"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"
George Orwell
Frankrig, der vedtog menneskerettighedserklæringen i 1789, har med denne lov indskrænket ytringsfriheden.
De sociale medier, der engang blev hyldet for deres frirum til imødegåelse af undertrykkende regimer – man talte om "twitter-revolutioner" – skal nu agere tankepoliti på vegne af den franske stat.
Eksemplerne på Kommunist-Kinas økonomiske pression er legio og de bliver flere for hver dag, der går, for det er en erklæret del af den kinesiske One Belt One Road Strategy, der skal udstrække Kinas magt til hele verden. Og det går efter planen og i højt tempo – ikke mindst takket være den villighed, der synes at være i Vesten til at sælge ud af friheden, ikke mindst ytringsfriheden.
Der er så mange grunde til at vi i Trykkefrihedsselskabet skal følge Mark Zuckerbergs og Facebooks nye tilsynsråd tæt og kritisk. Især fordi dem, der ellers forholder sig kritisk til både tilsynsrådet og dets medlemmer, der som HTS indvilliger i at agere nyttige idioter for Facebook, synes kritiske af de helt forkerte grunde.
Misinformation er irriterende og kan også nogen gange virke obstruerende for den rigtige information, men yderst sjældent i særlig lang tid ad gangen og nærmest aldrig i det lange løb. At opfordre til at gøre noget ved det er opfordring til mere censur.
Helle Thorning-Schmidt og Facebooks nye tilsynsråd er gift for ytringsfriheden. Et slags udemokratisk andetkammer for politisk korrekte eliters censur på sociale medier. Men med Thorning-Schmidt og det nye tilsynsråd kan Facebook bekvemt skyde ansvaret fra sig og undgå national kontrol.
Uden nærmere definition af ”samfundets normer og værdier” hævder de to professorer altså, at mere omfattende censur af ”uønsket tale” på sociale medier vil være ”uundgåelig”, bl.a. fordi techgiganterne i vid udstrækning allerede udøver censur. Goldsmith og Woods vil blot gerne have mere af det og de vil også gerne have staten engageret i det.
Skal man sige noget sammenfattende om undersøgelsens resultater, så er det, at selvom danskerne mener, at de omfavner ytringsfriheden – så er det kun til en vis grænse, og den grænse ligger altså klart før den burde.
Naturligvis er nutidens fire partiledere ikke personligt ansvarlige, men en officiel undskyldning er nødvendig for at forbedre Danmarks debatkultur og begrænse historieløsheden.
Er det ikke mærkeligt, at nogle bliver blokeret på FB for at nævne Tommy Robinson, mens andre ikke gør? Medlemmer af Folketinget bliver åbenbart ikke blokeret, mens mange andre bliver. Er det ikke diskrimination?
Marie Krarup
