"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

SAPPHO-PRISEN

Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen, gives til en person, der har udvist uforfærdethed og kompromisløshed i kampen for det frie ord.

Med prisen følger en skulptur af digterinden Sappho - symbolet på ukonventionel frihedstrang og menneskeligt ligeværd. Skulpturen er skabt af kunstneren Uwe Max Jensen.

Sapphoprisen gik i 2018 til den britiske kommentator, journalist og forfatter til bl.a. debatbogen "The Strange Death of Europe", Douglas Murray. Se prisoverrækkelsen og hør Lone Nørgaards tale til Murray og hans efterfølgende tale her. 

Året før, i 2017, gik prisen til advokat Karoly Németh, for hans årelange indsats og utrættelige retlige forsvar for ytringsfriheden. Læs Anders Raahauges og Bent Jensens taler til Karoly Németh her og her.

I 2016 modtog den britiske, konservative filosof, samfundsdebattør, journalist og komponist, Sir Roger Scruton Sapphoprisen. Læs professor Nicolai Foss´motivering af prisen her, og hør Scrutons tale her.

Sapphoprisen 2015 gik til den svenske kunstner og kunstprofessor, Lars Vilks. Lars Vilks har stilfærdigt vedholdende og med stort humoristisk overskud insisteret på retten til frit at kunne udtrykke sig, trods flere attentater på hans liv og kunst. Se prisoverrækkelsen, der faldt sammen med fejringen af Trykkefrihedsselskabets 10 års fødselsdag her

I 2014 tilfaldt Sapphoprisen den canadiske journalist, jurist og ytringsfrihedsaktivist Ezra Levant, der har ført en mangeårig og succesrig kamp mod hate speech-lovgivningen i Canada. Hør Katrine Winkel Holms tale til Ezra Levant og hans takketale her 

Året før, i 2013 blev prisen tildelt den tyske SPD-politiker, Thilo Sarrazin, der er tidl. medlem af Bundesbanks bestyrelse og forfatter til bestselleren Deutschland schafft sich ab. Læs Lone Nørgaards tale til prismodtageren her og Sarrazins efterfølgende takketale her

I 2012 gik prisen til den russiske journalist og menneskerettighedsforkæmper, Olga Romanova. Læs journalist på Weekendavisen, Anna Libaks tale her og Katrine Winkel Holms referat af Romanovas tale her

Rachel Ehrenfeld, amerikansk forsker og leder af American Center for Democracy, modtog prisen i 2011 for sit arbejde mod injurieturismen. Ehrenfeld udgav i 2003 bogen Funding Evil: How Terrorism is Financed and how to Stop it, hvori hun dokumenterede, at en saudisk milliardær, Khalid bin Mahfouz, havde finansieret både al-Qaeda, Hamas og andre terrororganisationer. Læs Rachel Ehrenfelds takketale her

Prisen blev i 2010 tildelt den canadiske forfatter og kommentator Mark Steyn for hans bog America Alone. The End of The World as We Know It og i 

2009 den britiske journalist og kommentator Melanie Phillips for hendes bog Londonistan. Klik her for at læse Phillips tale ved prisoverrækkelsen

Prisen blev i 2008 tildelt blad- og Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, der nok ikke behøver nærmere præsentation. I forbindelsen med prisoverækkelsen udkom Frihedens Ikon med udvalgte tegninger af Kurt Westergaard. Bogen er trykt i 300 eksemplarer, der alle er signeret af Kurt Westergaard.

Sappho-prisen blev første gang uddelt i foråret 2007 og blev tildelt Jyllands-Postens kulturredaktør Flemming Rose.