Tommy Robinson er blevet ringet op af Bedfordshire Police. Ikke for at få beskyttelse, ikke for at få en sikkerhedsplan, ikke for at få den statslige opbakning, som enhver borger i et frit samfund burde kunne forvente, når en terrororganisation udpeger ham som mordmål.
Han blev ringet op for at få en besked: ISIS har ham på en liste.
Og dermed begynder det, som burde være en af de mest rystende historier i nyere britisk tid – ikke først og fremmest på grund af ISIS, men på grund af den britiske stats reaktion.
Politiet informerer – men gør intet
Politiet fortæller Robinson, at hans navn optræder i en ISIS-publikation, som opfordrer til vold mod ham. Efterretningstjenesterne har set det, og truslen vurderes som reel.
Robinson spørger naturligt, om han kan få materialet at se. Det kan han ikke.
Han spørger så, om han selv kan finde det online. Her bliver absurditeten total: Det vil sandsynligvis kunne betragtes som en terrorforbrydelse.
Med andre ord: Staten informerer ham om, at han er et terrormål, men gør det samtidig strafbart for ham at se dokumentationen.
Voldsmonopol uden beskyttelsespligt
Det er dog først, da samtalen drejer sig om beskyttelse, at det virkelig bliver grotesk.
Politiet understreger, at opkaldet ikke giver ham ret til at træffe “præventive foranstaltninger”. Han må ikke reagere, han må ikke beskytte sig selv, han må ikke foretage sig noget, der kan tolkes som selvforsvar.
Staten holder fast i voldsmonopolet – men staten nægter at bruge det.
For politiet tilbyder ham ingen reel beskyttelse. De tilbyder ikke at sikre hans familie, de tilbyder ikke at tage ansvar, de tilbyder ikke andet end en information, der i praksis lyder sådan: Du er alene.
Two-tier policing i koncentreret form
Og her rammer vi kernen i det, man med stadig større ret kan kalde Storbritanniens two-tier policing.
Briterne har i årevis set et retssystem, der slår hårdt ned på borgere for ord på sociale medier, for “offensive communications”, for forkert tone, forkert holdning, forkert tweet. Staten er pludselig handlekraftig, når det gælder ytringer.
Men når en islamistisk terrororganisation udpeger en konkret mand til mord?
Så ringer politiet – og vasker hænder.
Opkaldet får en uhyggelig karakter af ansvarsfralæggelse: Vi har informeret dig, så kan ingen sige, vi ikke gjorde vores. Hvis der sker noget, kan myndighederne altid pege på, at de advarede ham.
Men det er ikke beskyttelse.
Det er papiransvar, bureaukratisk selvforsikring.
Mediernes tavshed
Og naturligvis: Tavshed fra de britiske mainstreammedier.
Ingen store overskrifter, ingen krav om handling, ingen offentlig debat. Som om Tommy Robinson stadig ikke betragtes som en borger med rettigheder, men som en paria, en mand, man helst ser forsvinde ud af synsfeltet.
Man behøver ikke være konspirationsteoretiker for at bemærke, hvad der foregår. Staten virker i dag mere optaget af at kontrollere dem, der taler om grooming gangs og islamistisk ekstremisme, end af at konfrontere de kræfter, der truer med vold.
Et principielt sammenbrud
Når en borger udpeges som terrormål, og myndighedernes svar reelt er: Du må ikke forsvare dig selv, og vi har ingen plan for at forsvare dig, så er noget grundlæggende skredet.
Retsstaten er ikke kun paragraffer og procedurer. Den bygger på en enkel kontrakt: Staten kræver voldsmonopolet, fordi staten til gengæld beskytter borgerne. Hvis monopolet fastholdes, men beskyttelsen udebliver, bliver det ikke et princip, men et redskab til kontrol.
Det er præcis derfor, denne sag rækker langt ud over Tommy Robinson. Den viser et Storbritannien, hvor myndighederne kan være meget handlekraftige over for ord, men påfaldende passive over for terrortrusler, når offeret er politisk ubekvemt.
Man kan kalde det mange ting. Men man kan ikke kalde det tryghed. Og man kan ikke kalde det lighed for loven.
