Skandalen om Jason Arday handler om langt mere end én professor og ét universitet. Den er et sindbillede på en vestlig elite, der i inklusionens og repræsentationens navn er ved at sætte de principper over styr, som skabte dens egne institutioners storhed.
Artikler
AfD-kandidater udelukkes fra valg, efterretningstjenesten bruges mod den politiske opposition, og magtfulde kræfter arbejder for et partiforbud. Udviklingen i Tyskland giver ny aktualitet til J.D. Vances advarsel om, at Europas største trussel mod friheden kan komme indefra.
Da Oxford Union i juni inviterede Tommy Robinson, Laurence Fox og Jonathan Sacerdoti til at diskutere, om Vesten har grund til at være mistænksom over for islam, endte et flertal med at forkaste påstanden. Men det mest interessante ved den to en halv time lange debat var ikke de velkendte argumenter inde i salen. Det var alt det, der skete omkring den.
Europas politiske eliter og deres statsbetalte medier advarer for tiden om, at demokratiet er under pres på en måde, der skulle retfærdiggøre, at give EU en stadig større rolle i overvågning og regulering af den demokratiske offentlighed. Det kommer der IKKE mere ytringsfrihed ud af.
Da den 18-årige Henry Nowak blev stukket ned i Southampton og lagt i håndjern af politiet, eksploderede sagen øjeblikkeligt i den britiske offentlighed. Ikke kun på grund af tragedien, men fordi millioner af briter genkendte et mønster: deres institutioner er ikke længere neutrale.
Tingbjerg-eksperimentet er ikke et eksperiment, men et monument over 40 års forfejlet integrationspolitik destilleret ned til ét boligområde – og endnu et forsøg på at redde den terminale patient med den samme medicin.

