“Medieval Islam was a religion of remarkable tolerance for its time… Islam is part of our past and our present… It has helped to create modern Europe. It is part of our own inheritance, not a thing apart.”
Citatet stammer fra 1993, da daværende Prince of Wales – Storbritanniens nuværende kong Charles – holdt tale ved Oxford Centre for Islamic Studies i 1993.
Bemærkningen var ikke tilfældig, men udtryk for en grundlæggende opfattelse, som han siden har fastholdt – og som i dag præger hans virke som konge.
Derfor er hans tavshed i anledning af påsken heller ikke en bagatel, men en direkte konsekvens af hans sindelag.
Kong Charles har nemlig tidligere valgt at udsende påskebudskaber og markere højtiden offentligt, og derfor bliver det et politisk signal, når han i år vælger ikke at gøre det – samtidig med at han i februar fandt det betimeligt at henvende sig til landets muslimer i forbindelse med afslutningen på Ramadanen.
Og i den situation, Storbritannien befinder sig i, er det ikke et fravalg.
Det er en prioritering.
Fundamentet, der forsvinder
Storbritanniens konge er ikke en privatperson med spirituelle interesser. Han er bærer af en institution, der hviler på en konkret historisk og religiøs forankring. Den britiske krone er uløseligt knyttet til kristendommen – ikke som en løs kulturel reference, men som et konstitutionelt og civilisatorisk fundament.
Når kongen vælger ikke at markere påsken, samtidig med at han tidligere på året finder anledning til at henvende sig til muslimer i forbindelse med Ramadanen, er det ikke et spørgsmål om kalender.
Det er et signal.
Et signal om, hvad der vægtes – og hvad der nedtones.
Et samfund kan godt rumme mange religioner – men det kan ikke eksistere uden et fundament.
Når dette fundament relativiseres og gøres til ét blandt mange, begynder det at forsvinde.
En ensidig orientering
Charles’ forhold til islam er ikke præget af nøgtern analyse, men af en vedvarende romantisering. Allerede i 1993 fremstillede han islam som en civilisatorisk drivkraft bag Europas udvikling.
Det er i bedste fald helt ude af proportion.
For mens den positive fortælling gentages, forbigås de konflikter, som islam historisk og aktuelt har været en del af i Europa. Den politiske dimension, de kulturelle spændinger og de konkrete problemer i dagens Storbritannien træder i baggrunden.
Tilbage står en selektiv og idealiseret forståelse.
Når denne forståelse kombineres med en systematisk nedtoning af kristendommen, opstår der ikke balance – men forskydning, og denne forskydning kan vise sig at være fatal.
Et land i accelererende forandring
Storbritannien befinder sig ikke i en stabil overgang. Det befinder sig i en accelererende forandring: demografien ændrer sig hastigt med muslimsk slagside og religiøs identitet spiller en stadig større rolle for den voksende del af landets befolkning, der har muslimsk baggrund og politiske konflikter organiserer sig i stigende grad omkring disse linjer.
Det så vi et ildevarslende eksempel på for blot få uger siden, da tusindvis af muslimske mænd samledes til fællesbøn på Trafalgar Square – midt i Londons historiske centrum. En bevidst magtdemonstration, ikke blot af tro, men af tilstedeværelse, volumen og styrke.
I sig selv er det ikke ulovligt, men det er et markant signal.
Og netop i en situation, hvor sådanne signaler bliver stadig tydeligere, bliver det afgørende, hvordan statens øverste symbol vælger at reagere.
Det gør kongen ikke.
Tværtimod bidrager han til den opløsning, han burde modvirke.
Når kulturbærende institutioner slipper ansvaret
Civilisationer bryder ikke sammen fra den ene dag til den anden. De bryder sammen, når de institutioner, der skal bære dem, begynder at miste troen på deres egen berettigelse.
Når kongen ikke længere optræder som beskytter af den tradition, han er sat i spidsen for, sender det et signal langt ud over monarkiet. Og han sendte et tydeligt signal, da han i forbindelse med sin kroning bekendtgjorde, at han ikke ville være ”Defender of the Faith” (Fidei Defensor), men ”Defender of Faith”: han ville altså ikke være forsvarer af ”troen” – kristendommen, men af ”tro” i den bredest mulige betydning.
Det fortæller befolkningen, at det fælles fundament er til forhandling.
At historien ikke længere forpligter.
At kontinuiteten er erstattet af relativisme.
Og når dette sker i et samfund, der allerede er under pres, accelererer processen.
Et svigt med konsekvenser
Charles’ tavshed i påsken er derfor ikke en enkeltstående fejl. Den er en konsekvens af en længere udvikling – og et bidrag til den.
Fra forankring til opløsning.
Fra kontinuitet til relativisme.
Fra civilisatorisk selvtillid til civilisatorisk tvivl.
Spørgsmålet er ikke, hvad kongen ønsker at signalere.
Spørgsmålet er, hvad der sker med et samfund, når dets øverste symbol ikke længere forsvarer det fundament, det selv hviler på.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
