Hvori består så min Facebook-forbrydelse? Jo, jeg tillod mig såmænd den frækhed på TFS-Facebookside at forsøge at lægge en artikel op fra TR-News. En ganske nøgtern og saglig reportage, der blot berettede den glædelige nyhed, at den engelske anti-børnevoldtægtsbande – og ytringsfrihedsaktivst; Tommy Robinson, i fredags var blevet løsladt fra sit på alle måder urimelige ophold i isolationsfængsel. Og at Robinson snart ville blive genforenet med sin familie og med sine børn.

Opgaverne står i kø og vi har en perlerække af arrangementer foran os i dette efterår. Hør Aia Fog tale om plejeforældres ytringsfrihed, berufsverbotede professorer i Sverige, censur på internettet, ytringsfrihed i Rusland før og efter 1917, Generation Identitær - og Sapphoprisen til Tommy Robinson.

Det værste er dog ikke instituttets uproportionale fokus på at inkludere cis-, trans- og LGBTQ-personer af alle slags, men den sørgelig omstændighed, at de, der skulle være landets ypperste forskere og undervisere fortsat synes mere skræmte af de studerende og deres krænkelsesparathed end for at blive udskammet af voksne mennesker i medier og på sociale platforme.

Voldsmandens veto virker, og politiske modstandere af bestemte ytringer kan benytte sig af det til undertrykke ytringer, de ikke bryder sig om. Det har vi oplevet talrige gange i Trykkefrihedsselskabet, eksempelvis da vi for et par år siden inviterede den hollandske politiker, Geert Wilders, til Folkemødet på Bornholm, hvor utallige venstreorienterede benyttede truslen mod ham som argument for, at han ikke burde få lov til at tale på Folkemødet.

Og leder man efter medier, der i den politiske korrekthed (u)hellige navne er villige til at lukke øjnene for elefanten i rummet, behøver man ikke se over sundet. Man kan bare se Deadline fra 30. august, hvor to kriminologer, en svensk og en dansk, blev interviewet om baggrunden for den svenske bandekriminalitet. Ikke én gang kom den kulturelle baggrund op som årsag til den eskalerende kriminalitet – hverken af de to såkaldte eksperter eller af journalisten.

I én sætning både blåstempler ministeren Socialtilsynets magtfordrejning, træder ytringsfriheden under fode og svigter sin pligt til at værne den mest grundlæggende frihedsrettighed, ytringsfriheden. Og hun gør trusler til offerets problem og ansvar.