"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"
George Orwell
Hundredtusinder samles omkring Tommy Robinsons Unite the Kingdom-demonstrationer i London, men bevægelsen mødes fortsat med social udskamning, politisk afstandtagen og mistænkeliggørelse i medierne. Det mest opsigtsvækkende ved England lige nu er ikke protesten alene — men at så mange mennesker tilsyneladende deler den uden at turde vedkende sig den offentligt.
Mens protestbevægelsen vokser eksplosivt i England, reducerer politikere og medier udviklingen til økonomi, populisme og “højreorienterede agitatorer”, som skal kontrolleres og censureres. Men under overfladen ulmer en langt dybere mistillid til institutioner, politi og medier – og den bliver stadig sværere at ignorere.
Efter endnu et attentatforsøg mod Donald Trump er fristelsen stor til at give modpartens retorik skylden. Men ytringsfriheden beskytter også den grimme, hadefulde og hysteriske tale – netop fordi alternativet er farligere.
Trykkefrihedsselskabets invitation til at tale om forfulgte kristne bliver afvist – med henvisning til “politiske hensyn” og samarbejdspartnere
Storbritannien nægter i stigende grad politiske debattører indrejse med en elastisk juridisk begrundelse. Spørgsmålet er, om det handler om sikkerhed – eller om at holde ubelejlige stemmer ude.
Men hvordan bekæmpe nihilismen uden ytringsfrihed? Hvis selv nihilisterne fik ytringsfrihed, så kunne det faktisk være en fordel: hele Rusland ville le ad deres læres positivistiske forklaringer, men som det er nu, får de lov til at fremstå som sfinxer, gåder visdomsord, hemmeligheder, og det er tillokkende for de uerfarne.
Fjodor Dostojevskij i et brev til sin forlægger, Mikhail Katkov, d. 25. april 1866
