Artikler

Tulsi Gabbards tale er et opgør med både censur, europæisk selvbedrag og en islamisk ideologi, der ifølge hende udgør den største trussel mod ytringsfriheden i vor tid

Johan er en mand, som man må betegne som en meget uheldig humanist. Hans historie er vigtig her 80 år efter krigsafslutningen, og i lyset af at danske jøder igen forfølges for deres etnicitet. Denne tekst handler for såvidt også om danskhed.
 

Det der skulle være en solidaritetsdemonstration for iranernes frihed, viste sig at være en æstetiseret, indholdstom dydsignalsering, hvor Amnesty gjorde de fremmødte til statister i deres venstrefløjs-koreografi.

Storbritannien nægter endnu en islamkritisk stemme indrejse, mens asylsystemet kollapser og ytringsfriheden indsnævres.

Iranske kvinder risikerer livet i et opgør med islamisk tyranni, mens dansk public service og den samlede venstrefløj ser den anden vej. Tavsheden er ikke tilfældig – den er ideologisk. Og den er endnu et argument for at afskaffe mediestøtten.

Syd for grænsen er demokrati, ytrings-og pressefrihed i dyb krise for tiden. Men statsbetalte medier er tavse om det. Det er dybt bekymrende.

Frihedens Station havde tirsdag 4. november debatmøde med Jotam Confino og Naser Khader, som hver for sig skulle give deres bud på, hvordan Mellemøsten ser ud om 10 år.

Her første del med oplæg fra de to debattører:

I december greb Ursula von der Leyen ind i ytringsfriheden og satte den i Schweiz bosiddende kommentator Jacques Baud på EUs sanktionsliste. Nu truer EU også den schweiziske journalist og udgiver af det uafhængige medie Weltwoche, Roger Köppel, med endnu et angreb på ytringsfriheden. Hvor meget autoritær EU-indblanding vil schweizerne mon finde sig i?