Det kan være svært at tage Justin Trudeau, Canadas såkaldte premierminister, alvorligt, fordi han konstant opfører sig som en klovn. Som da han turede rundt i Indien iført det ene Bollywood-kostume efter det andet, eller da han irettesatte en ung kvinde for at bruge ordet ”mankind”: den rigtige (woke)-benævnelse var ifølge Trudeau ”peoplekind”.
Men Trudeau er trods sine ofte farce-agtige optrædender absolut en mand som man skal tage alvorligt, for det er faktisk lykkedes ham i den politiske korrektheds navn at reducere retsstaten Canada og gøre landet til noget, der vel efterhånden må betegnes som semi-totalitært. I den forstand har Trudeau cementeret sandheden i den amerikanske stand-up komiker George Carlins udsagn: ”Political correctness is fascism pretending to be manners”: han har begrænset canadiernes ytringsfrihed gang på gang, han bruger offentlige myndigheder til at lukke munden på sine kritikere, og han straffer fredelige demonstranter ved at gøre dem til ikke-personer i deres eget land. Alt sammen overgreb på befolkningen, der overraskende nok gennemføres under påskud af at være inkluderende, humanistisk og empatisk.
Således også Trudeaus hjertebarn MAID (Medical Assistance In Dying), et eutanasi-program, som blev iværksat i 2016, og som er blevet en dundrende succes – i hvert fald hvis man måler det på antallet af canadier, der er døde under programmet: da MAID blev indført i 2016, var der omkring 1000 personer, der fik hjælp til at forlade denne verden. I 2021 var tallet tidoblet: over 10.000 canadiere begik selvmord med det offentliges hjælp sidste år – og tallet forventes at stige yderligere til næste år, når rammerne for, hvem der kan få en dødssprøjte udvides til også at omfatte psykisk syge.
I forvejen er den canadiske selvmordslovgivning verdens mest ”liberale”, for der skal ikke så meget til, før man kan blive godkendt til en dødssprøjte: man skal have en alvorlig sygdom eller et handicap i et fremskredent stadie, som ikke kan helbredes, og som udsætter en for uudholdelige fysiske eller psykiske lidelser, som ikke kan afhjælpes på en måde, som den pågældende finder ”acceptable”.
Det helt centrale er altså den selvoplevede pine – og altså ikke, om der rent faktisk kan gøres noget for at afhjælpe sygdommens symptomer. Læg også mærke til, at det er nok bare at have et handicap, som man ikke vil leve med. Døvhed f.eks., hvilket var tilstrækkeligt til at lægge Alan Nichols i graven via MAID – trods familiens protester.
Den lette adgang til at sige endegyldigt farvel til sine problemer – eller lade andre bringe selvmord i forslag, har allerede trukket overskrifter: Amir Farsoud var lige ved at få sin ansøgning til MAID igennem, officielt på grund af sine handicappende rygsmerter, men i virkeligheden fordi han var truet af hjemløshed – og så ville han hellere dø. Han blev reddet på målstregen af en crowdfunding, der satte ham i stand til at finde en ny bolig.
Eller hvad med den lamme krigsveteran Christine Gauthier, der har repræsenteret Canada ved de Paralympiske Lege, og som kæmpede i 5 år for at få en kørestolslift installeret i sit hus. Da hun til sidst fik nok og klagede til myndighederne, fik hun tilbudt ”hjælp” til selvmord via MAID-programmet, for at gøre en ende på hendes lidelser.
Forargelsen i de canadiske medier har været massiv, men Trudeau har i vanlig stil skudt ansvaret fra sig og placeret det hos forvalterne af denne uhyggelige lovgivning, der nøgternt betragtet ikke lader nazisternes berygtede handicapprogrammer meget efter: for hvem er nu en byrde for hvem – og hvornår? Hvem sætter grænserne for, hvor meget man skal tåle i livet og hvor lavt skal barren sættes?
MAID-programmet sætter næsten ingen grænser, men er i alt væsentligt centreret om det selvoplevede – og hvis nu døvhed opleves som ubærligt, skal man så ikke have lov at forlade dette liv? Og hvornår begynder syge og handicappede at tænke, at de udgør for stor en belastning for andre? Og hvornår begynder deres omgivelser at tænke det samme?
MAID-programmet er som næsten alt, hvad der kommer fra Trudeau det stik modsatte af, hvad det giver sig ud for: det er ekskluderende, inhumant og fascistisk. Det understøtter en sygelig opfattelse af, at livet kun har værdi, hvis man er perfekt og at man ikke skal tåle livets tilskikkelser, sygdom og gebrækkeligheder, hvis man synes det gør for ondt på en. Så er det bedre at dø.
Fra dette (pseudo)individuelle udgangspunkt er der, som Gauthier-eksemplet viser, kun kort til, at andre kan bringe selvmord i forslag, hvis man som sygdomsramt eller handicappet bliver for besværlig.
Det skal dog blive værre endnu: fra næste år vil også psykisk sygdom blive omfattet af MAID, ligesom der er planer om at lade børn og unge under 18 år kunne vælge assisteret selvmord, hvis de er modne af deres alder.
Trudeaus Canada er ved at udvikle sig til et fascistisk mareridt.
Artiklen har været bragt i Den Korte Avis
