"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Udsigt fra sumpen

Hvornår begynder 180Grader at forholde sig til denne verdens realiteter?

20. december 2009           Lars Hedegaard

Så er fanden løs igen. I anledning af Mogens Camres og min nyligt udsendte bog 1400 års krigen har Asger Trier Engberg interviewet mig til Snaphanen hvilket har fået bloggeren Lars Pilegård, der beskriver sig som bl.a. antiimperialist, til at anklage mig for at tage til orde for "oprør, lynchninger og krig". Disse opsigtsvækkende beskyldninger har gjort så stort indtryk på Ole Birk Olesen, at han har fundet dem værdige til optagelse på 180Grader.
Inden disse skrøner vinder alt for stor udbredelse, må jeg hellere opfordre alle til selv at høre interviewet. De vil her kunne overtyde sig om, at jeg naturligvis hverken har opfordret til lynchninger eller krig. Det er noget Lars Pilegård har fundet på, og det er en gratis omgang, idet der her i landet er frit slag for alle mulige beskyldninger, blot man sørger for at betegne den angrebne person som medlem af "den rablende rabiate højrefløjssump", hvor Pilegård da også skynder sig at få mig anbragt.

Erobringspligt

Hvad jeg derimod gør opmærksom på i såvel interviewet som i bogen er, at islam – altså religionen eller ideologien, om man vil – i sin grundforståelse rummer en krigserklæring til alle, der ikke vil bøje sig for islams af gud beordrede pligt til at herske overalt. At det forholder sig sådan, står uden for diskussion. Denne centrale iagttagelse er til overmål dokumenteret ikke bare i Camres og min bog, men i talløse andre værker, der citerer islams kanoniske skrifter og anerkendte talsmænd gennem 1400 år. Og der findes mig bekendt ikke en eneste nulevende, autoritativ talsmand med bemyndigelse til at udlægge læren (en alim), der siger noget andet.  

Og det er jo ikke så  underligt, idet det ville forudsætte et radikalt opgør med de befalinger, der er nedlagt i Koranen, hadith'en, i læren fra sunni-islams fire anerkendte retsskoler, i Koran-kommentarerne mv.  

Men at have peget på  denne mildest talt interessante omstændighed ved Muhammeds verdensopfattelse er altså i Pilegårds og åbenbart også Ole Birk Olesens optik lig med at erklære krig mod islam. Med andre ord: den der gengiver, hvad muslimske talsmænd gennem 1400 år har ytret om deres egne planer og religiøse forpligtelse, er ansvarlig for den krig, som Muhammed har beordret dem til at føre mod enhver, der ikke vil bøje sig for hans totalitære system. Den angrebne bliver aggressor, så snart han erkender at være under angreb og træffer foranstaltninger til at forsvare sig. (Det svarer i øvrigt ganske til den opfattelse, der fremgår af islams kanoniske skrifter: Den angrebne er selv ansvarlig for den krig, islam påfører ham, fordi han jo bare kan overgive sig.) Og – hvis jeg forstår Pilegårds tankegang ret – så ville den islamiske ideologi ikke rumme noget erobringspotentiale eller nogen erobringspligt, bare vi andre holdt op med at citere, hvad islams ledere siger om sig selv.  

Kulturimperialisme

I virkeligheden bygger Lars Pilegårds erklærede "antiimperialisme" på den kulturimperialistiske opfattelse, at vi her i Vesten er overmennesker, der kan bestemme, hvad de stakkels indfødte i den muslimske verden samt deres udflyttere i Vesten skal tro og mene. Selvom de bøger, som de anser for hellige, er fulde af krigsopfordringer, og selv om det historisk kan vises, at disse opfordringer i stort omfang er blevet fulgt, så er det alt sammen vores skyld.

Jeg havde for et par måneder siden lejlighed til at spise til middag med vestlig islam-forsknings store gamle mand, professor Bernard Lewis fra Princeton. Jeg spurgte ham, hvad han mente om udsigterne for konfrontationen mellem islam og Vesten, og han lød ikke synderligt optimistisk. Den første betingelse for at kunne vinde denne kamp måtte i det mindste være, at vi her i Vesten erkendte at være under angreb, og det så han få tegn på, at Vesten havde gjort.

Godt at Lewis ikke er kommet i kløerne på Pilegård og Olesen. Så ville også han sidde i den sorte gryde.

Vi taler om islam

I såvel 1400 års krigen som i interviewet har jeg omhyggeligt understreget, at jeg taler om islam og ikke om muslimer. I interviewet bliver jeg spurgt, om jeg tror, at alle muslimer er parate til at deltage i vore dages den hellige krig, jihad – som jeg i øvrigt gør opmærksom på, ikke længere primært føres med militære midler.

