Krænkende krænkefrihed
Det kan stadig få folk i affekt, når man siger, at uamputeret ytringsfrihed er lig med krænkefrihed, og at hån, spot og latterliggørelse er en uomgængelig del af det frie ord.
Det konstaterede jeg, da jeg tirsdag diskuterede ytringsfrihed med Jacob Mchangama på Testrup Højskole på et ugekursus arrangeret af magasinet Ræson.
Der blev murret indigneret i krogene, da jeg forsvarede krænkefrihed, ligesom en enkelt ophidset kvinde var helt overbevist om, at mit og TFS’ forsvar for ytringsfriheden i virkeligheden var et skalkeskjul for en ondsindet kamp mod muslimer - og så mindede debatten i dag i øvrigt om Tyskland i 30’erne. Ordstyrerne endte med at opsummere debatten således: Spørgsmålet er, hvem, der var den største trussel, de, der bekæmper ytringsfriheden, eller de, forsvarer det.
Man måtte altså forstå, at Trykkefrihedsselskabet potentielt var lige så farlig som hizb-ut-Tahrir. Til det sagde Jacob Mchangama, at han dog ikke mente, at jeg var en fare for det danske demokrati. Tak, hvor pænt sagt af dig, burde man vel sige, hvis man ikke syntes, det hele i det hele taget var ret gakket. Og at det havde været mere på sin plads, hvis han havde udtrykt bare lidt respekt for den indsats, Trykkefrihedsselskabet har ydet for det frie ord adskillige år før han selv kom på banen.
De tre b’er
Men det slags skal man vist ikke forvente af Jacob Mchangama, kan jeg konkludere efter denne aften. Mchangama argumenterer glimrende mod racisme- og blasfemiparagrafferne, men helt i affekt kommer han først, når han kom til angrebene på Trykkefrihedsselskabet. De fyldte umådeligt meget, selv om vel kun få tilhørere havde præsent, hvad det var Brix og Hedegaard havde skrevet om burka og Bonnichsen, der var så slemt. Og angrebene vil nok blive ved at fylde. Det virker nærmest som om Bonnichsen, burka og børneporno er mærkesager for Mchangama, fordi de i hans øjne afslører Trykkefrihedsselskabets sande natur, selv om de – hvad enten man mener det ene eller det andet om dem – er få og små i forhold til det store, daglige pres på ytringsfriheden, som hele den vestlige verden udsættes for og som burde forene ytringsfrihedens venner i et samlet forsvar. Trykkefrihedsselskabet skal mistænkeliggøres. Det er en åbenbart uomgængelig del af hans projekt og jeg må indrømme, at jeg ikke finder det særligt sagligt. Næsten komisk må det virke på folk, når to ytringsfrihedsforkæmpere bruger en halv aften på at skændes med hinanden om småting, mens FN spytter den ene frihedsfjendtlige resolution ud efter den anden.
Rabiat sandhed?
Et enkelt af de mange angreb på Lars Hedegaard, som Mchangama krydrede aftenen med til stor fryd for det centrum-venstre-prægede publikum, gjaldt selvfølgelig Hedegaards famøse udtalelser om muslimske fædre og onkler. Jeg har til dato nægtet at tage afstand fra dem, hvad Mchangama flere gange har betroet mig er en taktisk fejl. Men omfanget af voldtæger på muslimske pigebørn er ikke mit speciale, ligesom det er min klare fornemmelse er, at Mchangama selv ved umådeligt lidt om dette prekære emne. Hvorfor så tage afstand, når jeg ikke er i stand til at vurdere sandhedsgraden af udsagnet? Juledagenes hektiske debat var præget af taktiske positioneringer mere end af hensynsløs sandhedssøgen, men emnet skal nok blive belyst på et tidspunkt. Under alle omstændigheder bør spørgsmålet for en seriøs samfundsdebattør altid være: ”Er det sandt?” Ikke: ”Er det krænkende?” Eller ”Er det dårlig tone?”
Hedegaards udtalelse var ”rabiat”, konkluderede Mchangama. Men hvad nu, hvis den fremtidige debat en dag afslører, at det er sandt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres børn? Er det så sandheden, der er rabiat? Er det så sandheden, man skal tage afstand fra – og helst undlade at udtale? Det var det spørgsmål, jeg ikke fik stillet Mchangama på Testrup. Det gør jeg så nu.
