”I dag vil udenrigsministeriet tage skridt til at forhindre ledende personer i det globale censur-industrielle kompleks i at komme ind i USA. Vi er klar og villige til at udvide denne liste, hvis andre ikke ændrer kurs”, udtalte den amerikanske udenrigsminister; Marco Rubio, i sidste uge, da den amerikanske regering indførte indrejseforbud mod fem radikale censur-aktivister: Anna-Lena von Hodenberg og Josephine Ballon fra censur-organisationen HateAid i Tyskland, tidligere EU-kommissær og bagmand bag EUs Digital Services Act; Thierry Breton, grundlæggeren af det britiske Global Disinformation Index, Clare Melford, samt Imran Ahmed fra det engelske Center for Countering Digital Hate.
Iflg. Rubio og det amerikanske udenrigsministerium repræsenterer disse personer ”… en censurmyndighed“, som „regelmæssigt kræver adgang til virksomhedsejede data fra sociale medieplatforme“ for „at intensivere censuren“.
De fem censuraktivister er altså uønskede i USA, fordi de iflg. Marco Rubio repræsenterer organisationer og europæiske regeringer, der misbruger en påstået trussel om "misinformation" som påskud for indskrænkninger i ytringsfriheden.
Både præsident Trump og vicepræsident J.D. Vance havde jo tidligere kritiseret udemokratiske indgreb i valg og i ytringsfriheden på det gamle kontinent, så europæerne var advaret, men deres censurindustrielle kompleks er blot kværnet videre.
EU-kommissionen, europæiske statsledere og deres statsbetalte medier fordømmer naturligvis det amerikanske visumforbud. Frankrigs præsident Macron taler om ”tvang og intimidering”, TV2 og en professor i ”cybersikkerhed” på Ålborg Universitet kalder det amerikanske forsvar for ytringsfriheden for - ”ildevarslende”. Men i en grundig og afslørende artikel i det uafhængige tyske medie NIUS afdækker journalisten Pauline Voss tætte bånd mellem etablerede politiske magtpartier (CDU, CSU, SPD, die Grønne, die Linke) og det censurindustrielle kompleks i Tyskland, som systematisk arbejder for indgreb og indskrænkninger i borgernes ytringsfrihed, særlig på sociale medier. Ifølge Pauline Voss arbejder statsstøttede organisationer som bl.a. HateAid aktivt for politisk censur og sikrer sin portvogter-rolle gennem knæsætningen af en nærmest Orwellsk fortælling i offentligheden. HateAid har således etableret sig som uofficiel censurmyndighed i den tyske mediemainstream ved gentagelsen og ophøjelsen af tre simple propagandaløgne: 1. Censur er "ytringsfrihed". 2. Ytringsfrihed uden censur er "hadefuld tale". 3. Kampen mod censur er et "angreb på ytringsfriheden". Marco Rubio og Trump-regeringens visumforbud sætter altså fingeren på et reelt og alvorligt problem for friheden i Vesten og Europa.
I disse år sker der nemlig en farlig forskydning i den europæiske debat om ytringsfrihed. Organisationer som f.eks. HateAid og Countering Digital Hate, arbejder aktivt for at begrænse borgeres ytringer, men de fremstilles i statsbetalte medier og i den offentlige debat ikke som et problem for demokratiet – men som dets vogtere. Et af de tydeligste eksempler er den tyske organisation HateAid, der præsenterer sig som en bekæmper af “had på nettet”. Det lyder umiddelbart sympatisk. Men bag det pæne sprog gemmer sig en systematisk omdefinering af ytringsfriheden: Censur fremstilles som beskyttelse, kritik kaldes had, og retten til at sige sin mening beskrives som en trussel mod demokratiet. Organisationens ledelse har åbent erklæret, at ytringsfriheden “har brug for grænser”, og at disse grænser ikke nødvendigvis skal følge strafbarhedens klare linjer. Tværtimod argumenteres der for indgreb også under strafbarhedsgrænsen – altså mod ytringer, der er lovlige, men politisk eller følelsesmæssigt uønskede.
Det er et fundamentalt brud med demokratiet og retsstatens principper.
Statsfinansieret politisk censur-aktivisme
HateAid modtager millioner i offentlige midler og har tætte forbindelser til venstreorienterede partier og politikere. Organisationen yder juridisk bistand til politikere, der går rettens vej mod borgere for skarpe, satiriske eller grovkornede ytringer. Samtidig har de samme partier haft ansvaret for at bevilge støtte til organisationen.
Det skaber åbenlyse interessekonflikter. Når staten finansierer private organisationer, der hjælper magthavere med at retsforfølge kritikere, udviskes grænsen mellem demokratisk magtudøvelse og politisk intimidering.
“Trusted Flaggers” og privat censur
Med EU’s Digital Services Act er denne udvikling blevet institutionaliseret. Organisationer som HateAid er udnævnt til såkaldte Trusted Flaggers, hvilket betyder, at deres anmeldelser af indhold skal behandles med særlig prioritet af sociale medier.
I praksis skaber det et pres på platforme for at slette hellere for meget end for lidt – også når indholdet er lovligt. Resultatet er censur, selvcensur, manglende gennemsigtighed og borgere, der mister deres stemme uden forklaring.
Når begreber som “had”, “skadelig tale” og “negative påvirkninger af den demokratiske debat” bruges uden klare juridiske definitioner, bliver magten over ytringer flyttet fra domstole til politisk styrede organisationer.
Et demokratisk paradoks
Det mest bekymrende er, at alt dette sker i demokratiets navn. Indskrænkninger af ytringsfriheden fremstilles som nødvendige for at beskytte demokratiet mod dets fjender. Men et demokrati, der ikke tåler kritik – heller ikke skarp, provokerende eller dum kritik – har allerede mistet sin selvtillid. Det mest bekymrende for europæerne lige nu er også, at forsvaret for deres ytringsfrihed på sociale medier er opgivet og direkte modarbejdes af Europas politiske elite og deres statsbetalte medier. Det skal i øjeblikket åbenbart komme fra Amerika?
Historien viser, at det altid er magthaverne, der definerer “det acceptable”, når grænserne først løsnes. Derfor er ytringsfrihed netop tænkt som en beskyttelse mod staten – ikke som en gave, der kan trækkes tilbage, når den bliver ubehagelig.
Spørgsmålet er derfor enkelt: Hvem skal have det sidste ord? Borgerne – eller de organisationer, som staten har udpeget til at tale på demokratiets vegne?
Hvis svaret ikke længere er borgerne, har vi et alvorligt problem.
Så er på vej mod George Orwells Storebror-Stat:
Frihed er Slaveri. Uvidenhed er Styrke.
