"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Woke-segmentet skader de kommende generationer

30. november 2022 - Artikel

TV2s misforståede selvcensur af "Alletiders Julemand" er ikke bare endnu et udtryk for latterlig woke - det er direkte skadeligt for børn at blive skærmet mod alle mulige (indbildte) farer.

TV2 har set ”med fornyet blik” på deres julekalender-hit fra 1997 ”Alletiders Julemand” og besluttet at tage det af programmet. Den 25-årige julekalender-succes skulle ellers have været sendt hver eftermiddag i julemåneden til sædvanlig fryd for de små Pyrus-fans, men nu har woke taget den.

Mere konkret er årsagen en slik-sang, hvor Pyrus danser med børn klædt ud som flødeboller (det, der i gamle dage hed negerboller eller negerkys), og det blev åbenbart for meget for TV2s selvcensur. I hvert fald for konstitueret fiktionschef Mette Nelund, for de udklædte fløde/negerbolle-dansere var ”blackfaced”, hvilket ifølge hende er: ”…en forældet skildring af både mennesker og kulturer (…) som kan misforstås af især børn, som ikke kan sætte fortællingen ind i en historisk kontekst”. Derfor fjerner TV2 nu ”Alletiders Julemand” fra samtlige sendeflader, da TV2 ”…mindst af alt ønsker, at der skal sidde nogle børn og misforstå indholdet og føle sig ekskluderet, når de ser julekalenderen

Formuleringen tager begrebet kognitiv dissonans til nye højder: Ikke bare fordi sliksangen hverken skildrer mennesker eller kulturer, men en nisse, der drømmer om store mængder slik; men også fordi udsagnet rummer den fundamentale fejlslutning, at små børn tænker i afrikanere, når de ser en (dansende) flødebolle.

Det gør de ikke. Uanset, hvor tæt pigmenterede de selv måtte være. De tænker Pyrus og de tænker slik – og de synes, at det er en god sang. Ligesom jeg selv i 1972 syntes, at Buster Larsens udgave af Thorbjørn Egners børnesang ”Hoa, den lille negerdreng”, som boede ved MongoBongo-floden og havde messingring om foden, var noget af det bedste at synge med på.

Den sang var allerede dengang ”end forældet skildring af både mennesker og kulturer” – for ikke at sige en på alle måder totalt forkert, men også ganske henrivende, historie om hvordan en lille hottentot-dreng redder sin landsby fra Babu-stammens folk ”..der ville ud og røve”. Men i 1972 tog ingen voksne hverken notits eller anstød af Hoa, for dengang var man fuldt ud klar over, at børn slet ikke er interesseret i eller overhovedet kan forstå meningen med, om noget er politisk korrekt eller historisk forkert (bortset fra DR-udkrads  som Jannik Hastrup og et par stykker til).

Evnen til at kunne forstå en sådan problemstilling kommer først langt senere, sådan cirka ved 13-års alderen, hvor barnets hjerne er tilstrækkelig udviklet til så småt at kunne begynde at tænke abstrakt. Og selv på dette tidspunkt er det højst usikkert, om de fortænkte race-konnotationer ved dansende flødeboller er noget, som den unge vil gide bruge tid og energi på.

Problemet med nutidens endnu magtfulde woke-segment er dobbelt: de både berøver børn og unge deres elskede og ganske harmløse underholdning og de gør i yderste konsekvens de opvoksende generationer til sarte, livsuduelige mimoser, der ser farer allevegne og som derfor skal skærmes med safe spaces og trigger warnings. Tendensen har stået på i årevis med censurering af Halfdan Rasmussens børnerim, Astrid Lindgrens Pippi Langstrømpe og Hergés Tintin – og nu med TV2s seneste selvcensur af kanalens mest populære julekalender. Det mest bizarre er, at erstatningen for ”Alletiders Julemand”, ”Alletiders Eventyr” rummer en kinesersang, der indledes med verset: ”I Kina siger de pingeling, hver gang, at de får ris”, men det er ifølge TV2 noget ganske andet.

Hvor ender vi om 20-30 år, hvis man bliver ved med at fastholde, at sårede følelser og fine fornemmelser – også de indbildte – trumfer historie, kultur og ytringsfrihed? Når man lærer børn, at censur er i orden, hvis kan ikke kan lide at høre sandheden? Eller løgnen, for den sags skyld?

Vi ender i totalitære, historie- og kulturløse tilstande, hvor vi ikke længere har mulighed for at debattere med hinanden og dele os efter anskuelse, fordi nogen jo kunne blive stødt. Og så bliver vi for alvor dummere.

Som om det ikke var slemt nok i forvejen.

 

 

 

 

Artiklen har været bragt i Den Korte Avis