Wilders er en helt

Det er 17 år siden, jeg første gang skrev om, hvad det betyder, når man efterkommer krav fra muslimer, der lever i Vesten. Siden er det blevet åbenbart, at mange af dem ikke har til hensigt at lade sig assimilere i det samfund, der har taget imod dem. I stedet står de fast på, at det er værtslandet, der skal tilpasse sig ved at tilstå dem særrettigheder og privilegier.

Hvis vi ikke er mere årvågne, er det sandsynligt, at det europæiske samfund bliver stærkt forarmet, og at alle de hårdt tilkæmpede resultater – sociale så vel som politiske – vil blive sat over styr i et orgie af multikulturel liberalisme. Der er oven i købet fare for, at de europæiske samfund vil blive opspaltet i religiøse og kulturelle ghettoer, hver med sine egne love. I den forbindelse er der to ting, som vi klart må holde os for øje: shariaen og meningsfriheden.

I februar 2008 fastslog ærkebiskoppen af Canterbury, Rowan Williams, at "anvendelsen af shariaen under bestemte omstændigheder" er "uundgåelig" i Storbritannien. I flere interviews efterlod han ingen tvivl om, at han fandt forestillingen om "én lov for alle" – en hjørnesten i den vestlige civilisation – farlig. Lighed for loven er altså en fare! I juli 2008 kunne den øverste dommer i England og Wales, Lord Phillips, ikke se nogen begrundelse for, at man i tvister ikke skulle benytte shariaen som grundlag for mægling. I Storbritannien fungerer i dag 85 sharia-domstole, som benytter islamisk ret til at bilægge konflikter i hjemmet, familien og forretningslivet. Mange af disse domstole har til huse i moskeer. Således truer sharia-domstolenes blotte eksistens individernes rettigheder og selve forestillingen om et retssystem, der beror på love vedtaget af folkevalgte repræsentanter.

Sådanne sharia-domstole er i deres natur sekteriske. De skærper samfundets religiøse og sociale spaltning, og de hæver visse muslimer over den lov, som resten af samfundet må efterleve og respektere. Ubekymrede regeringsrepræsentanter forsikrer os om, at sådanne domstole principielt ikke må dømme i modstrid med landets ret. Men visse af disse islamiske tribunalers afgørelser bliver allerede betragtet som retligt bindende, og ville kunne håndhæves af civilretlige domstole i England og Wales. For nyligt fandt en førende tænketank i London, Civitas, ud af, at der blandt afgørelserne fandtes nogle, der indebar ulovlige handlinger, og andre, der stred mod britiske domstoles menneskeretsstandard.    

Den islamiske ret, shariaen, der delvis udledes af Koranen og af profetens ord og gerninger, betragtes som gudgiven og derfor som uforanderlig og ufejlbarlig. Det er en totalitær konstruktion, der har til hensigt at kontrollere hvert eneste aspekt af en muslims liv – og endog ikke-muslimers – og derfor er den fuldkommen uforenelig med det vestlige, liberale demokrati og menneskerettighederne.

Den muslimske ret diskriminerer mod kvinder. De må kun arve det halve af hvad mænd arver. Mænd må slå kvinder. I retten tæller en kvindes udsagn kun det halve af en mands. Muslimske kvinder må ikke gifte sig med ikke-muslimer. I tilfælde af ægteskabsbrud foreskriver shariaen stening til døde. ligesom den foreskriver amputation af hænder i tilfælde af tyveri, korsfæstelse af urostiftere, mens homoseksuelle og frafaldne skal henrettes. Med andre ord: Muslimer vil indføre en praksis, som vi i Vesten for længst har afvist som barbarisk, og som frem for alt nægter kvinder menneskerettigheder. ...  

En af den vestlige civilisations største bedrifter er desuden menings- og ytringsfriheden. Også de trues af den radikale islams krav. Friheden til at sætte spørgsmålstegn ved alt uden tabuer og politisk korrekthed er afgørende for det sociale, politiske, religiøse og videnskabelige fremskridt og forudsætningen for, at man kan erkende fejltagelser og tilnærme sig sandheden. Derfor er  meningsfriheden umistelig i et demokrati. Den er et middel til at korrigere magthavernes udskejelser og til at lade fornuften råde i offentlige anliggender. Mange i Vesten synes ikke at have bemærket, at de islamiske stater allerede har haft held til at få Menneskeretsrådet i Genève til at vedtage resolutioner, der underminerer meningsfriheden – et princip, der blev indskrevet i artikel 18 af den almindelige menneskerettighedserklæring fra 1948. Fra nu af er det forbudt at kritisere islam og shariaen. Man må ikke engang omtale dem.

Derfor er det selve den vestlige civilisation, der står anklaget i forbindelse med retssagen mod den hollandske politiker og islam-kritiker Geert Wilders. Ikke bare nægtede man at give Wilders en retfærdig proces, idet man forbød ham at føre de vidner, han ønskede – han burde overhovedet ikke have været stillet for retten. Wilders har ret til at kritisere islam, og med sin kritik henviser han til de barbariske punkter i Koranen, der prædiker had mod jøder, kristne og andre ikke-muslimer. Wilders har ikke opfundet noget. Han giver blot en sandfærdig fremstilling af indholdet i muslimernes hellige skrifter.

Eller sagt på en anden måde: Han påberåber sig blot sin ret til ytringsfrihed. Han siger bare sandheden. Der er bund i hans anklager mod Koranen. Selv mange liberale i Vesten beklager ofte, at islam ikke har oplevet en reformation, men vil alligevel ikke indrømme mennesker som Geert Wilders, Ayaan Hirsi Ali, Salman Rushdie og Wafa Sultan deres fulde meningsfrihed. Men hvordan skal en reformation – eller bedre udtrykt: en Oplysning – af islam kunne begynde, hvis ingen kritiserer denne for det meste kritisable religion og dens hellige skrift? ...

Geert Wilders fortjener bifald. Man burde fejre ham som helt, ikke bare fordi han har taget de rigtige skridt til at hjælpe muslimer med at skabe en Oplysning, men også for sin modige kamp i forsvaret af de vestlige værdier. Med John Stuart Mills ord: "Et menneske, der ikke har noget, som han er parat til at kæmpe for, og for hvem intet er vigtigere end den personlige sikkerhed, er en stakkel, der ikke har mulighed for at være fri. Den findes og forbliver uden for ham takket være indsatsen fra mennesker, der er større end ham selv." Wilders er meget større end dem, der har slæbt ham for retten, og som synes besluttet på at begå kollektivt selvmord på deres egen civilisation.  

Artiklen et er uddrag af Ibn Warraqs essay i Weltonline, 15. marts 2010

Oversat af Lars Hedegaard