Ufarlige forbindelser

P77's gode gys

En mystisk organisation ved navn P77 – nej, det er ikke en hemmelig fascistisk loge fra Italien, men en venstreekstremistisk efterretningstjeneste fra Danmark – har netop udsendt en inciterende beretning om mit nylige besøg i USA og Canada.

Jeg har allerede fortalt om mine oplevelser her på Sappho, men P77's fremstilling er langt mere dramatisk og kan stærkt anbefales til folk, der sætter pris på et godt gys. P77 kan nemlig fortælle, at hele Lars Vilks' og min rundrejse i Nordamerika var arrangeret i nært samarbejde med den frygtede terrororganisation, Jewish Defense League, som jeg derfor står i ledtog med. Nogle af P77's venner – der nu også optræder i stort tal i Ole Birk Olesens organ, 180Grader – kan tilmed røbe, at Trykkefrihedsselskabet yder økonomisk støtte til terror, bl.a. med det formål at bestille lejemord.

Allerede inden offentliggørelsen af P77-redegørelsen havde jeg fået en mail fra forfatteren, en vis "Christian Rask", der bad mig kommentere hans skildring af mine drabelige bedrifter i det fremmede. Jeg svarede ikke på mailen, da jeg fandt ud af, at "Christian Rask" ikke findes, og da det byder mig imod at kommunikere med ikke-eksisterende personer.

Til gengæld kender jeg udmærket Mr. Rasks chefudreder, som er ingen ringere end Monika S.H. Hansen, også kendt som Shansen. Hun har tidligere mest gjort sig bemærket ved at portrættere sine modstandere som fækalier, ligesom hun har lagt den uafhængige journalist Kim Møllers privatadresse ud på sin hjemmeside, således at hendes venner i det humanistiske miljø bedre kunne få ram på ham.

Hjemmelavede citater

Desværre har min tale i Toronto åbenbart været for kedelig, så Shansen har i stedet tillagt mig nogle opsigtsvækkende synspunkter i form af hjemmelavede "citater", der langt overgår, hvad jeg kunne finde på. Det er da også blevet bemærket, idet jeg i forgårs blev ringet op af en journalist fra Politiken, der ville høre, om jeg virkelig gik ind for bevæbning af danskerne, således at de kunne gå til angreb på de lovlige myndigheder. Jeg måtte skuffe ham.

Her er Shansens gendigtning af mine betragtninger i Toronto (anførselstegnene er digterindens):

"I foredraget udtaler Lars Hedegaard blandt andet: »Vi lever nu i The New World Order... Vi er i krig med islam... Det her er total krig indtil en af parterne vinder eller overgiver sig«. Og videre: »Vi skal have ret til at bevæbne os... Politikere som modarbejder os skal fjernes fra deres embede med magt... Dem som har været med til at sætte os i den situation skal straffes økonomisk og med fængsel«."

Jeg må indrømme, at som spændingslitteratur er Monika S.H. Hansens fortælling langt at foretrække for mine knastørre bemærkninger, som kan læses her.

Udramatisk antiklimasks

Som jeg tidligere har fortalt på Sappho, var den svenske kunstner Lars Vilks og jeg i Nordamerika for at slå et slag for ytringsfriheden. Turen i USA var arrangeret af Det Internationale Trykkefrihedsselskab (IFPS) i samarbejde med David Horowitz Freedom Center, mens det canadiske Trykkefrihedsselskab (IFPS-C) stod for logistikken i Canada.

I Toronto blev vi inviteret til at tale i Jewish Defense League-Canada, hvilket vi var glade for. Der var masser af mennesker og god stemning. Desuden havde jeg, som det eventyrlystne menneske jeg er, set frem til at møde nogle rigtige terrorister og bombemænd, men blev på det punkt sørgeligt skuffet. Hverken JDL eller JDL-Canada har kunnet drive det til at blive optaget på det amerikanske udenrigsministeriums liste over internationale sponsorer af terror, og den er ellers lang.

Men jeg anede allerede uråd, da jeg ankom til mødelokalet og blev hjertelig modtaget af Mark Dotzert, der har sæde i landsledelsen for Canadas konservative regeringsparti. Det føltes som at gå til møde i Landssammenslutningen af Lystmordere, blot for at få en hyggesnak med Lene Espersen. Antiklimakset blev kun større, da det viste sig, at Canadas største jødiske ugeblad, Jewish Tribune, der udkommer i et oplag på 62.530, havde sendt en reporter, som inden mødet skulle begynde optog et længere interview med mig og efter mødet med Lars Vilks. Heller ikke Jewish Tribunes udsendte synes at have bemærket noget farligt ved forsamlingen. I hvert fald har hun ikke skrevet noget om det.

Sørgelig skuffelse

Men det er langt fra første gang, jeg er blevet sørgeligt skuffet. Tiden er kommet til at berette, at jeg for et par år siden diskuterede integration med Steen Gade fra SF i forventning om at stå ansigt til ansigt med en virkelig skrækindjagende person. Mødet var organiseret af den farlige højreorienterede organisation Nomos, hvis navn ifølge en ekspert fra Ekstra Bladet skulle betyde "No Muslims", og derfor egentlig burde have været stavet "Nomus".

Jeg mødte frisk frem, for jeg vidste jo, at Gade stod i parti med Ole Sohn, der havde været gode venner med Østtysklands folkekære anfører Erich Honecker, som, alt mens Sohn overdængede ham med hede kys, gav husly til en del terrorister fra Rote Armee Fraktion – dem med pistolerne. Honecker havde også et svagt punkt for alle tiders topterrorist, Sjakalen, men det var Honecker nødt til, for Sjakalen alias Ilich Ramirez Sanchez havde truet med at lave ravage i Østberlin, hvis kammeraterne ikke rullede den røde løber ud, når han havde brug for lidt afslapning ind imellem sin tunge tjans som hitman.

Steen Gade skræmte mig på ingen måde, selv om jeg altså vidste, at han stod i ledtog med Sohn, der stod i ledtog med Honecker, der stod i ledtog med Ulrike Meinhof og Sjakalen.

I betragtning af disse spændende relationer gjorde Gade et forbavsende godmodigt og fredeligt indtryk – helt på linje med de grumme terrorister i Toronto. Det samme synes jeg egentlig, at Ole Sohn gør, selv om han er avanceret til topmand i et parti, der blandt sine tidligere formænd tæller en, der startede sin politiske karriere som nazist, og en anden, der gik i tjeneste hos CIA – omtrent på samme tid, som bemeldte efterretningstjeneste i samarbejde med den amerikanske mafia prøvede at slå Fidel Castro ihjel. Castro var nu heller ikke Guds bedste barn.

Hvis Ole Sohn skulle indbyde mig til holde foredrag, kommer jeg – selv om jeg er bange for, at han langt fra er så skrækindjagende, som man kunne håbe.

Læs Lars Hedegaards tale i Toronto A Bill of First Amendment Protection and Redress her