"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Et sydafrikansk ikon

Sappho i Sydafrika

Af Helle Merete Brix

JOHANNESBURG - ”Jeg elsker den politiske situation. Den er måske ikke god for landet, men så sandelig for tegneserierne.”

Stephen Francis klukker. Vi befinder os i hans rodede og ret sært indrettede kontor – her er alt fra gummikrybdyr til stabler af Madam & Eve bøger - i en kontorbygning lidt udenfor Johannesburgs centrum. Den høje Francis med den rastløse energi udgør sammen med tegneren Rico, med sin lange hestehale og den karakteristiske streg, makkerparret bag Sydafrikas mest populære tegneserie, Madam & Eve.


Den hvide madam Gwen Anderson


Fortællingen om den hvide Madam Gwen Anderson og hendes sorte tjenestepige Eve Sisulu og deres evige konflikter i en af Johannesburgs nordlige og altså fine forstæder, startede i 1992. Den blev hurtigt populær, men med apartheids fald og valget i 1994 måtte det være sket med den, mente folk. Men nej.

I dag læses Madam & Eve af millioner af mennesker. Den optræder i magasiner og dagblade og hver weekend i  ugeavisen the Mail & Guardian, Sydafrikas måske mest respekterede avis. Den er blevet til sitcom på TV, til bøger og sågar rengøringsprodukter. I Melville-bydelen, hvor jeg bor under mit ophold læser den unge, sorte tjener på restauranten med over skulderen.

Den læses sikkert også i det Bed and Breakfast, hvor jeg har indkvarteret mig, ejet af en hvid og med gæster i alle farver. Ligesom den utvivlsomt studeres af de ANC-politikere, der med mellemrum truer med bål og brand, hvis ikke de fornærmende tekster og tegninger om deres arrogante adfærd og uduelighed holder op.     

Francis, der er født og opvokset i New York, havnede for 21 år siden i Sydafrika på grund af kærlighed.

-Folk er forundrede over, at en amerikaner fandt på Madam & Eve. Men jeg kom jo med et nyt blik på tingene. Når folk kaldte min daværende kone for Madam, var jeg vildt forbløffet. Ligesom når jeg så sorte arbejdere stuvet sammen på ladet af en lastbil. Jeg sad i min fine bil og følge mig utilpas. Hvordan tacklede jeg det?

Regnbuenation og alt det der

Madam i tegneserien var inspireret af hans nu daværende sydafrikanske svigermor og Eve af hendes tjenestepige Florence.

-Min daværende svigermor ville sige, ”du tror ikke det er muligt, når jeg fortæller dig hvad Florence udsatte mig for i dag”. Og da Florence lærte mig at kende begyndte hun at komme til mig og sige, ”du tror ikke det er muligt, når jeg fortæller dig, hvad Madam udsatte mig for i dag.”

Eve Sisulu, den sorte tjenestepige er seriens ”underdog”. Hun sover på strygebrættet, når hun tager pauser og kæmper konstant med Madam om lønforhøjelse. Men i det nye Sydafrika viser hun sig som den klogeste af dem.        

-I begyndelsen var det de hvide fruer, vi gik efter: ”Behandler jeg mit personale sådan?” I dag er tegneserien også blevet en art dagbog for, hvad der sker i Sydafrika.


Den sorte tjenestepige Eve Sisulu


Derfor handler nutidens Madam & Eve også om de hyppige elektricitetsnedbrud, taxastrejker, kriminalitet, en sundhedsminister, der ville kurere AIDS med hvidløg og splittelsen i regeringspartiet ANC. I den seneste bogudgivelse Madam & Eve unplugged bliver der gjort grin med blandt andet Zimbabwes Robert Mugabes evne til evigt genvalg og fænomenet ”Black Journalists Forum”, hvor ingen hvide har adgang.  Francis og Rico digtede videre og indførte ”Black Zulu Journalists Forum” og ”One-eyed Black Zulu Journalists Forum”.

-Ja, det var ret utroligt, jeg mener, vi havde fået demokrati, vi hørte om regnbuenationen og alt det der og så kom Black Journalists Forum. Det var nu ikke alle sorte journalister, der støttede det.

Ingen Muhammed-tegninger

Der gøres naturligvis også nar af Jacob Zuma, den skandaleombruste ANC-formand, der den 22. april utvivlsomt vælges som Sydafrikas næste præsident.  

-Han sad i HIV-rådet men mente, at et brusebad kan forhindre sygdommen. Han taler om at heale nationen, samtidig synger han ”Giv mig mit maskingevær”. Hvis du digtede dette, ville ingen tro dig. Det er glimrende materiale for tegneserieskabere, men når man bor her, er det lidt bekymrende.


Xenofobi i Regnbuenationen - her i Ricos streg


Daværende præsident Thabo Mbeke er i den seneste bogudgivelse tegnet over flere sider med hovedet nede i en spand. Han nægter at rejse sig. En kommentar til hans tavshed og fysiske fravær, hver gang Sydafrika har problemer.

Sidste år oplevede landet en særlig hæslig periode med myrderier på immmigranter.

-Jeg var ingen stor fan af præsident Bush, men han ville da i det mindste være gået på nationalt tv og have sagt  ”My fellow americans”, rolig, vi tager hånd om det her, please, stop volden og sådan. Men Mbeke? Han fløj verden rundt og holdt taler, vi hørte intet fra ham. Imens var hans eget land ved at falde fra hinanden.  

To ting gør man dog ikke grin med i Madam & Eve: Nelson Mandela og religionen.

-Mandela er et ikon. Du kan allerhøjest kritisere hans smag i skjorter. Hvordan skule du kunne gøre grin med en mand, der kommer ud efter et mangeårigt fængselsophold og har sådan en tilgivende natur? I dag gør vi grin med politikere, der svarer med at sige, at der er en konspiration i gang, at medierne er imod dem samtidig med at de forsøger at censurere os. Mandelas synspunkt var, ”keep it up - I er vagthunde, I gør bare jeres job”.


Rico - her med kort hår - og Stephen Francis


Det bliver heller aldrig i Madam & Eve, at man finder fornærmende Muhammed-tegninger. Bortset fra et par, i øvrigt ret morsomme striber om Osama bin Laden er religionen ikke et område, som tegneserieduoen rører ved. Francis siger:

-Mit personlige synspunkt er, at man skulle have tilstrækkelig selvsikkerhed til at kunne le af religion, men nogle mennesker tager deres religion meget alvorligt. Vi vil hverken fornærme – eller dræbes. Ja, vi er kyllinger!


Den seneste Madam & Eve bog


Samtidig med at tegneserien har sine tabuer, er den selv blevet et nærmest ukrænkeligt fænomen. En af figurerne, Mother Anderson, Madams mor, der kommer på besøg fra Storbritannien, skulle kun have optrådt i en periode. Men hun blev så populær, at man har gjort hende til en permanent figur.

Den gin-drikkende, til tider ret racistisk indstillede mor, får ind imellem læsere til at reagere. Men andre læsere kommer med det samme Rico og Francis til undsætning.   

-Vi må jo sige, ”det er ikke os, der siger det her, det er Mother Anderson”. Læserne støtter os ved at sige, ”lighten up dude - det er en tegneserie".

www.madamandeve.co.za