Der er ingen, der vil beskylde Keir Starmer for at være en stor statsmand – endsige en habil premierminister. Tværtimod: fra han tiltrådte embedet i sommeren 2024 faldt hans approval ratings som en sten fra +10 til -57, og dér har de ligget nogenlunde stabilt lige siden.
Men ét er, at han er upopulær; noget langt mere ildevarslende er hans ageren i forbindelse med Iran-krigen, hvor hans zigzag-kurs ikke bare har udstillet det engang så stærke og forsvarsberedte England som decideret svagt, men også skabt usikkerhed om, hvem der reelt har magten indenrigspolitisk – og dermed definerer Englands udenrigspolitik:
Da USA bad om adgang til britiske baser til operationer mod Irans præstestyre, sagde Keir Starmer nej.
USA ønskede adgang til blandt andet den strategisk vigtige base Diego Garcia samt andre britiske installationer i regionen. Starmer afviste med henvisning til folkeretten og erfaringerne fra Irak-krigen: Storbritannien skulle ikke uden videre trækkes ind i endnu en militær konflikt i Mellemøsten.
Så ændrede han holdning og gav alligevel USA lov til at bruge baserne – men kun til “defensive formål”.
Få dage senere blev en britisk base på Cypern ramt af en drone i forbindelse med konflikten.
På ganske kort tid havde Storbritannien bevæget sig fra et klart nej til et forbeholdent ja og fremstod som et land, der hverken talte med én stemme eller var sikker på sin egen strategiske linje, hvilket fik Trump til spidst at bemærke, at Starmer ikke ligefrem fremstod som Winston Churchill – og senere ligeud at kalde ham for en taber.
Et mønster fra Gaza-krigen
Iran-sagen er heller ikke et enkeltstående tilfælde: Under krigen i Gaza så man et lignende mønster i britisk politik.
Først understregede Starmer Israels ret til selvforsvar. Senere blev udtalelserne gradvist modereret efter pres fra partifæller og lokale politikere, og efterhånden ændrede Labour også sin position i spørgsmålet om våbenhvile og anerkendelse af Palæstina.
Der tegnes således et mønster, hvor en politisk position først formuleres og derefter justeres, når det indenrigspolitiske pres vokser. Og det ildevarslende er, hvorfra det pres kommer:
Valget i 2024 ændrede spillet
Ved parlamentsvalget i 2024 stillede stillede uafhængige, muslimske kandidater op med Gaza-krigen som hovedtema. I Leicester og Blackburn lykkedes det dem faktisk at slå Labour-kandidater.
I andre kredse fik de op mod fyrre procent af stemmerne.
Det er sigende, at det var et større politisk chok for Labour at tabe sæder til uafhængige kandidater end den omstændighed, at befolkningsudskiftningen i landet er så massiv, at islam ikke bare slår igennem elektoralt, men kan tage sæder fra Labour alene på en muslimsk dagsorden. Resultater er, at Labour med Starmer i spidsen nu lader sin Mellemøstpolitik mere eller mindre diktere af magtfulde muslimske organisationer, hvilket blev tydeligt for alle, der havde øjne i hovedet, da Starmer kort efter angrebet på Irans præstestyre mødtes med repræsentanter for en række muslimske organisationer i Storbritannien og forsikrede dem om, at regeringen ville gøre alt for at beskytte muslimske borgere og religiøse institutioner i landet.
Demografien i forandring
Hvis man vil forstå, hvor stor indflydelse den muslimske del af befolkningen i Storbritannien reelt har nu – og opnår de kommende årtier, giver tallene fra den britiske folketælling i 2021 nogle vigtige pejlemærker:
Omkring 3,9 millioner mennesker – cirka 6,5 procent af befolkningen i England og Wales – identificerer sig som muslimer. Det er en stigning på omkring 44 procent på blot ti år.
Fremskrivninger fra Pew Research Center viser, at andelen i midten af dette århundrede kan nå omkring 11 procent – eller endnu højere afhængigt af migrationen (som Starmer-regeringen ikke har udvist reel vilje til at stoppe).
Samtidig er den muslimske befolkning i gennemsnit betydeligt yngre end resten af befolkningen. Medianalderen ligger omkring 27 år, mens den i befolkningen som helhed ligger omkring 40 år.
I flere britiske storbyer ligger andelen af muslimer allerede på 20 eller 30 procent – nogle steder endnu højere.
Det giver sig selv, at konflikter i Mellemøsten i stigende grad også får en indenrigspolitisk dimension i britisk politik.
Et større spørgsmål
Det store spørgsmål er, hvordan demografiske og politiske forandringer påvirker et lands strategiske handlefrihed.
Storbritannien er stadig en central vestlig magt og en vigtig NATO-allieret. Men hvis indenrigspolitikken i stigende grad sætter grænser for, hvor langt regeringen tør gå i internationale konflikter, vil det uundgåeligt få betydning for landets udenrigspolitiske kurs.
Starmers zigzag-kurs i Iran-krigen og hans leflen for magtfulde muslimske organisationer er under alle omstændigheder et ildevarslende tegn på, at vi fremtiden ikke kan tage Storbritanniens rolle i den vestlige alliance for givet.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
