Det skal være en stille manifestation, råbte et medlem af initiativkomiteen til de ca. 1500 iranere, der søndag aften samledes på Københavns Rådhusplads for at mindes ofrene for det iranske præstestyres blodige undertrykkelse af landets frihedsbevægelse. Her skulle der hverken være taler eller musik. Man skulle bare være sammen for at sørge over alle de uskyldigt dræbte, som der stod på et af de skilte, demonstranterne havde medbragt.
Sådan startede det da også – med fakler, levende lys, enkelte iranske flag, fotografier af døde kammerater skudt ned i Teherans gader og skilte med slogans. "Where is my vote?", stod der på en lap papir holdt af en lille dreng, der sad på skulderen af sin far – med en henvisning til det svindelvalg, som mullaherne hjemme i Iran netop har afholdt.
Demonstranterne var i alle aldre med et kraftigt indslag af børn og unge. "Har du bemærket alle de unge piger med netstrømper og lårkorte kjoler?", spurgte en af de få danske deltagere Sapphos reporter. Ikke just hvad man havde forventet af en gruppe indvandrere fra et muslimsk land.
"Sådan kommer Iran til at se ud, den dag præstestyret er knust," bemærkede den iransk-fødte skuespiller og kommentator Farshad Kholghi, som Sappho havde allieret sig med for at kunne følge med i begivenhederne. "Iranerne brænder inde med så mange indestængte følelser," bemærkede Kholghi. "Det er som om nogen har åbnet fængselsdøren."
Ikke et tørklæde
Der var ikke et muslimsk tørklæde at se. Underligt nok, når man nu gennem mange år har fået at vide, at det er urimeligt at rive herboende muslimer i næsen, at de ikke tager afstand fra den undertrykkelse, der foregår i islams navn. Her havde de en oplagt mulighed for at komme og vise, at islam er fredens religion, og at vold, terror og undertrykkelse intet har med deres profet at gøre. Her havde den danske meningselites yndlingsimam Abdul Wahid Pedersen og hans ligesindede en enestående lejlighed til at manifestere, at præstestyrets blodbad ikke foregik i deres navn.
Og hvor var de celebre forfattere, islameksperter, multikulturelle kommentatorer og alle de hændervridende kunstnere, der dagligt diverterer den danske offentlighed med prædikener om den islamiske kulturberigelse, og som fordømmer deres danske landsmænd for fremmedhad og racisme? De havde åbenbart fundet på noget bedre at foretage sig denne søndag aften.
Efter den stille markering af sorgen over det blod, der flyder i Teherans gader, udviklede demonstrationen sig spontant. Der blev sunget sange, holdt improviserede taler, reciteret digte og råbt slagord: "Død over den Islamiske Republik." "Død over Khamenei" (præstediktaturets "øverste leder"). "Vi skal ikke være bange – vi står sammen." "Død over den regering, der lyver for sit folk." "Evig frihed kan man ikke opnå med fuldskæg." Det sidste skulle ifølge de omkringstående iranere rime på persisk.
Selvorganisering
En demonstrant begynder at synge Irans gamle nationalsang fra tiden før Khomeinis magtovertagelse i 1979, og snart falder alle i. En mor synger ind øret på sin lille søn. Heller ikke han skal få lov at glemme.
En ung pige ved navn Jaleh griber højttaleren og kræver, at regeringen, EU og udenrigsministeren utvetydigt tager afstand fra præstestyret. "Dan sms-kæder. Send emails til hinanden." "I 30 år har vi skændtes, nu står vi sammen," råber hun og bliver hilst med et hjerteligt bifald. Andre går rundt med skilte, der gør opmærksom på den spontane protestbevægelses hjemmeside: Fritiran.dk
Det er underligt at tænke på, at i de få indvandrerstatistikker, der overhovedet bliver lavet, vil alle disse demonstranter automatisk bliver rubriceret som muslimer. Har den danske regering, universitetseksperterne og de politisk korrekte embedsmænd i Integrationsministeriet nogen sinde været i "dialog" med disse mennesker? Bliver de indbudt som sandhedsvidner, når PET afholder konferencer om "respekt" og den rette måde at omgås "undertrykte muslimer" på? De må dog ellers have en masse at berette om de sande tilstande i "Islams Hus".
Man mindes en bemærkning, som den amerikansk-syriske psykiater Wafa Sultan lod falde under pressemødet i forbindelse med Trykkefrihedsselskabets konference om "Islam og ytringsfriheden" på Christiansborg den 14. juni. En af journalisterne henviste til verdens "1,2 milliarder muslimer", som man ikke måtte skære over én kam. Wafa Sultan svarede, at det sande antal først kunne kendes den dag, muslimer opnåede frihed til selv at bestemme, hvilken religion, de ville bekende sig til – i frihed og uden frygt for at blive slået ihjel.
Mobil-video fra Rådhuspladsen kan ses her
Videooptagelserne af Neda, den unge kvinde der blev dræbt af en snigskytte i Teheran og er blevet et symbol på modstandskampen, kan ses på Snaphanen. Den er ikke for sarte sjæle