Jeg svarer, at jeg ikke ved, om alle muslimer er parate til det, eller om de overhovedet støtter tanken. Det eneste jeg ved er, at islams kanoniske skrifter angiver den personlige deltagelse i jihad som den uomgængelige vej til frelsen, og at en sådan prædiken ikke kan undgå at øve betydelig indflydelse på de troende.

Det er jeg forfærdelig ked af. Jeg synes også, det er synd for de hundreder af millioner af børn af muslimske børn, der bliver indoktrineret med den opfattelse, at de er fortabte, hvis de lader sig integrere i vantro samfund og således giver køb på deres pligt til at bidrage til islams magtovertagelse.

Men det er altså ikke mig, der har fundet på islams trosforestillinger eller ønsket, at børnene skulle opdrages på den måde.

Løsningen

Man kunne sagtens forestille sig en løsning på problemerne. Alt hvad imamerne og islams retslærde – ulema – behøvede at gøre, var at erklære, at islam ikke rummer nogen erobringspligt, og at man altså hidtil har mistolket de hellige skrifter; at det ikke kan have været guds mening, at kvinder skulle stå under opsyn af en værge hele livet; at muslimer kan gifte sig med hvem de vil; at de frit kan skifte religion uden at skulle risikere dødsstraf; og at der i islam er samme ret til religionskritik, som den vi har accepteret inden for kristendommen og jødedommen. Hvis de ikke bare sagde alt det, men praktiserede det, ville der ikke være noget problem. Krigen ville være afblæst.

Jeg erkender, at det vil være en meget vanskelig opgave, fordi enhver normal læsning af skrifterne og ethvert studium af islams tusindårige praksis må føre til den modsatte opfattelse. Jeg ved dog, at der findes muslimer, der arbejder for en sådan radikal omfortolkning. Foreløbig får de ikke et ben til jorden, så jeg er nødt til at forholde mig til den islam, der faktisk prædikes, og ikke til den, man kunne ønske sig.

Desværre bugner det med eksempler på, at imamerne og ulema fastholder islams erobringspligt. 1400 års krigen bringer side op og side ned med beviser på dette. Vil Pilegård og Olesen forholde sig til det?

Familievoldtægter

Så går det også  de herrer på, at jeg har omtalt et af de største tabuer, nemlig at familievoldtægter af muslimske piger er et alvorligt og udbredt fænomen. Det er naturligvis ikke noget, der foregår i hver eneste muslimske familie. Jeg hævder heller ikke, at det foregår i de fleste. Men jeg er nødt til at forholde mig til de indikationer, der foreligger.  

Nogen dækkende undersøgelse af problemets præcise omfang findes af gode grunde ikke, for hvem vil sige, at de har begået voldtægt, og hvor mange piger – og i visse tilfælde drenge – vil fortælle, at det er overgået dem? Meget af materialet er derfor anekdotisk eller vedrører forholdene i enkelte lande.

Læs f.eks. beskrivelsen af, hvordan man i det somaliske miljø i Norge behandler sine pigebørn i Amal Adens bog Se oss (Aschehoug 2008), hvor hovedpersonen bliver voldtaget af sin onkel, mens både faderen og moderen kikker den anden vej. Om denne skildring bemærker den norske børneombudsmand Reidar Hjermann, at "hvis bare noget i den bog stemmer, har vi et vigtigt job at gøre". Det havde han vel ikke sagt, hvis han antog, at der var tale om et enkeltstående tilfælde.

I sin erindringsbog Meyebela: My Bengali Girlhood – A Memoir of Growing up Female in a Muslim World (Steerforth Press 1998) beskriver Taslima Nasrin, hvordan hun ved to separate lejligheder blev voldtaget af sine onkler. Hvor mange bengalske piger har oplevet noget lignende – uden at turde fortælle det? Nasrins mod og åbenhjertighed medførte, at hun måtte flygte for sit liv og fortsat lever i eksil i Vesten.

En amerikansk undersøgelse, der i 1993 blev gennemført på initiativ af North American Council for Muslim Women, tydede på, at vold i hjemmet (der omfattede alt fra prygl til incest) mod muslimske kvinder og børn forekom i 10 pct. af den muslimske befolkning

I 2006 var der en diskussion i web-magasinet FrontPageMagazine, hvor den tyske islam-ekspert Hans-Peter Raddatz fremholdt, at incest og voldtægt er et af islams største problemer. Raddatz fik støtte af psykiateren og arabisten Nancy Kobrin, der mener, at "den arabisk-muslimske kultur pr. definition fremmer en incestuøs familie, en 'lukket cirkel'". Kobrin henviser bl.a. til den arabiske sexolog Abdelwahab Bouhdibas værk Sexuality in Islam, hvis franske udgave udkom i 1975.

