Det var spørgsmålet, da Sappho tirsdag aften diskuterede terror, radikalisering og den ekstreme retorik.
Maskulin modkultur
Det har meget at gøre med islam, lød det fra Manni Crone, seniorforsker på DIIS og ekspert inden for islamisme og radikalisering. Hun har lavet et toårigt feltarbejde i det ekstreme miljø i Danmark og har her konstateret, at der lang vej fra idé til handling. De vrede unge mænd har en vilje til handling og opsøger af den grund de ekstreme miljøer, hvor de ved, at de deres vilje til handling kan udløses:
”Islam giver form til engagementet, men udløser det ikke”.
Der er tale om en modkultur og en transnational ungdomsbevægelse, der kan minde om 80’ernes bz-bevægelse, mente Crone.
Det er at nedtone islams rolle, replicerede Helle Merete Brix, der har beskæftiget sig med sagen bl.a. i bogen Mod mørket. Unge mænd har alle dage søgt spænding, men hvorfor hører vi aldrig om hinduistiske, buddhistiske og kristne unge mænd, der begår terror? Fordi der er islamiske prædikanter, der nærer vreden. Det overser den europæiske offentlighed, på grund af prædikanternes evne til at tale med to tunger: en moderat udadtil og en ekstrem indadtil. På den måde bliver unge muslimer, der står mellem to kulturer og derfor er sårbare, sat op imod Vesten. Når f.eks. erklærede moderate organisationer som Muslimer i Dialog og Muslimernes Fællesråd inviterer en hadefuld imam som Zaid Shakir til Danmark præsenteres han som respekteret islamisk lærd med finfølelse i race og fattigdomssager og videnskabelig disciplin til sit religiøse arbejde.
En ekstrem imam klædes ud som moderat
Kan man ikke sproget, er man som forsker nem at narre, fastslog panelets tredje deltager Mrutyanjai Mishra, JP-blogger, og master i menneskerettigheder, der med sin indiske baggrund mestrer urdu. Han beskrev et par oplevelser han har haft, hvor muslimer har taget ham
for at være muslim og derfor har talt lige ud af posen om jihad, samtidig med at de har understreget, at den slags helst ikke skulle siges uden for miljøet. Det er en kommunikations-strategi som nogle muslimer benytter.
Terrorister har også en kommunikationsstrategi og
siden 2001 er terroren steget betragteligt i Pakistan og herfra stammer også den terror der ramte Indien d. 26. September 2008. Hvad var det, der fik ti hjernevaskede unge til at begå terror den dag i Mumbay? Ikke en dusør eller udsigten til et liv i sus og dus, men derimod den særbehandling Allah stiller i udsigt, hvis de begår terror.
Galt hattemagerselskab
Betyder det så ikke, at ønsket om at udføre Allahs bud er en vigtig drivkraft bag den islamiske terror og ikke bare vrede og vilje, blev Manni Crone spurgt. Så enkelt er det ikke, mente Crone.
”Der er et kompleks forhold mellem tekst og handling. Det er ikke en teologisk proces, der fører til engagement”. ”Det er sandt, at det rigtige islam ikke er blevet kidnappet, for der findes ikke en rigtig islam. Islam er mange ting”.
”Det minder altså om det gale hattemagerselskab i Alice i Eventyrland”, faldt Helle Merete Brix ind:
”Vi vil gerne have ordene til at betyde det, vi vil have de skal betyde i stedet for at lytte til, hvad der bliver sagt. Det er en jihad, vi oplever. Det, man skal bede imamerne om, er at tage afstand fra de voldelige dele af Koranen og hadith”.
Men Crone stod fast: Islam er mange ting og sharia er mange ting:
”Jeg har aldrig hørt en muslim afskrive sharia, men spørgsmålet er: Hvad er sharia for dig? Det kan være mange ting”.
Hermed var aftenens fronter ridset op: De unge mænds vrede næres af imamer, der hader og foragter Vesten og har sin rod i islam. Derfor skal Europa holde kritisk øje med selvudnævnte ”moderate” imamer og til gengæld skabe alliancer med de liberale muslimer.
Nej, de unge mænd søger først og fremmest action og tiltrækkes af den grund af de ekstreme, islamiske miljøer. Det primære er ønsket om at være modkultur, ikke islam.
Med de forskellig rettede budskaber kunne aftenens mødedeltagere gå ud i vinterkulden velvidende, at verden sandsynligvis snart igen kommer til at høre fra de vrede unge mænd med med bombebælter.
