"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Tørklædet som politisk spydspids

Juni 2006 - Helle Merete Brix

Mens europæerne endnu ikke rigtigt har forstået tildækningens betydning, beskriver den muslimske presse ligeud, hvad sagen drejer sig om: De tilslørede piger skal bruges til at islamisere Vesten

En af Frankrigs kendte tegnere René Pétillon udgav tidligere i år tegneseriealbummet L'affaire du voile (affæren om sløret). Det er en meget vittig historie om detektiven Jack Palmer, som er på jagt efter en ung pige, der siges at være forsvundet i det islamistiske miljø i Frankrig. I historien indgår en demonstration til fordel for sløret, hvor en gruppe af sortklædte og tildækkede unge piger alle sammen råber "Sløret, det er mit valg". Ude i siden går mændene, og en stor kleppert med skæg og kalot skråler glad med på "Sløret, det er mit valg". Hans mandlige sidekammerat skubber arrigt til ham: "Nej, ikke dig."

Det er formentlig ikke tilfældigt, at en sådan tegneserie udgives i netop Frankrig, hvor der har været slagsmål om hovedtørklædet gennem mere end 15 år. Siden begyndelsen af 1900-tallet har en fuldstændig adskillelse af kirke og stat gennemsyret den franske forfatning, og med Europas største muslimske befolkning oplever Frankrig nu også en vækst i islamistiske bevægelser. Det medfører problemer i et stigende antal skoler med at undervise i kristendommens historie, Israels historie og de franske oplysningsfilosoffer, krav om for eksempel kvindelige hospitalslæger til muslimske kvinder, adskilt svømmeundervisning og naturligvis trusler, tvang og vold over for muslimske kvinder for at få dem til at dække sig til.

 	 Hovedtørklædet er islamismens flag. Her muslimske kvinder i demonstration i København
Hovedtørklædet er islamismens flag. Her muslimske kvinder i
demonstration i København. Foto: Steen Raaschou

Diskussionen om tørklædet i Frankrig er derfor ofte på et andet niveau end herhjemme, som vi kunne opleve det i den aktuelle diskussion om den tildækkede studievært på DR2. Da jeg for nylig i Paris mødtes med den franske journalist Nicole Leibowitz, der i dag er chef for internettidsskriftet www.proche-orient.info, spurgte hun forundret i den forbindelse: "Hvorfor tillader Danmark noget sådant?"

Synet på tørklædet og det aktuelle forbud mod at bære synlige, religiøse symboler i de franske skoler deler dog den franske feministfløj. Visse feminister, for eksempel Mellemøstspecialisten Elisabeth Schemla og Fadela Amara, præsident for organisationen Ni putes ni soumises (hverken ludere eller underdanige), støtter tørklædeforbudet. Amara, der selv er praktiserende muslim, går ikke med tørklæde, hun betragter det som et "undertrykkelsesinstrument". Amara mener, forbuddet er nødvendigt for at beskytte de piger, der pålægges at bære det.

Andre feminister, som sociologen Francoise Gaspard, tidligere socialistisk borgmester i Dreux, er imod prostitution, men for tørklædet. Feministen Christine Delphy, grundlægger af magasinet Nouvelles questions féministes (nye feministiske spørgsmål) er citeret for følgende udtalelse: "En feminisme sammen med islam, hvorfor ikke?" Ikke overraskende mener Delphy da også, at loven, der forbyder religiøse symboler i skolerne, er "uretfærdig og racistisk".

Erobringen af Vesten

Er tørklædet pigernes eget valg? Eller står der altid en far, en bror, et patriarkat bag? I begge tilfælde repræsenterer tørklædet, med den iransk-franske forfatter Chahdortt Djavanns ord, "emblemet, flaget og nøglen til det islamistiske system". Derfor går islamistiske bevægelser overalt i verden til yderligheder over for "genstridige" kvinder som at smide syre i ansigtet på utildækkede, som det skete under den islamiske revolution i Iran i 1979, og som det sker med mellemrum rundt om i verden i dag.

