Ifølge en undersøgelse offentliggjort i 2025 mener kun 46 procent adspurgte tyskere, at man i Tyskland frit kan give udtryk for sin politiske holdning. I 1990 var det stadig 78 procent, der var enige i denne påstand.
Har J.D. Vance og Trump-regeringen ret, når de kritiserer Tyskland og Europa for undertrykkelse af ytringsfriheden?
Ja, i vid udstrækning: Det mener den tyske jurist og journalist Ronen Steinke, der i februar 2026 udgav bogen; ”Ytringsfrihed: Om, hvordan politi og retsvæsen indskrænker vore grundlæggende rettigheder – og om, hvordan vi forsvarer dem”.
Hvad forsvaret for ytringsfriheden angår, er Steinkes bog ret uklar og mangler konkrete politikforslag, men bogen er interessant, fordi den viser, hvordan indskrænkningen af ytringsfriheden i Tyskland nu anerkendes og diskuteres åbent som et problem, også i den venstreorienterede mediemainstream. Ronen Steinke er politisk redaktør og journalist på centrumvenstreavisen Süddeutsche Zeitung og underviser i strafferet ved et universitet i Frankfurt. Steinke har ikke selv oplevet censur-og straffeindgreb mod sine ytringer, men mener alligel strafferetslige forfølgelser af ytringer i Tyskland er gået for vidt og truer landets demokratiske kultur. ”Den tyske stat definerer i dag adskillige udsagn som strafbare, som for blot ti år siden helt klart faldt ind under ytringsfriheden”, skriver Steinke og nævner, hvordan en skærpet håndhævelse af den tyske straffelovs § 188, der gør det strafbart at fremsætte fornærmelser mod politikere, har ført til en voldsom stigning af det tyske retsvæsens kriminalisering af ytringer. I 2021 blev 748 af den slags § 188-sager angiveligt rejst af anklagemyndigheder i de tyske delstater og i 2024 var det tal så steget til hele 4.439 sager.
En pensionist ved navn Stefan Niehoff blev således i den såkaldte Schwachkopf-affære i 2024 arresteret i Tyskland - ikke for at afsløre statshemmeligheder- men for at have kaldt den daværende grønne økonominister Robert Habeck for en idiot og i 2025 indledte kriminalpolitiet en sag mod en anden pensionist, der havde brudt §188 ved på sociale medier at have begået den grove forbrydelse at kalde kansler Friedrich Merz for ”Pinocchio”.
”Det er ude af proportioner”, skriver Ronen Steinke og han kritiserer tyske politikere for generelt at være for tyndhudede og for at misbruge lovgivning til indskrænkning af ytringsfriheden.
Steinke kritiserer således både lovgivernes stigende stramning af straffeloven, men også, hvad han opfatter som politiets og retssystemets stadigt mere vidtgående fortolkning af den. Domstole tager i dag et meget stort spillerum til at klassificere – og straffe – en ytring som en opfordring til vold eller tilskyndelse til had, der er "egnet til at forstyrre den offentlige fred" (paragraf 130, stk. 1 i den tyske straffelov). Antallet af sådanne sager er iflg. Steinke "eksploderet siden 2014". Antallet af sager vedrørende billigelse af strafbare handlinger (paragraf 140) er angiveligt "endda hundreddoblet", hvilket ikke mindst skyldes, at man i dag selv sanktionerer billigelse af fiktive forbrydelser, der slet ikke har fundet sted.
Steinke anser også det tyske rets-og ordensvæsens håndhævelse af "blasfemi-paragraffen" (paragraf 166) for at være udemokratisk og yderst problematisk, fordi den reelt kriminaliserer islamkritik, der af tyske myndigheder ofte anses for at være "egnet til at forstyrre den offentlige orden". Dermed sanktionerer tyske myndigheder i praksis voldsmandens veto mod islamkritik.
Endelig advarer forfatteren mod europæiske bestræbelser på kriminalisering af såkaldt ”misinformation”, som han iagttager i SPD og CDUs regeringsgrundlag, ifølge hvilken ”medietilsynet” skal styrkes for at bekæmpe ”desinformation”. En parallel til Søren Pinds såkaldte medieombudsmand i Danmark. Herfra er der, ifølge Steinke, kun et lille skridt til et statsligt Sandhedsministerium og yderligere indskrænkninger i ytringsfriheden.
Alt i alt er Steinkes bog et særdeles interessant vidnesbyrd om ytringsfrihedens krise i Tyskland og Europa for tiden.
Man kan med rette kritisere Steinke for bogens manglende årsagsanalyse og svar på spørgsmålet; hvorfor indskrænkes ytringsfriheden i Europa særlig hårdt netop i disse år? Og Steinke går også let udenom en lang række forhold, der hører med til billedet af ytringsfrihedens krise i Tyskland for tiden: Steinkes blinde vinkel for hele debatten om partiforbud mod den demokratiske opposition i Tyskland, for den politisk udpetede forfatningsdomstol og den interne efterretningstjenestes rolle i disse debatter og hans desinteresse for det faktum, at indskrænkninger af ytringsfriheden ikke kun sker fra staten, men at medier og civilsamfund også deltager ivrigt. Især sidstnævntes rolle er betænkelig, da staten – via finansiering af føjelige NGO'er –omgår de forfatningsmæssige grænser for statslig indgreb mod den politiske opinionsdannelse og dermed indskrænker ytringsfriheden mere effektivt, end hvis den kun var afhængig af politi og retsvæsen.
Ikke desto mindre er Steinkes bog vigtig, fordi den viser, at indskrænkningen af ytringsfriheden i Tyskland endelig bliver anerkendt som et alvorligt demokratisk problem i dele af den politiske elite og i begrænsede dele af den statsbetalte mediemainstream.
__________________________
Ronen Steinke: ”Meinungsfreiheit - Wie Polizei und Justiz unser Grundrecht einschränken – und wie wir es verteidigen“, Berlin Verlag 2026
