"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"
George Orwell
Skandalen om Jason Arday handler om langt mere end én professor og ét universitet. Den er et sindbillede på en vestlig elite, der i inklusionens og repræsentationens navn er ved at sætte de principper over styr, som skabte dens egne institutioners storhed.
AfD-kandidater udelukkes fra valg, efterretningstjenesten bruges mod den politiske opposition, og magtfulde kræfter arbejder for et partiforbud. Udviklingen i Tyskland giver ny aktualitet til J.D. Vances advarsel om, at Europas største trussel mod friheden kan komme indefra.
Da Oxford Union i juni inviterede Tommy Robinson, Laurence Fox og Jonathan Sacerdoti til at diskutere, om Vesten har grund til at være mistænksom over for islam, endte et flertal med at forkaste påstanden. Men det mest interessante ved den to en halv time lange debat var ikke de velkendte argumenter inde i salen. Det var alt det, der skete omkring den.
Europas politiske eliter og deres statsbetalte medier advarer for tiden om, at demokratiet er under pres på en måde, der skulle retfærdiggøre, at give EU en stadig større rolle i overvågning og regulering af den demokratiske offentlighed. Det kommer der IKKE mere ytringsfrihed ud af.
Under den fulde titel 'Kristenforfølgelse er udbredt og systematisk - men medierne tier' havde Trykkefrihedsselskabet 19. juni inviteret Ole Buchardt Olesen, sognepræst i Gilleleje, til Musen & Elefanten for at fortælle om både historiske og nutidige kristenforfølgelser. Det store spørgsmål er, hvorfor disse systematiske overgreb ikke fylder mere i mediebilledet i Vesten.
Trykkefrihedsselskabets tredje og afsluttende debatarrangement på Folkemødet 2026 tog udgangspunkt i Naser Khaders analyse af Iran - og ikke mindst Vestens manglende forståelse af Irans doktrinære selvforståelse som en islamisk republik under et strengt teokratisk Imam-styre.
Men hvordan bekæmpe nihilismen uden ytringsfrihed? Hvis selv nihilisterne fik ytringsfrihed, så kunne det faktisk være en fordel: hele Rusland ville le ad deres læres positivistiske forklaringer, men som det er nu, får de lov til at fremstå som sfinxer, gåder visdomsord, hemmeligheder, og det er tillokkende for de uerfarne.
Fjodor Dostojevskij i et brev til sin forlægger, Mikhail Katkov, d. 25. april 1866
