Murray, for hvis man vender det om, er der næppe nogen, der vil synes, at det gav mening: Hvem ville f.eks. kunne se det indlysende i en påstand om, at Pakistan eller Syrien havde brug for et skud dansk indvandring?

Hvem var det så, der forarget anmeldte den østrigske kvindes tankeforbrydelse til myndighederne? Var det en religiøs fanatiker, en kalifat tilhænger eller en gakket, fortaler for ældre mænds ret til sex med mindreårige børn?

Nej – det var en journalist. Selvfølgelig var det en journalist! En autoritær repræsentant for Journalistisk Venstreparti og nyhedsmagasinet News.at, som vil have retssystemet til at straffe den østrigske kvinde for hendes religionskritik.