Og derfor er de kvindelige islamister, der bærer hovedtørklædet frivilligt, blandt de vigtigste aktører i islamiseringsprocessen. Proche-Orient.info, stiftet i protest mod den ensidige pro-palæstinensiske dækning af Mellemøsten, bragte i 2003 en artikel af den libanesiske journalist Khaled Asmar. Den gav eksempler på artikler fra arabisk og muslimsk presse, der beskrev tørklædet som spydspids for en politisk erobring af Vesten. Ikke mindst det saudiske ugeblad Al-mouslimoune, der er talerør for den rigide wahhabisme, skriver begejstret om væksten af moskéer i Vesten, antallet af vestlige konvertitter og ikke mindst de arbejdspladser og institutioner, hvor tørklædet tillades. Hvert et tilladt hovedtørklæde beskrives som en stor sejr for islam. I 1994, i forbindelse med sagen om Schérezade, som jeg kommer tilbage til, skrev det saudiske ugeblad derfor også oprørt om hvordan "Frankrig vil fjerne sløret fra hovedet af de unge skoleelever…."

Altså, hvor europæerne endnu ikke rigtigt har forstået tildækningens betydning, beskriver den muslimske presse det ligeud, ligesom frit tænkende arabiske og muslimske intellektuelle åbenlyst konkluderer, at de tildækkede piger i Vesten bruges i en kamp for at islamisere omgivelserne.

Frankrigs første tørklædesag fandt sted i 1989 i Creil. Der var der tale om tre muslimske gymnasiepiger, der pludselig mødte tildækkede op. Der blev i første omgang indgået et kompromis: pigerne fik lov at bære tørklædet i skolens gange, men måtte ikke have det på i selve klasseværelset og til undervisningen. Dette kompromis blev ikke overholdt, måske fordi paraplyorganisationen UOIF (Unionen af franske, islamiske organisationer), der er nært forbundet med Det Muslimske Broderskab, blandede sig i sagen.

Generalsekretæren mødte personligt op hos skolelederen sammen med en leder fra en anden muslimsk gruppering. Her gjorde de to herrer det klart for skolelederen, at islam påbyder kvinder at dække sig til. Sagen endte med, at pigerne blev opfordret - eller presset - til ikke at overholde det indgåede kompromis og derfor bortvist.

Tørklædesagen i Creil blev også en anledning for UOIF til for første gang at rette henvendelse til den franske stat. Præsidenten for organisationen, Ahmed Jaballah, sendte et brev til premierminister Michel Rocard, hvori han protesterede over, at pigerne ikke fik lov at bære tørklæde. I brevet understregede han, at tørklædet er påbudt i Koranen og dermed en pligt for alle muslimske kvinder.

I de følgende år bølgede debatten frem og tilbage. Muslimske demonstrationer til fordel for islamisk tilhylning, nu støttet af organisationen SOS-Racisme, vekslede med lærerdemonstrationer imod. Bl.a. filosoffen Alain Finkielkraut opfordrede lærerne til ikke at "kapitulere".

Tankevækkende er det, at man ikke skal længere tilbage end til 1983 og den store "March des beurs" ("beur" er betegnelsen for en ung, der er født i Frankrig af indvandrere fra Nordafrika, red.) – en march for lighed og mod racisme – hvor en enkelt deltagers anråbelse af islam blev anset for aldeles upassende. Så upassende, at episoden i en artikel i et tidsskrift for unge indvandrere kort efter blev beskrevet under overskriften "En UFO hos les beurs".

Få år senere var dele af den franske venstrefløj altså svinget om, og de islamistiske organisationer havde styrket deres magt, ikke mindst over en ny og væsentlig gruppe, nemlig indvandrerelever på landets skoler og gymnasier.

Symbolsk navneskift

Islamologen Gilles Kepel giver i sin bog "Allah i Vesten" (tysk udg., red.) en detaljeret gennemgang af islams udvikling i Frankrig. Bl.a. beskriver han, hvordan UOIF i 1990, altså året efter tørklædesagen i Creil, foretog et navneskift af stor, symbolsk betydning. UOIF kaldte sig nu ikke længere for Union des organisations islamiques en France (Unionen af Islamiske Organisationer i Frankrig) men Union des organisations islamiques de France (Unionen af Frankrigs islamiske organisationer). Hermed ville UOIF signalere, at man ikke længere betragtede Frankrig som et land, der blot skulle udklække islamister, der skulle sendes til de muslimske hjemland for at arbejde for den islamiske stat dér; nej, Frankrig var nu missionsland, en del af Dar al-islam.

Få år senere var dele af den franske venstrefløj altså svinget om, og de islamistiske organisationer havde styrket deres magt, ikke mindst over en ny og væsentlig gruppe, nemlig indvandrerelever på landets skoler og gymnasier.

