Når det gælder protesterne i Iran og præstestyrets barbariske nedslagtning af tusindvis af ubevæbnede civile, har den danske venstrefløj været påfaldende tavs. Ikke bare tavs – men selektivt tavs. Ikke som i Gaza. Ikke med daglige breaking news, følelsesladede reportager og moralske formaninger fra statsstøttede medier og aktivistiske kommentatorer, der ellers plejer at have travlt, når konflikten kan passes ind i den rigtige ideologiske ramme.
I lighed med DR’s mangelfulde Iran-dækning, er tavsheden ikke tilfældig. Den er ideologisk. Når ofrene ikke kan bruges til at bekræfte fortællingen om Vesten som skurken og islamismen som misforstået modstandskamp, forsvinder indignationen som dug for solen.
Derfor virkede det faktisk positivt, da Amnesty International indkaldte til demonstration den 19. januar kl. 17 på Rådhuspladsen:
“Fakkelmanifestation: Beskyt demonstranterne i Iran.
Modige mennesker går på gaden i Iran. De sætter livet på spil for deres frihed og basale menneskerettigheder.
Regimet har svaret voldsomt igen med drab, masseanholdelser og nedlukning af internettet.
Kom og vær med til at vise de modige demonstranter vores solidaritet og opbakning.”
Det lød endelig, som om venstrefløjen – og dens faste NGO-satellitter – var vågnet op til dåd.
Trykkefrihedsselskabet deltog derfor i positiv forventning om, at dette ville være en reel solidaritetsdemonstration med iranerne og deres kamp for præstestyrets fald. At der denne gang ikke bare ville blive talt om retten til at demonstrere, men om retten til at slippe fri af et despotisk, teokratisk regime.
Det var det ikke.
Det viste sig at være noget nærmest ganske andet.
Et figenblad – og en koreograferet demonstration
Forud for demonstrationen var der nedlagt forbud mod flag, hvilket i sig selv var fornuftigt nok, da der blev uddelt fakler. Men der var også nedlagt forbud mod en række ytringer: ingen former for racisme, ingen partipolitiske flag, ingen bannere.
I praksis betød det: ingen politiske tilkendegivelser, der ikke passede ind i arrangørernes ideologiske ramme.
Alligevel valgte mange at svøbe sig i det iranske løveflag, og også flere israelske flag dukkede op. Mange eksiliranere var mødt op. Mange fakler blev tændt. Stemningen var intens, værdig og alvorlig – præcis som situationen i Iran kræver.
Da demonstrationen gik i gang kl. 17 med den første tale af Vibe Klarup fra Amnesty International Danmark, stod det ret hurtigt klart, at dette ikke handlede om at bakke iranerne op i deres kamp mod præstestyret og kræve dets fald. Det handlede udelukkende om én ting: at støtte iranernes ret til at protestere uden at blive slået ihjel.
Der er stor forskel.
Det ene er en menneskeretlig minimumsposition. Det andet er en eksistentiel og politisk frihedskamp. Og Amnesty havde valgt den første – den ufarlige, ikke-konfronterende, ikke-systemkritiske version, som passer fint ind i NGO-retorikkens sterile komfortzone, men som er fuldstændig utilstrækkelig i mødet med et regime, der skyder demonstranter på åben gade.
Fra solidaritet til Enhedslisteretorik
Som talerne skred frem og digtene blev læst op, blev vi – og mange andre – mere og mere urolige for, hvad det egentlig var, vi havde indladt os på. Uroen kulminerede, da Mehrak Lykkeberg Salimi gik all in på ren Enhedslisteretorik.
Hun frabad sig al indgriben udefra – fra Israel og USA. Det var iranernes egen kamp, sagde hun, og den skulle de have lov at kæmpe selv. Uden våben. Mod et militariseret præstestyres sikkerhedsstyrker, der indtil videre har nedslagtet op mod 20.000 civile på gaderne.
Det var på dette tidspunkt, mange begyndte at råbe “Pahlavi!” og “Javid Shah!” – helt legitime politiske tilkendegivelser i en demonstration, der angiveligt handlede om iranernes frihed.
Arrangørerne reagerede øjeblikkeligt. De bad demonstranterne tie stille under henvisning til, at der ikke måtte være politiske ytringer. Da mange fortsatte, blev der råbt fra scenen:
“Er I snart færdige?!”
Så meget for meningspluralismen.
Det utilgivelige svigt
Alle ved – også Amnesty – at en afgørende grund til, at iranerne nu tør gå på gaderne med livet som indsats, er, at de er blevet lovet opbakning fra både Israel og USA. Det er ikke noget, Vesten har opdigtet. Det er noget, iranerne selv siger igen og igen, i interviews, på sociale medier og i deres råb til omverdenen.
Iranerne beder ikke om fredelige resolutioner, dialogseminarer eller endnu en bunke menneskerettighedsrapporter, der samler støv i FN’s arkiver. De tigger og beder om, at Vesten griber ind og hjælper dem.
Og så står Mehrak Lykkeberg Salimi og undsiger netop den hjælp – på deres vegne.
Det er ikke bare tonedøvt. Det er ikke bare naivt. Det er fysisk underminerende for en frihedskamp, der foregår i realtid, med døde kroppe på gaderne og fængsler fyldt med unge mænd og kvinder, hvis eneste forbrydelse er, at de vil leve uden islamisk tyranni.
Det var ikke til at holde ud.
Vi buhede.
Vi slukkede vores fakler.
Og vi gik.
Amnestys figenblad
Amnestys demonstration var et figenblad for ikke at løfte en klov for iranerne, fordi man derved indrømmer, at islam er et despotisk, misogynt meningstyranni. Og det hverken vil eller kan venstrefløjen, for hele deres verdensbillede hviler på den fejlantagelse.
På den konto fik demonstranterne så mange pålæg og restriktioner, at de reelt blev reduceret til statister i Amnestys koreografi – et følelsesæstetisk arrangement uden kritik af den islamisme, der er hele præstediktaturets raison d´etre, uden realisme og uden respekt for, hvad iranerne selv beder om.
Det var ikke en demokratisk demonstration.
“ Ingen partipolitiske flag ” betød de facto: ingen tilkendegivelser af støtte til dem, der faktisk vil forsvare Iran – og kritisere islam.
Man tager ikke alvorligt, hvad iranerne selv ønsker sig. Man vil hylde meningspluralismen, men praktiserer det modsatte: at alle andre holdninger end arrangørernes egen bliver bedt om at holde mund.
Det var ikke solidaritet. Det var ideologisk iscenesættelse.
Og det var et kæmpe svigt af iranernes kamp for frihed.
Artiklen har været bragt i Kontrast
