Nyttige idioter og normaliseret antisemitisme
Der findes øjeblikke, hvor en politisk bevægelse pludselig ser sig selv i spejlet - og ikke kan holde blikket ud.
Det øjeblik er kommet for den europæiske venstrefløj.
I årevis har gaderne været fyldt med paroler om “Free Palestine” og “From the river to the sea”. I årevis har venstrefløjen marcheret side om side med islamister, uden at ville vide, hvad de egentlig marcherede for. De har talt om solidaritet, om undertrykkede folk, om kolonialisme og imperialisme – og de har mere end noget andet gjort sig selv til nyttige idioter for Hamas.
Men de har gjort noget mere.
Store dele af venstrefløjen har normaliseret en parole, som i sin kerne er et udslettelsesprogram mod den jødiske stat: “From the river to the sea” er ikke en fredsparole. Det er en opfordring til at fjerne Israel fra landkortet.
Dermed er de pro-palæstinensiske demonstrationer – uanset deltagernes individuelle motiver – blevet en objektiv understøttelse af den voksende antisemitisme i Danmark. Ikke fordi alle deltagere er antisemitter, men fordi bevægelsen har gjort sig til transportbånd for et budskab, der i praksis legitimerer had mod jøder.
Det er i sig selv et alvorligt demokratisk svigt.
Iran: En virkelighed, der sprænger fortællingen
Nu er det grundlæggende problem for venstrefløjens kadrer imidlertid blevet eksponeret af virkeligheden.
For mens de stadig forsøger at holde fast i deres palæstinensiske fortælling, er en langt mere ubekvem virkelighed brudt frem: Iran.
Millioner af iranere går i disse uger på gaderne. Ubevæbnede. Ubeskyttede. Kvinder smider tørklædet. Mænd råber præstestyret væk. Unge råber navnet Pahlavi som overgangsfigur til et nyt, demokratisk Iran. De råber på hjælp fra USA. Fra Israel. Fra Vesten.
De råber på opgør med islam som styreform.
Her begynder venstrefløjens verdensbillede at krakelere.
For hele den fortælling, den farlige vildfarelse de i årevis har svævet solidt i, siger noget meget bestemt: at islam repræsenterer de undertrykte, at Vesten er den egentlige skurk, at “modstanden” altid har ret, hvis bare den er rettet mod Israel, USA eller “imperialismen”.
Men i Iran er det ikke Vesten, der undertrykker.
Det er islam i statslig form.
Sharia som lov.
Præster som magthavere.
Religiøs ideologi som systemisk tyranni.
Og det er ikke et marginalt mindretal, der gør oprør. Det er et folk, der er villigt til at dø for at slippe af med det.
Det er den kendsgerning, som venstrefløjen ganske enkelt ikke kan rumme.
Rådhuspladsen 19. januar: Frihed uden indhold
Det blev meget konkret synligt den 19. januar på Rådhuspladsen, hvor Trykkefrihedsselskabet deltog i, hvad vi troede var en demonstration for iranernes frihed arrangeret af Amnesty International.
Men det var ikke en frihedsdemonstration, men Amnesty International, som forsøgte at balancere en ny, venstrefløjsposition med de fremmødte som statister. Resultatet blev en demonstration, der i sin kerne undveg det politiske spørgsmål.
For Amnesty støttede ikke iranernes ret til at slippe for et islamistisk styre, men alene deres ret til at demonstrere – uden at blive slået ihjel.
Det lyder måske som en nuance. Det er det ikke.
For forskellen er afgørende:
Man støttede ikke frihed.
Man støttede ikke et opgør med præstestyret.
Man støttede ikke retten til at afskaffe et religiøst tyranni.
Man støttede udelukkende en procedure.
Det politiske mål – at slippe af med islamisk styre – blev systematisk holdt udenfor.
Da mange begyndte at råbe “Pahlavi!” og “Javid Shah!” – helt legitime politiske tilkendegivelser i en demonstration, der angiveligt handlede om iranernes frihed – reagerede arrangørerne øjeblikkeligt og bad demonstranterne tie under henvisning til, at der ikke måtte være politiske ytringer. Da mange fortsatte, blev der råbt fra scenen:
“Er I snart færdige?!”
Frihed måtte gerne nævnes – så længe den ikke fik et konkret politisk indhold.
Maskefaldet i gaden
Det samme mønster viste sig kort efter i en video, der hurtigt har bredt sig på X:
En pro-palæstinensisk demonstration passerer en demonstration mod det iranske regime, og fra den pro-Hamas-fløj lyder det hånligt: “Ignorér tosserne – hold fokus på os. De er ikke vigtige.”
Det er et øjebliks ufrivillig ærlighed.
For de iranske demonstranter er liv og død.
For pro-palæstina-fløjen er det et narrativproblem.
Videoen er et maskefald. Ikke bare for nogle få aktivister, men for en hel ideologisk konstruktion. For i det øjeblik virkeligheden ikke længere passer ind, bliver virkeligheden ikke diskuteret. Den bliver affejet.
En ideologi uden svar
Det er her, implosionen bliver synlig.
For iranerne viser noget, venstrefløjen ikke vil se:
At islam ikke primært er en forfulgt identitet, men et magtsystem.
At islam i politisk form er systemisk undertrykkelse.
Og at den undertrykkelse i årevis er blevet relativiseret – og i praksis indirekte promoveret – af dem, der påstod at kæmpe for de undertrykte.
Det er derfor reaktionen ikke er debat, men fortrængning.
Ikke refleksion, men arrogance.
Ikke solidaritet, men tavshed.
Når fortællingen ikke længere kan bære
Og det er derfor, situationen i Iran ikke bare er en tragedie.
Den er et intellektuelt sammenbrud for den europæiske venstrefløj.
For når den samme bevægelse på én gang legitimerer antisemitisk mobilisering i Europas gader, relativiserer islamisk tyranni – og affejer de mennesker, der nu risikerer livet for at slippe af med det – så er det ikke længere en kamp for de undertrykte.
Så er det en ideologi, der har mistet evnen til at skelne mellem offer og gerningsmand.
Og når virkeligheden ikke længere kan rummes i fortællingen, er det ikke virkeligheden, der må vige.
Det er fortællingen.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