På UOIFs årlige kongres samme år, der dengang som nu afholdes i Bourget nær Paris, var Rachid Ghannouchi æresgæst. Ghannouchi er en prominent tunesisk islamist, der bor i eksil i London, og som i dag er medlem af det indflydelsesrige Europæiske Råd for Fatwa og Forskning, der består af imamer og prædikanter fra Det Muslimske Broderskab verden over. Her forsvarede Ghannouchi navneændringen, som han sagde handlede om ”muslimernes integration i det franske samfund”. Men med integration, påpeger Kepel, mente hverken Ghannouchi eller UOIF hvad man almindeligvis ville forbinde med ordet. Der var og er ikke tale om, at UOIF eller Ghannouchi vil gøre religionen til et personligt anliggende. Det betragtes i disse kredse foragteligt som "assimilation".

Islamisternes offerstrategi

Frankrigs anden skelsættende tørklædesag begyndte i efteråret 1993 i provinsen Rhône-Alpes. Her var aktørerne dels nogle skolepiger med tyrkisk og marokkansk baggrund i Nantua, dels en elev fra afgangsklassen på et gymnasium i Grenoble. Hvor de unge skolepiger tydeligvis var under indflydelse af fædre, der dårligt kendte det franske samfund eller talte sproget, var gymnasieeleven Schérezade en ung kvinde af marokkansk oprindelse, der i februar 1993 af egen tilskyndelse, under Ramadanen, fandt "tilbage til islam".

un begyndte at bære tørklæde i skolen og nægtede at gøre gymnastik i almindeligt træningstøj. Skolen ville ikke tillade det, men Schérezade, der blev støttet af den kendte prædikant Tariq Ramadan og hans bror Hani, der leder Centre islamique de Genève, gav ikke sådan op.

Hun gik i sultestrejke! Sammen med en konverteret "søster" gennemførte hun en 22 dage lang sultestrejke i en beboelsesvogn uden for gymnasiet. Dette martyrium blev en af de vigtigste sejre for islamismen i Frankrig og er omhyggeligt beskrevet i pressen fra Saudi-Arabien til Paris.

Schérezade blev også støttet af UOIFs ungdomsafdeling, Unionen af Unge Muslimer. I kønsopdelte busser rykkede 1.500 unge mænd og kvinder, der næsten alle var tildækkede, fra hele Frankrig ud for at vise deres støtte ved afslutningen på Schérezades sultestrejke. Samtlige unge muslimer bar et sort armbind med en gul halvmåne og påskriften "Hvornår bliver vi de næste i rækken?"

Armbindet skulle naturligvis give associationer til den gule jødestjerne. Denne smagløse sammenligning mellem Holocaust og diskussionen om "retten" til at bære tørklæde er god at have i erindring, når hjemlige islamister, fra Fatih Alev til den tidligere DR2 studievært Asmaa Abdol-Hamid, vil sammenligne muslimernes situation i Danmark i dag med jødernes under 2. Verdenskrig. Der er ganske enkelt tale om en omhyggeligt tilrettelagt offer-strategi, hvor man spiller på europæernes skyldfølelse over ikke at have været i stand til at redde Europas jødiske befolkning fra gaskamrene.

Før sultestrejken i 1993 gjorde Schérezade det klart, at hun ikke ville aflægge sig sløret: "Selv hvis man lagde Solen i min højre hånd og Månen i den venstre, ville jeg ikke tage mit slør af. Når jeg har talt færdig, vil selv mændene græde. Den indledende del af sætningen om Solen og Månen har profeten fremsagt på den dag, da folkene fra Mekka kom for at få ham til at afsværge sin tro."

I 2006 var Asmaa Abdol-Hamid ude i en lignende patetisk retorik, da hun på et møde i maj i Politikens Hus arrangeret af Dansk Journalistforbund talte om en "personlig hetz" og erklærede, at "jeg kunne vælge at kaste tørklædet i ringen, som alle andre har gjort". Men hun havde, skulle man forstå, heroisk valgt at beholde det.

I dagens Frankrig kan schérezaderne ikke længere bære tørklæde i skolen. I et interview i en norsk avis sidste år fortalte Gilles Kepel, hvordan det var mødet med franske skolelærere fra skoler i belastede kvarterer, der overbeviste ham om, at forbuddet var nødvendigt for at beskytte pigerne og dæmme op for islamismens indtog i skolerne. Så vidt er vi ikke nået i Danmark endnu.