Efter fire stormfulde år drog mange amerikanere lettelsens suk, da den knap 78-årige Joe Biden kunne krone en 49 år lang politisk karriere i Washington D.C. med at rykke ind i Det Hvide Hus og - ifølge mange journalister - genoprette ro og orden i amerikansk politik.
Med en underforstået begrundelse i COVID-19 – og sikkert ved at skele til hans fremskredne alder og svingende kognitive evner – men ikke mindst for at legitimere Demokraternes opfordring til alle amerikanere om at brevstemme - havde Bidens valgkamp forinden haft karakter af a walk in the park, idet han det meste af tiden sad og kukkelurede i en kælder.
Imens turnerede Trump USA tyndt og fyldte det ene sportsstadion efter det andet, hvor han i sit sædvanlige outfit - sit kiksede slips og sin MAGA-kasket - talte om den demokratiske trussel fra deep state, om mediernes fake news, om the forgotten men and women og om at stække Washingtons magt og bringe den tilbage til delstaterne.
Biden havde derimod folk til at arbejde for sig:
Facebooks stifter, Mark Zuckerberg skød 350 mio. dollars af sin private formue ind i det amerikanske valg – penge, der bl.a. skulle sikre flere stemmebokse (til de mange brevstemmer) rundt omkring i USA og som højst sandsynligt også gik til at aflønne de mange græsrodsbevægelser, der stemte dørklokker og som ifølge forfatteren og dokumentaristen Dinesh D’ Souza, manden bag filmen 2000 Mules, hyrede folk til at køre rundt fra county til county, hvor de postede såkaldte høstede stemmesedler – og ofte midt om natten.
Filmen, som alle med en mening om validiteten af det seneste amerikanske valgresultat bør se, kortlægger - via lovligt tilvejebragt GPD data gennem organisationen True the Vote - disse menneskers færden, og mange steder har overvågningskameraer fanget dem i gang med deres forehavende.
I valgkampens slutspurt sørgede FBI, der længe havde haft Hunter Bidens laptop med belastende indhold i deres besiddelse, for at begrænse offentlighedens kendskab til New York Posts artikel om sagen, der bl.a. kompromitterede ”the big guy” (Joe Biden), og som efter sigende ville have fået mange Demokrater til at flytte deres kryds: FBI kontaktede bl.a. Mark Zuckerberg og advarede ham mod at bringe historien, hvilket Facebook-stifteren fornyligt indrømmede over for radioværten og podcasteren, Joe Rogan.
Faktisk endte størsteparten af de amerikanske centrum-venstre medier, NPR, Politico etc. og Twitter med at censurere New York Posts artikel med den skråsikre begrundelse, at der udelukkende var tale om Russian misinformation og et ”hoax”, som Steven Brill på ”fact-check”-siden, NewsGuard kaldte det. Ved at pille lidt ved algoritmerne begrænsede Facebook adgangen til artiklen med forklaringen, at der var tale om ”a hack and leak operation that had to be throttled”.
Men historien var sand.
Intet under, at der i den republikanske lejr stadig hersker lige dele vrede over og mistillid til valgresultatet, hvilket alene er et alvorligt demokratisk problem, som også burde bekymre de tilbageværende moderate Demokrater. At man har afvist de flere hundrede vidner, der under ed har afgivet forklaring om ”uregelmæssigheder” ved valget, og at valget tilmed i mainstreammedierne konstant bliver refereret til som ”the most secure in American history”, drysser blot salt i et åbent sår.
I sin tiltrædelsestale, d. 20. januar, blot to uger efter begivenhederne ved Capitol, og med reference til Lincolns Emancipation Proclamation, bedyrede Joe Biden (…) ”my whole soul is in this: Bringing America together. Uniting our people. And uniting our nation. I ask every American to join me in this cause”.
Det var et løfte tømt for ægte vilje, en gang politisk bragesnak, idet han kort forinden havde adresseret det, han så som en trussel fra (…) ”a rise in political extremism, white supremacy, domestic terrorism that we must confront and we will defeat”.
I Bidens på mange måder bemærkelsesværdige tale fra sidste uge (d. 1. september 2022), der blev holdt foran indgangen til Independence Hall i USA's fødested, Philadelphia, fortsatte han linjen: I en bizar lyssætning og flankeret af to soldater fra marinekorpset, hvilket gav uheldige konnotationer, afslørede talen både en frygt hos Demokraterne for resultatet af det forestående midtvejsvalg og bekræftede, at Joe Biden og partisoldaterne styrer mod en eet-parti-stat: I talen fik han udgrænset de 41 % af de republikanske vælgere, der ifølge en ny måling fra NBC News (august 2022), stemmer på Trump – vælgere, som Biden nogle få dage forinden havde kaldt ”semi-fascister” - og fik således mccarthyismen i 40’erne og 50’ernes USA til at ligne en bagatel.
Han hævdede bl.a., at
(…) “Donald Trump and the MAGA Republicans represent an extremism that threatens the very foundations of our Republic”… ”MAGA Republicans have made their choice. They embrace anger. They thrive on chaos. They live, not in the light of truth but in the shadow of lies”… “And MAGA Republicans are destroying American democracy… (…) “MAGA Republicans look at America and see carnage and darkness and despair. They spread fear and lies. Lies told for profit and power”… og “The MAGA Republicans believe that for them to succeed, everyone else has to fail”.
Det vil tage for lang tid at gendrive Bidens absurde påstande om helt almindelige amerikanske vælgere, men lad mig minde om FBI, DOJ og DNCs (Democratic National Committee) andel i den fabrikerede Russian Collusion-historie, der kørte 24/7 i to-et-halvt år, de amerikanske mediers helt overlagte fake news op til valget i 2016 og gennem Trumps præsidentembede, Big-Techs bevidste censurering af konservative og republikanske røster, Demokraternes laissez-faire holdning over for den vold, hærgen og brandstiftelse, der fulgte I kølvandet på George Floyds død, Demokraternes påstand om Trumps orkestrerede opstand d. 6. januar, hvor øjenvidneberetninger og videooptagelser fra begivenheden fortæller en anden historie og endeligt minde om, at Trump, hvad man end måtte mene om hans kontroversielle, grovkornede og ofte meget lidt præsidentielle facon, var traditionalist og arbejdede på at reducere Washingtons magt og bringe den tilbage til delstaterne. Stik imod sine politiske modstandere.
Spørgsmålet er derfor: hvem er de egentlige “semi-fascister”?
