"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Ubetalelig reklame for en bog, ingen har læst

30. juni 2011 - Artikel - af Lars Hedegaard

Lars Hedegaard

Er det i virkeligheden professor Bent Jensen selv, der for at øge forhåndsinteressen står bag de mange rygter om indholdet af den bebudede afhandling om Danmark under Den Kolde Krig?

Uanset hvad man ellers måtte mene om professor emeritus, dr.phil. Bent Jensen, må man tage hatten af for hans evner som reklamemand.

Mange måneder før den bebudede udgivelse af Center for Koldkrigsforsknings mammutværk om Danmark under Den Kolde Krig, som Bent Jensen har fortalt er på 1000 sider, diskuteres indholdet vidt og bredt i pressen og blandt historikere, jurister , politikere og den interesserede offentlighed. Ingen bortset fra professor Jensen og hans lille forskerteam aner noget om indholdet, men det forhindrer dem ikke i at kommentere dette skelsættende værk, som de
åbenbart er sikre på, der er tale om. I Folketinget har der været animerede diskussioner om det formodede indhold, skinsyge kolleger har taget afstand fra bogen, idet de mener, at den bygger på et løsagtigt kildegrundlag, som de i sagens natur ikke selv kender. Andre historikere er derimod overbevist om, at der ikke er noget at udsætte på kilderne, men at de er så farlige, at det burde være forbudt at viderebringe indholdet, hvilket selvfølgelig vil få folk til at stille sig i kø foran boghandlerne natten før, bogen udkommer.

Topjurister truer centerleder Jensen med retssager, hvis værket viser sig at være så interessant, som de formoder. Det gælder bl.a. den øverste ansvarlige for et konkurrerende produkt, nemlig pensioneret landsdommer Leif Aamand, der var formand for PET-kommissionen, og som åbenbart er misundelig ved udsigten til, at Bent Jensen er kommet under vejrs med noget, som PET-udredningens talrige mandskab ikke har  bemærket.

Berlingske Tidendes altmuligmand Uffe Ellemann-Jensen, der lige så lidt som Leif Aamand ved, hvad Bent Jensen har skrevet, har allerede forklaret fru Lisbeth Knudsens organ for stuerene nyheder, at Bent Jensen har misforstået Socialdemokratiets rolle under Den Kolde Krig.

Og så er der naturligvis venstrefløjens ideologiske vagthund, MF Pernille Frahm, der i flere år – stort set inden Jensen satte pen til papiret – har advaret om de meget alvorlige konsekvenser, det kan få for centerlederen, hvis han, som hun frygter, afslører noget, som befolkningen ikke vidste i forvejen.

Så vedholdende har Pernille Frahm været, at jeg længe har haft mistanke om, at det måske kunne være Bent Jensen, der fodrede hende med oplysninger i den hensigt at skabe forhåndsinteresse om bogen.

PET-agenter på Information
Således spidsede jeg øren, da den fremtrædende folkesocialist den 24. maj 2011 – under folketingsdebatten om Center for Koldkrigsforsknings udredning – kunne fortælle, at der på dagbladet Information havde været meddelere for Politiets Efterretningstjeneste.

Det fandt jeg højst interessant – bl. a. fordi jeg selv har en fortid som redaktør for bemeldte dagblad.  Kunne det mon være nogen, jeg kendte?

Jeg skrev derfor til bladets ansvarshavende chefredaktør Christian Jensen for at forhøre mig om sagen.

Her er mailudvekslingen:

"Kære Christian Jensen

Under folketingsdebatten om Center for Koldkrigsforsknings udredning om Danmark under Den Kolde Krig, der fandt sted den 24. maj, oplyste MF Pernille Frahm (SF), at der på dagbladet Information havde været medarbejdere, der optrådte som meddelere for Politiets Efterretningstjeneste.

Under et efterfølgende interview med professor Bent Jensen  spurgte jeg, om han var stødt på noget, der kunne bekræfte fru Frahms oplysning. Det var han ikke.

Da Pernille Frahm næppe står i Folketinget og udspreder grundløse anklager mod en velanset avis, vil jeg spørge dig som ansvarshavende chefredaktør, om det er noget, du kender til. Og hvis du ikke gør, agter du så at foretage en undersøgelse for at finde sandheden?

Da jeg endvidere anser det for givet, at du og avisen har en vital interesse i at få kendsgerningerne om de påståede hemmelige forbindelser mellem Information og PET frem i lyset, går jeg ud fra, at du vil drage omsorg for, at alt om denne penible affære bliver lagt åbent frem.

Jeg skal endvidere meddele, at jeg agter at offentliggøre såvel denne mail som dit svar på den i Sappho.dk.

Bedste hilsner

Lars Hedegaard"

Christian Jensen svarede den 7. juni 2011:

"Kære Lars Hedegaard,

Først og fremmest skal du have tak for at henlede vores opmærksomhed på denne udtalelse. Den er ny for mig. Jeg har spurgt Pernille Frahm, hvad hun baserer sin udtalelse på. Hun refererer en kilde, hun nu vil opfordre til at kontakte os. Om det sker, ved jeg af gode grunde ikke.

Jeg har spurgt rundt i huset, og ingen har erindring af en sådan sag.

Med venlig hilsen

Christian"

Samme dag svarede jeg Christian Jensen som følger:

"OK, jeg afventer med interesse, hvad Frahm kan fortælle. Jeg er selvfølgelig specielt optaget af sagen pga. min fortid som chefredaktør.

Bedste hilsner

Lars"

Allerede dagen efter, den 8. juni 2011, var der nyt fra Christian Jensen:

"Kære Lars,

Jeg har nu hørt fra Pernille Frahm igen. Den pågældende kilde ønsker hverken at nævne navne eller selv henvende sig til mig.

Som nævnt har jeg forespurgt rundt i huset, og her erindrer ingen denne sag. Derfor er det vanskeligt for mig at gøre meget mere ved den.

Har – eller får – du oplysninger vil jeg bede dig kontakte mig.

Med venlig hilsen – og god dag

Christian"

Sidste mail i sagen havde følgende indhold:

"Kære Christian

Det er jo interessant.

Det skriver jeg nok en lille historie om til Sappho.dk. Det bliver naturligvis ikke en udhængning af Information, som må anses for at være offer for bagtalelse. Hverken kilder eller navne – det er vist den slags man dumper på.

Bedste hilsner

Lars"

Hvem står bag?

Folketinget, Information og den ganske offentlighed er altså fortsat på bar bund.

Tilbage står, at nogen tydeligvis har en interesse i at gøre reklame for Center for Koldkrigsforsknings udredning ved at udbrede artige historier.

Vi ved endnu ikke, hvem det er, kun at Pernille Frahm må vide det.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg