Artikler

Vi ser det overalt i Europa, hvor islam vinder frem. Store, organiserede grupper af muslimer holder fællesbøn på offentlige torve og pladser og altid på de mest spektakulære steder. Foran Det Hvide Hus i Washington, foran Parlamentet i London, i hjertet af Paris og på Rådhuspladsen i København.

For det første er der intet, der tyder på, at FB har givet de venstreorienterede bevægelser samme behandling som den, der er blevet GI til del. Ikke engang det totalitære og voldelige Antifa, hvis FB-sider stadig er fuldt tilgængelige, synes ramt. Det vidner om en usund og udemokratisk censur-politik hos FB, hvilket leder til spørgsmålet om det er Zuckerbergs politiske observans, der slår igennem – eller det er hans opfattelse af, hvad Merkel og EU ønsker. Begge dele leder til ubehagelige konklusioner.

Vi kommet ind i dilemmaernes tid: På den ene side må vi sætte vores fod ned og forsvare vores kultur, for så længe vi har en stor muslimsk minoritet i vor midte, så længe vil islam konstant udfordre vores værdier. På den anden side må vi heller ikke smide barnet ud med badevandet og sætte den frihed over styr vi så gerne vil forsvare.

De lappeløsninger og værn mod terror, der i disse år indføres i vores samfund er ikke desto mindre en begrænsning af vores frihed og det vil være naivt at tro, at det ikke på et eller andet tidspunkt rammer ytringsfriheden.

Forhøret varede 20 minutter og sagen endte med, at der ikke blev rejst tiltale, men det afslører ikke desto mindre en fuldstændig forkvaklet svensk indstilling til helt grundlæggende præmisser for ytringsfrihed i en vestlig civilisation: motivforskning. Hvis en ytring – hvad enten den er talt, skrevet, tegnet eller filmet – ligger inden for ytringsfrihedens grænser, er der ingen myndighed, der skal snage i eller har krav på oplysninger om, hvad afsenderen tænkte eller hvad hans intention med ytringen er.

Det er tankepoliti og en krænkelse af borgerens, i dette tilfælde Jan Sjunnesons, ytringsfrihed.

Det vides ikke, hvor mange retssager, der pågår lokalt i landets mange retskredse. Peter McLoughlin opdaterer et skema, hvoraf det fremgår, hvem der er blevet dømt. Den seneste indtastning er fra marts 2018, hvor den 48-årige Alladitta Yousaf blev kendt skyldig. Han var hermed den 324. dømte siden 1997, og der har blandt gerningsmændene været 87% med muslimske navne. Der er mange tusind ofre, og der har været flere gerningsmænd om hver pige (såsom brødre, onkler, venner). Det samlede antal gerningsmænd, der er gået fri, må derfor være ganske stort. Ifølge Peter McLoughlin er det nok mindre end 1% af gerningsmændene, der retsforfølges. Det betyder, at de resterende 99% ufortrødent kan fortsætte deres profitable sexslaveri som hidtil.

Det er betegnende for det britiske establishments arrogance, at mainstreamedierne generelt ignorerede Day For Freedom-demoen, selvom den samlede tusinder af demonstranter, der fyldte gaderne i det centrale London. En arrogance, der samtidig afslører, at man udmærket er klar over, at man sidder på en trykkoger.

Den trykkoger har man sat ekstra blus under med den summariske rettergang, den forkerte dom og fængslingen af Tommy Robinson. Og de britiske myndigheder og dem, der kalder dommen over Robinson for fake news, kan uforvarende vise sig at have pustet til de gløder, der længe har ulmet i den britiske underklasse.

Det ser altså ud til, at engelske magthavere af politiske grunde bevidst har undertrykt oplysninger om vold og forbrydelser mod unge, sårbare kvinder, fordi disse forbrydelser udgik fra det muslimske indvandrermiljø og dermed vurderedes at kunne skabe politisk modvilje mod den ønskede samfundsudvikling.

Britiske myndigheder gennemtvinger nu en autoritær knægtelse af Tommy Robinsons ytringsfrihed for at fratage de mennesker hans stemme, hvis sag, han taler.

Der er temmelig sikkert det enorme pres fra ind- og udland, der har fået retten i Leeds til at ophæve den gag order, der var nedlagt i forbindelse med Robinsons fængsling, men det ændrer ikke ved, at myndighederne har udfoldet store bestræbelser på at mørklægge sagen og håbe, at interessen for den døde ud. Det er i sig selv en kæmpe skandale, for der er ikke fremkommet et eneste argument for, at forbuddet var begrundet. Værre er dog, at dommen over Robinson efter alt at dømme hviler på et grundlag af lige dele til lejligheden opfundne termer (legitim journalistik) og et brændende ønske om at lukke munden på Robinson. Det er mildt sagt ikke en retsstat værdig.