I et diskussionsindlæg affødt af Pilegård-posteringen på 180Grader gør Jette Dali opmærksom på en kronik (Politiken 24.10.2004) af Naser Khaders halvsøster, sygeplejersken og socialrådgiveren Kristina Uddin, der pegede på, at muslimske piger bliver voldtaget eller udsat for overgreb af deres nærmeste familie. I den forbindelse rettede Uddin et lammende angreb på majoritetssamfundet for at svigte.

Hvad mener Pilegård og Olesen om det? Tilhører Kristina Uddin den rablende højresump, eller er hun som muslim undtaget fra kritik?  

Den mest omfattende oversigt, jeg kender til, Crimes of the Community: Honour-based violence in the UK , blev i 2008 udsendt af det engelske Centre for Social Cohesion. I konklusionen hedder det: "Dette studie viser, at æresdrab, vold i hjemmet, tvangsægteskaber og kønslemlæstelse af kvinder ikke er isolerede fænomener, men snarere led i et selv-reproducerende socialt system bygget på ideer om ære og kulturel, etnisk og religiøs overlegenhed. Som resultat af disse ideer bliver kvinder rundt om i Storbritannien hver dag truet med fysisk vold, voldtægt, død, lemlæstelse, bortførelse, bedøvelse med stoffer, fængsling på opdigtet grundlag, forbud mod at tage en uddannelse og tvangsægteskab – af deres egne familier. Dette er ikke et engangsproblem, der kan forklares med, at førstegenerations-indvandrere medbringer hjemlandets skikke til Storbritannien. Snarere er den æresrelaterede vold stort set et hjemmegroet og selv-reproducerende fænomen, som udøves af tredje- og fjerdegenerations-indvandrere, der er vokset op og har fået deres uddannelse i Storbritannien."

Videre i undersøgelsen hedder det: "Aktivister i det arabiske miljø mener, at æresrelateret vold i hjemmet ofte forekommer, hvis en kvinde nægter at bøje sig for sin mands, brors eller forældres autoritet. Mohammed Baleela, der er projektarbejder ved Domestic Violence Intervention Project i Hammersmith i Vestlondon, siger: 'Vold i hjemmet er et enormt problem. Jeg vil anslå, at 60 pct. af de arabiske familier lider under vold i hjemmet. Hovedproblemet er miljøets manglende opmærksomhed på volden og dens resultater. ... En arabisk-talende kvinde ønsker ikke at blive betragtet som den, der har opløst familien. Ledere inden for miljøet og imamer anser det for meget vigtigere at holde sammen på familien'."

Blandt undersøgelsens eksempler på vold er mordet på Banaz Mahmod, der blev voldtaget og tævet i et bevidst forsøg på at ydmyge hende. Efter ordre fra hendes far blev hun af sine mordere klædt nøgen og derefter voldtaget i to timer i familiens hjem, inden hun blev garrotteret.  

Heldigvis ser det ud til, at i det mindste dele af det officielle retssystem er ved at vågne op til det ansvar, de så tydeligt har negligeret i årtier. Her i december 2009 idømte en domstol i London Mehmet Goren 22 års fængsel for i 1999 at have æresdræbt sin 15-årige datter Tulay, efter at hun forgæves havde søgt beskyttelse hos politiet. Tulays forbrydelse var, at hun havde fået en kæreste, hvilket efter faderens opfattelse havde gjort hende til en "værdiløs vare", der ikke længere kunne indbringe ham de 5000 pund i medgift, som han havde sat næsen op efter. Afgørende for domfældelsen var, at Gorens kone i retten vidnede om 30 års systematisk vold i hjemmet

Undersøgelsen fra Centre for Social Cohesion anslår i øvrigt, at mere end 98.000 kvinder i Storbritannien enten har været udsat for kønslemlæstelse eller har risiko for at blive kønslemlæstet, og at 65.000 allerede er blevet lemlæstet.

Oprør  – ja tak

I et land, hvor vi ustandseligt læser historier om "oprør i Venstres bagland" eller "oprør i den konservative folketingsgruppe", mener 180Graders blogger Lars Pilegård, at det er forfærdeligt og frygteligt højreekstremistisk, at jeg i interviewet siger, at det kan blive nødvendigt med et folkeligt oprør, hvis ikke myndighederne, der har forpligtet sig til at hævde den grundlovssikrede orden, skrider ind mod den slags overgreb. Han får det som sagt til, at jeg skulle gå ind for lynchninger, og Ole Birk Olesen finder den slags værdigt til at bringe i sin netavis. Ak ja.

For nogle år siden stod tre norske indvandrerpiger frem og truede den norske stat med en retssag, hvis den ikke ydede dem samme beskyttelse mod overgreb som alle andre kan påkalde sig. Så vidt jeg husker, skete der ikke videre i sagen.

Men jeg kunne ikke være mere enig med pigerne. Frihedsrettighederne og statens ansvar for at værne om dem gælder alle.