En udvikling – ikke et tilfælde
Det er fristende at betragte de seneste ugers massive opmærksomhed omkring Rasmus Munch Søndergaard og hans såkaldte “racerealisme”, hvor danskhed reduceres til et spørgsmål om blod og genetik som et enkeltstående fænomen.
Det er det ikke.
Det er snarere den foreløbige kulmination på en udvikling, som i årevis har kunnet spores på dele af højrefløjen - med corona-nedlukningerne som brændstof – og som jeg desværre selv har oplevet på nært hold.
Mennesker, man tidligere betragtede som fornuftige og traditionelt borgerligt sindede, har bevæget sig i en retning, hvor det ikke længere er muligt at finde fælles grund. Ikke fordi uenigheden i sig selv er blevet større, men fordi forudsætningen for at være uenig er forsvundet.
Der er ikke længere noget at diskutere.
For lige meget hvilke data eller argumenter man fremfører, bliver de ikke vurderet — de bliver indpasset, enten som bekræftelse på teorien eller som bevis på, at man selv er en del af problemet, med det resultat, at samtalen ophører.
Fra skepsis til forklaring
Modus er konsekvent den samme: enten forsøger man at få sine omgivelser til ukritisk at acceptere verdensbilledet - eller også bryder man kontakten.
Det er en måde at være i verden på, der bryder med den traditionelle politiske uenighed og med både præmisserne og reglerne for debat, hvor meninger skal bæres af argumenter.
Det er i min optik udtryk for en mental forskydning, som for alvor blev tydelig under corona-nedlukningerne, hvor en på mange måder sund skepsis over for myndigheder og medier, spirallerede helt ud i orbit – fra vaccinekritik over antivaccinationspositioner til forestillingen om, at vaccinerne ikke bare var problematiske, men en del af en bevidst plan — ofte personificeret i figurer som Bill Gates — med det formål at reducere verdens befolkning.
Herfra er det kun gået én vej: den gale.
Et mønster – ikke enkeltstående ideer
Konspirationerne blev mere omfattende, mere sammenhængende — og mere løsrevet fra virkeligheden:
- flyenes kondensstriber er ikke damp, men chemtrails, der spreder giftstoffer ud over befolkningerne.
- september var ikke et islamisk terrorangreb, men et “inside job” udtænkt af den jødiske mafia
- oktober var en såkaldt ”false flag operation”, iscenesat af højtstående, men hemmelige, israelske generaler for at skabe medynk med jøderne.
Og senest er gamle forestillinger vendt tilbage i ny form: Holocaust relativiseres eller benægtes og jøder fremstilles som drivkraft bag verdens begivenheder.
Det er ikke enkeltstående idéer, men et mønster. Og det mest bekymrende er ikke, at de findes — men at de synes at samle sig.
Mistilliden er blevet total, og når alt opleves som styret, truende og uoverskueligt, opstår der et behov for at gøre verden forståelig igen — en forklaring, der kan samle det hele i en fast form, som ikke er til forhandling.
Behovet for fasthed
Og her træder identiteten ind.
Ikke som kultur eller tilhørsforhold, men som noget fastlagt: blod, oprindelse og etnicitet. Det er en måde at skabe orden i kaos på og samle alle trådene i én fortælling, hvor grænserne er klare, og hvor det uforudsigelige reduceres.
Og det er her, konspirationstænkning og identitetstænkning mødes i en perfekt, uhellig alliance.
Den position som Rasmus Munch Søndergaard repræsenterer, er ikke blot et enkeltstående synspunkt, men den foreløbige konsekvens af en længere bevægelse, der totalt har mistet sit anker. Det er på én gang sørgeligt og bekymrende, men den mentale forskydning har ironisk nok også en anden effekt: de mest ekstreme positioner forskyder skalaen.
En forskydning - og en pris
Det, der tidligere blev opfattet som kontroversielt — som forestillingen om, at danskhed i sidste ende er et spørgsmål om sindelag — fremstår nu som det, den er: en moderat og fornuftig position. Ikke fordi den har ændret sig, men fordi alternativet med sine genetiske blods-principper er så ekstremt.
Det er en forskydning, der er værd at hæfte sig ved.
Men det gør ikke udviklingen mindre problematisk, for samtidig med at midten forskydes, mister noget andet sit greb: den totale skepsis er nemlig også meningsløs: den kan ikke længere skelne og dermed ikke længere korrigere sig selv. Den kan ikke længere fungere som kritik, men bliver til afvisning - og dermed også til selvskade.
For en politisk bevægelse, der ikke kan skelne mellem rimelig kritik og altforklarende teorier, mister sin troværdighed og dermed ikke bare evnen til at samle, men også forbindelsen til den virkelighed, den ønsker at påvirke.
Det ligger lige til højrebenet at gå i flæsket på de mest ekstreme positioner, hvilket også er det, der sker. Det er bare ikke særlig virksomt, fordi kritikken alene retter sig mod konklusionerne og dermed bekræfter det verdensbillede, den forsøger at bryde: hvis alt alligevel anses for at være styret, bliver modsigelsen blot endnu et bevis.
Derfor er det, når alt kommer til alt, mere interessant at spørge, hvad det er, der driver udviklingen — end blot at afvise dens mest ekstreme udtryk.
Ytringsfriheden beskytter også det absurde. Det skal den. Men det betyder ikke, at alt er lige gyldigt. Der er forskel på skepsis og systemafvisning, på kritik og konspiration, på at stille spørgsmål — og på at afvise alle svar.
Og der er forskel på uenighed — og manglende evne til at rumme uenighed.
Hvis man ikke fastholder de skel, mister man ikke bare sin analyse.
Man mister forbindelsen til virkeligheden.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
