Historisk var kampen for ytringsfrihed en del af kampen for religionsfrihed. I det 16. og 17. århundrede kæmpede protestantiske trosretninger i Europa for rette til at udøve deres religion efter deres egen overbevisning, prædike deres egen læsning af Biblen og frit udgive religiøse skrifter

Og publikum fik, hvad de kom efter: en regulær tour de force gennem baggrunden for Trumps valgsejr, finansverdenens svigt, globaliseringens trusler, nationalstaternes betydning og hvorfor EU aldrig kan lykkes som føderalt projekt, truslen fra Kina og ikke mindst: hvorfor det er så vigtigt at kæmpe for sit land.

For med den formelle godkendelse af ham som kandidat til Folketinget følger også en markant ændring af hans status: fra at være youtube-provokatør i rollen som den lille dreng, der siger, at kejseren ikke har tøj på, er Rasmus Paludan nu partileder på linje med enhver anden, og skal som sådan forklare sig og stå på mål for sine udtalelser – båd nye og gamle.

Han skal med andre ord tryktestes i en ny sammenhæng, og der er det vigtigt at holde ham fast på de ting, han tidligere har sagt.

Får SumOfUs held med at få vedtaget deres groteske forslag, vil det i betragtning af Mastercards globale position få vidtrækkende konsekvenser for mange konservative meningsdanneres mulighed for at komme til orde, men frem for alt vil det være en uhyggelig manifestation af den magt, man godvilligt lægger i hænderne på små, venstreekstreme grupper, der helt uhørt får lov at knægte de mest fundamentale rettigheder.

Man kan sige, at hvor Nyrup tabte politisk på at ødelægge en bog, så ser Paludan ud til at vinde. Og det skyldes for en stor del, at hans bogafbrænding ikke har meget med religionskritik at gøre, men derimod om, hvad der sker i muslimske boligområder når man uskønt, men fredeligt og fuldt lovligt, viser sin foragt for en religion og ideologi.

Vi kender det ad nauseum: Enhver der taler en kulturradikal dagsorden imod, skal ned med nakken. Alle kneb gælder. Især citatfusk.