"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Slagt de hellige køer og hold en grillfest

16. maj 2011 - Artikel - af Helle Baldersbæk

Tirsdag fylder Farshad Kholghi 40 og gør sig i den forbindelse sine tanker om Danmark og ytringsfrihedens sande tilstand.

Tendens til selvcensur

Tirsdag fylder Farshad Kholghi 40, men han er ikke sikker på, om han af den årsag føler sig mere voksen. Er han usikker på sin grad af voksenhed, er han til gengæld helt sikker på, at ytringsfriheden er noget, der skal bruges og ikke nøjes med at blive talt om.

”Vi har jo ytringsfrihed i Danmark. Det står i Grundloven. Men jeg synes, der er en ubehagelig tendens til selvcensur, så man er sikker på, at ekstremister ikke bliver krænkede.

Min holdning er, at man skal slagte de hellige køer, og så kan man jo bagefter invitere til grillfest”, siger tirsdagens runde fødselar.

Farshad Kholghi siger videre, at sagen mod Trykkefrihedsselskabets formand Lars Hedegaard langt fra er klædelig i et demokratisk samfund. Nok var det ikke islams frontkæmpere, der rejste sagen, men det blev den ikke bedre af.

”De danskere, der bliver krænkede på islams vegne, er kujoner. De vil gerne tage sig pænt ud i ekstremisternes øjne”.

”Se bare på Iran. Her kæmper de for frihed og demokrati, og jeg tror ikke, islams venner her i landet egentlig er klar over, hvad det er for kræfter, vores vestlige frihed og demokrati er oppe imod”, siger Farshad Kholghi.

Korsgade blev en korsvej

I 2007 udgav Farshad Kholghi bogen Verden er ét land, hvor han fortæller om opvæksten i Iran, revolutionen, Khomenis magtovertagelse, samfundets islamisering, frygten, ufriheden samt flugten, ankomsten til Danmark i 1984 og hvad der videre skete.

I bogen fortæller Kholghi om dengang, da han havde fået en super lækker lejlighed. Lige midt i det multietniske Nørrebro, hvor man altid kan skaffe en kebab og en håndfuld oliven.

På det tidspunkt havde han allerede gjort sig bemærket i offentligheden, så det var ikke ukendt med at blive stoppet på gaden af folk, der gerne ville snakke med ham.

En dag blev han passet op på gaden af en gruppe unge mænd, der lavede en opvisning af saksespark og karatehug. Budskabet var ikke til at tage fejl af, og Kholghi lod lejlighed være lejlighed og forsvandt fra området.

”Siden dengang har jeg holdt mig væk fra området. Men så blev jeg inviteret til at tale ved demonstrationen mod den islamiske prædikant Bilal Philips, som islamiske organisationer havde inviteret til København”.

”Jeg tænkte meget over, om jeg simpelt hen skulle holde mig væk, men så tænkte jeg, at det skulle jeg ikke, så jeg ankom til Korsgade.

Det var faktisk der, jeg blev truet væk fra, så man kan sige, at Korsgade blev en korsvej. Jeg er glad for, at jeg tog imod invitationen til at tale der”, siger Farshad Kholghi og fortsætter:

”Jeg synes ikke situationen er blevet bedre i løbet af de sidste 10 år. Tænk bare på mødet, hvor Bilal Philips talte. I de grupperinger tales der med alvor om, at demokrati er hykleri”.

Der skal grines

Farshad Kholghi har haft travlt med forberedelserne til Århus Revyen, der har premiere onsdag og som kan opleves i Tivoli Friheden.

Han fortæller, at det er en meget politisk ukorrekt revy, hvor der gøres lige meget grin med islam, venstrefløjen og politisk korrekthed.

”Jeg synes, man skal tage latteren i favn og grine af det latterlige. Som sagt gider jeg ikke pusle om hellige køer. Jeg griner meget af Niels Thomsens tegneserie Ved Profetens Skæg i Sappho”, siger Farshad Kholghi, der er medlem af Sapphos redaktion.

Apropos Sappho, så synes han, at det har udviklet sig til at være godt. Direkte adspurgt synes han, der mangler lidt kant. Og kanten kunne passende være at få synspunkter ind, som man ellers ikke hører på Sappho.

”Jeg taler ikke om partifarver. Højreorienteret, venstreorienteret – det er lige meget. Frihed og herunder friheden til frit at ytre sig er en grundværdi, og det ville jeg ønske, at alle kunne forstå”, siger Farshad Kholghi.

 

 

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg