Artikler

”Svenskerne befinder sig i en permanent tilstand af massepsykose” sagde Gunnar Sandelin og henviste til svenskernes tårnhøje tillid til staten og deres trang til altid at være nummer ét i klassen. Det var i Sandelins optik en væsentlig årsag til det ”humanistiske hybris” Sverige har kastet sig ud i ved, trods alle tegn på kollaps, at fastholde erklæringen om at ville være en humanitær stormagt.

Med opmærksomhed på ytringsfriheden og med henblik på demokratiske frihedsrettigheder er sagen i Tyskland imidlertid også foruroligende på en anden måde: Sagen afslører nemlig ikke blot misinformation i medierne, men også politiske aktørers tilsyneladende forsøg på at misbruge efterretningstjeneste og retssystem til kampagne mod besværlige politiske modstandere.

Når Karsten Hønge i sin uendelige, uvidende dumhed plæderer for et stop for beskyttelse af Paludan på hans Tour de Ghetto, når han siger, at det er ”på eget ansvar” og at Paludan nu har ”set, hvad der sker”, så er det de facto det samme som at fratage Paludan hans grundlovssikrede ret, bøje sig for voldsmandens veto og gøre Paludan til problemet frem for dem, der rent faktisk truer med vold.

Paludan er ikke et demokratisk problem. Karstens Hønges udtalelser udgør derimod et demokratisk problem, som kommer til at omfatte hele SF, hvis han ikke bliver undsagt af sit parti.

Og ja, selvfølgelig er det sindelagskontrol. At være dansker handler om sindelag. At man føler sig som dansker og ønsker at være en del af det danske fællesskab. Og gør man ikke det, og respekterer man ikke, at de af Folketinget vedtagne love står over religiøse forskrifter, så skal man naturligvis ikke have dansk statsborgerskab.

Det er et helt uhørt skridt i en demokratisk retsstat, at politiske partier aktivt, og endda uden at lægge skjul på det, forsøger at obstruere et lovligt og demokratisk partis valgkamp. Og det endda ved bryde magtens tredeling og tiltage sig dømmende magt ved at dømme en politikers udtalelser som en lovovertrædelse, der udelukker lovlige politiske partiers brug af offentlige anlæg.

og det er en demokratisk skandale af dimensioner og et udtryk for ildevarslende magtfuldkommenhed, når et parti afviser at gå i politisk debat med sine modstandere, for i stedet at prøve at ødelægge deres valgkamp.

Det er tåkrummende pinagtigt at skulle høre disse konstruerede og utroværdige bortforklaringer, der kun dækker over frygt, fejhed og selvcensur. Jeg tvivler ikke på Zimerays gode intentioner, når han inviterer de terrorramte fra Krudttønden til fin reception. Men når invitationen ikke omfatter den person, terroristen gik efter, så kommer Zimerays gestus til at fremstå som en tom cadeau til de mennesker, der var til stede, i stedet for en stærk markering af, at Danmark og Frankrig står sammen i forsvaret for den mest grundlæggende frihedsrettighed, ytringsfriheden.

Danmark er hverken som Sverige eller England. Vi er os selv. Men vi skal tage pejling af vore naboer, for de viser, at islams fremmarch er uafhængig af normer og samfundsmodel, og at det er helt andre faktorer i den vestlige kultur, der er afgørende for, om vi kan værne vores værdier.

Men mærkeligt nok hører man aldrig hans navn i debatten, heller ikke under muhammedtegningerkrisen i 2005-6, hvor det ville have været meget aktuelt.  Det er underligt, fordi Ashraf var datidens ”svar” på Salman Rushdie