Idyllen ødelagt
Jeg har fået påskedagene ødelagt. Frugttræerne blomstrede og solen skinnede, men bogen, jeg havde i hænderne, smadrede den idylliske forårsstemning.
Bogen var ”Muhammeds piger” og den er ikke munter læsning, slet ikke når man er kvinde. Det er en forstemmende, til tider kvalmende beretning om overgrebene på kvinder i islams hus, som enhvert privilegeret vestligt hunkønsvæsen bør læse.
En egentlig anmeldelse af bogen vil andre tage sig af.
Her blot et par spørgsmål foranlediget af læsningen og den forestående retssag mod dens forfatter.
Usaglighed strafbart
I forbindelse med Jesper Langballes retssag udtalte rigsadvokaten, at §266b kriminaliserer ”helt usaglige, generaliserende påstande om grov kriminalitet”.
Usaglighed er altså strafbart ifølge §266b.
Uden tvivl mente både rigs- og statsadvokat, som sandsynligvis kun kender sagen fra Politiken og DR, at Lars Hedegaards udtalelser hørte til denne kategori.
Ole Birk Olesen og co. havde jo gjort hvad de kunne for at fremstille det som om, Lars Hedegaard havde sagt, at alle muslimske familiefædre voldtager deres egne børn. Og siden har stort set alle medier videregivet denne version.
Var det det, Lars Hedegaard havde sagt, skulle han selvfølgelig ikke straffes, men udtalelsen kunne med god grund rubriceres som en helt usaglig, generaliserende påstand.
Ved retssagen i januar blev det slået fast, at det ikke var, hvad Hedegaard havde sagt, hvad han allerede selv havde understreget dagen efter, 180Grader pumpede sagen op.
Dokumenteret kvindeundertrykkelse
I mellemtiden er Muhammeds piger så udkommet.
Bogens påstand, der bakkes op af den amerikanske feminist Phyllis Chesler, Ayaan Hirsi Ali og den velansete britiske journalist Robert Fisk, er kort fortalt:
Koranen og Hadith sakraliserer patriarkatet, der reducerer kvinden til et andenrangsvæsen, der kun er halvt så meget værd som manden, og derfor altid kun genstand for hans begær og lemfældige behandling.
Heraf følger en vifte af forskelligartede former for undertrykkelse og mishandling, som kvinder udsættes for i islams hus. ”Æresdrab” er kun én form for overgreb, familievoldtægter en anden.
Om det sidste siger juristen Seyran Ates næsten ord til andet det samme som Hedegaard og konkluderer, at ”det seksuelle misbrug i familierne ofte strækker sig over generationerne ” (s. 137).
Et forhold som psykiateren Wafa Sultan også så eksempler på i sin tid på en gynækologisk klinik i Syrien.
Hedegaards udsagn: ”Piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far” er altså ikke en helt usaglig påstand.
Man kan synes den er upræcis, utålelig i sit indhold, men man kan vanskeligt efter at have læst Muhammeds piger påstå andet, at den – desværre – er ret saglig.
På hvis side står den danske stat?
Nu er spørgsmålet så, om anklagemyndigheden vil tage dokumentationen til efterretning og frikende Lars Hedegaard ud fra rigsadvokatens egen logik: Usaglighed er strafbart, saglighed ikke.
Eller om den høje ret vil følge princippet om, at sandheden er irrelevant, og at enhver krænkende udtalelse, (der vækker forargelse i Politiken) bør straffes.
Er det det sidste, der sker, kan man konkludere to ting:
1. Den danske stat straffer folk for at komme med saglige udtalelser i den offentlige debat.
2. Den danske stat – med justitsminister Lars Barfoeds billigelse – forsøger at kvæle debatten om overgreb på muslimske piger. Dermed tager den de facto kvindeundertrykkernes parti og lader de muslimske piger i stikken.
Spørgsmål et, hvilken vej man vil gå. Vi bliver klogere i morgen.
