En netop overstået valgkamp giver altid anledning til eftertanke. Noget af det, der plager mig mest som gammel ”rotte” med faglig belastning fra syv valgkampe, er uforudsigeligheden i paletten af temaer. De er aldrig til at forudsige. Hvem havde f.eks. anet, at rent drikkevand og spørgsmålet om halekuperede smågrise ville blive to af de mest dominerende valgtemaer? Man skulle jo tro, at partierne havde en del mere på hjerte.
De uforudsigelige temaer – og hvem der vælger dem
Men her kommer mediernes prioriteringer af emner ind på banen. Det er en velkendt og gammel historie, at langt størsteparten af danske journalister stemmer et godt stykke til venstre for midten, og selv den mest tungnemme iagttager kan næppe blive overrasket over, at kun venstreorienterede partiledere modtager hørbar applaus, når DR arrangerer partilederdebat i bedste sendetid – simpelthen fordi man naturligvis inviterer unge fra uddannelsesinstitutioner i nabolaget.
Det synlige og det usynlige
Men langt mindre mærkbart er alle de emner, som medierne forbigår i tavshed. Dem tager ingen notits af, fordi de drukner i andre emner – måske yderligere forstærket af, at de i forvejen allerede er travlt beskæftiget med debatten i de sociale mediers ekkokamre, hvor man som regel er enig i alt, hvad der står i ens eget ”feed”. Men måske svækker opmærksomheden på de sociale medier kritikken af de etablerede medier?
Et eksempel: Berlingske bragte 12.3 en historie om, at et flertal af danskerne ønsker flere muslimer ud af landet end ind på baggrund af en undersøgelse foretaget af Verian. En appelsin i turbanen for de blå partier, skulle man synes. Men artiklen nåede aldrig op at flyve. Den forblev i Berlingskes eget univers og blev taget op af nogle få alternative medier som f.eks. nærværende medie og ”Den Korte Avis”. Alt efter søgekriterier i tidsrummet 12.3 og en måned frem giver en søgning på undersøgelsen om muslimsk indvandring 1 resultat, mens en søgning på eksempelvis ”drikkevand” giver mere end 4000 hits.
Når historier dør i stilhed
Ganske vist spredte historien om Verian-undersøgelsen sig på sociale medier, men næppe uden for de ekkokamre, som i forvejen ville være enige i budskabet. Hvilket er en af mine pointer: De sociale medier bliver en lynafleder for den reelle vrede, som ville opstå, hvis det gik op for folk, hvor lidt medierne i grunden beskæftiger sig med det, de går op i. Men kan man tale om censur af uønskede emner i medierne? Nej, så enkelt er det ikke. Redaktionerne prioriterer blot de emner, som de selv går op i.
I Tyskland skrev journalisten Alexander Teske i 2025 bogen ”Inside Tagesschau – zwischen Nachrichten und Meinungsmache” med udgangspunkt i sine seks år som ansat på Tysklands mest set nyhedsudsendelse, og det kan ikke komme bag på nogen, at tyske public service-medier på baggrund af den tyske historie ser det som en helt særlig opgave at miskreditere et parti som AfD (Alternative für Deutschland)
I begyndelsen blev partiets repræsentanter sjældent inviteret med i debatprogrammer, og da partiet simpelthen blev for stort, gik man over til at invitere dem, men til gengæld afbryde dem konstant eller i øvrigt chikanere dem på forskellige måder – som f.eks. i 2023 da AfD-formanden i et ellers afslappet sommerinterview-format blev afbrudt af demonstranter nedenfor terrassen, som i kor sang ”Scheiss-AfD” ved hjælp af en højtalervogn. Det forblev en gåde, hvem der overhovedet havde tilladt at demonstranter fik lov at opholde sig så tæt på ZDFs hovedstadsstudie klos op ad Rigsdagsbygningen, hvor adgangen normalt er ekstremt restriktiv. Mysteriet er naturligvis aldrig blevet opklaret.
Public service bliver aktør
Men Alexanders Teskes ærinde er ikke det indlysende, at et parti som AfD bliver forskelsbehandlet, men i højere grad, at en stor del af tyskerne, som bidrager med omkring 50 milliarder kroner årligt i tvangsgebyrer til ARD/ZDF aldrig ser deres holdninger eller bekymringer repræsenteret i bedste sendetid, og at grænserne mellem saglig nyhedsformidling og journalisternes egne holdninger er helt udviskede.
Et andet problem er de tætte bånd mellem redaktionerne og de etablerede tyske partier. F.eks. når ansete journalister lige tager nogle år som spindoktorer for en minister for derefter at skifte tilbage til redaktionen i en højere stilling. Hvis en journalist på denne måde ”søger job” i et ministerium, giver det sig selv, at journalistikken bliver det rene mikrofonholderi for en minister og omvendt, at vedkommende er regeringen mildt stemt, når han eller hun vender tilbage til redaktionen.
Tætte bånd og blinde vinkler
Læg så i øvrigt hertil, at redaktionerne består af folk med samme uddannelsesbaggrund og politiske horisont. I Tyskland breder oprøret mod public service- medierne sig. De er underlagt delstatsregeringerne, og i det omfang AfD vinder indflydelse i de østlige forbundslande vil en medieaftale kunne falde, fordi den kræver enstemmighed mellem delstaterne.
Danmark og Tyskland kan ikke umiddelbart sammenlignes, men målt i indbyggertal er udgifterne til f.eks. DR proportionale med de tyske udgifter. Blot med den forskel, at de færreste her lægger mærke til licensen, efter at de bliver betalt over skatten. I Tyskland derimod opkræves alle husstande 210 euro om året i ”tvangsgebyr”, som skal betales, hvad enten de benytter sig af public service – og de første betalingsnægtere er allerede vandret i fængsel.
Der ingen tvivl om, at der er paralleller mellem ARD/ZDF på den ene side og DR på den anden. Men det handler ikke så meget om åbenlys censur som om redaktionernes indelukkede verden og prioritering af emner. Alene derfor betaler det sig at læse Alexander Teskes bog, som dog lider under, at også han forsøger at distancere sig til AfD.
”Inside Tagesschau – zwischen Nachrichten und Meinungsmache
Alexander Teske
LMV-verlag, 292 sider
24 euro
