Skt. Georg og dragerne

Når venstreorienterede i Vesten ikke er direkte fjendtlige over for Ayaan Hirsi Ali, er deres holdning til hende dybt nedladende.

Tag for eksempel Nicholas Kristof i New York Times og hans spekulationer over forfatterindens adskillelse fra sine somaliske slægtninge:

”Jeg kunne ikke lade være at tænke , at Hirsi Alis familie måske ikke fungerer, simpelthen fordi dens medlemmer aldrig lærte at bide sig i tungen og bare sige til hinanden: ”Jeg elsker jer”.

I Somalia bider de sig ikke i tungen, men de stikker hul på klitoris.

Hirsi Ali blev et offer for det, som vestlige sygehuse allerede forkorter til FGM (female genital mutilation, altså kvindelig kønslemlæstelse) eller det stadig mere moderigtige FGC (det mindre fordømmende female genital cutting, dvs. kvindelig omskæring).

Gruppe-kram fungerer muligvis på New York Times’ redaktion, når Pulitzer-nominationerne udebliver, men Nicholas Kristofer er måske en smule Upper West Side-centrisk, når han antager, at de er universelle.

Ayaan Hirsi Ali har været offer både for islam og den klamme multikulturelle tilpasning til islam. I syv år har hun været fulgt af livvagter, fordi manden som dræbte filminstruktøren Theo van Gogh også ønsker at tage livet af hende.

Ingen udøvende kristen

Hun holdt en tale i Calgary forleden, og under et interview med den canadiske avis National Post kom hun med skarpe iagttagelser af, hvilken retning, store dele af verden er på vej hen.

Det drejer sig ikke kun om typer som Mohammed Bouyeri, manden som stak, skød og næsten halshuggede van Gogh.

Hun talte om massemorderen Anders Breivik, som dræbte snesevis andre nordmænd, angiveligt som en protest mod islamiseringen af Europa – hvis man skal tro et forvirret manifest med citater af hende, mig, Jefferson, Churchill, Gandhi, H.C. Andersen og mange andre.

Mange kommentarer i medierne omtaler Breivik som ”kristen”. Men han var blevet opdraget af almindelige europæiske sækularister og frekventerede ingen kirke af nogen slags. På den anden side var han meget optaget af tempelridderne.

”Han er ingen udøvende, åndelig kristen, men han er blevet en politisk kristen,» sagde Ayaan, «så derfor genopliver han den politiske kristendom som en modvægt mod politisk islam. Det er et tilbageslag, for en af Vestens største erobringer var at skille politik fra religion.”

Giv hellere, tilføjede hun, skylden til den multikulturalisme, der også fører til et tilbageslag: Et stykke nede på Afrikas Horn, hvor hun kommer fra, er «identitetspolitik» kendt som stammekultur.

Romantisering

Det er en skarpsindig iagttagelse. Vi godtager allerede ”politisk islam”. Faktisk romantiserer vi den ved at ophøje både det islamistiske Ennahda-partis valgsejr i Tunesien efter Ben Ali, genindførelsen af vaskeægte flerkoneri i Libyen efter Gadaffi og nedslagtningen af koptiske kristne i Egypten efter Mubarak til et «arabisk forår».

Samme dag som interviewet med Ayaan Hirsi Ali dukkede op, indhentede pøblen verdens længst siddende statsoverhoved, som ikke havde arvet embedet. 

Oberst Gadaffi havde i mange år livet selskabslivet i FN op med sine overdådige balkjoler, men det at han var den arabiske ligas eneste virkelige transvestit, bør ikke tilsløre det faktum, at de fleste af hans diktatorkolleger også klæder sig ud.

De påstår måske, at de er «pan-arabister» eller «baathister», men til syvende og sidst repræsenterer de ingenting, og ingen andre end dem selv og deres schweitziske bankkonti.

Da deres misfornøjede undersåtter gik på jagt efter noget ægte at bekæmpe de falske kleptokratier med, var islam det bedste, man havde ved hånden.

Der foregår ikke megen overvejelse over det guddommelige i en gennomsnitsmoské, men islam lå klar og ventede som politisk program.

Mangfoldighedens europæiske utopi

Det multikulturelle Europa er ikke Mubaraks Egypten, men den officielle statsideologi er lige utilstrækkelig nord for Middelhavet som syd for.

Mangfoldighedens Utopi forhandler allerede panisk om land for fred, men ender næppe med at beholde meget hverken af det ene eller det andet.

I den «islamske republik Tower Hamlets» – i hjertet af Londons East End, hvor man ser flere tildækkede kvinder end i Amman – lukker politiet øjnene for kvindehad, jødehad og hetz mod homoseksuelle af frygt for at blive fordømt som «racister».

Muslimske pigers vantro mandlige lærere bliver rutinemæssigt overfaldet. Stamgæstene på en lokal bøssepub bliver hånet og slået, i et tilfælde permanent lammet.

På pubben, som på de kanter har tiltrukket sig den muslimske ungdoms vrede, hænger et slående skilt:

The George and Dragon. Det er et af de ældste og mest populære engelske pubnavne. Den, som ligger lige på den anden siden af Themsen på Borough High Street, har serveret øl i mindst et halvt årtusind.

Men i dag ville ingen give en bevætning sådan et navn. The George and Dragon hædrer Englands skytshelgen, og det var St. Georgs kors – Englands flag – korsfarerne kæmpede under. De tog historien med sig tilbage fra deres soldaterliv i Det hellige land:

I det, som nu er Libyen, gjorde St. George [på dansk Skt. Jørgen, red] angiveligt korsets tegn, dræbte dragen og reddede pigen.

Så længe, man kan huske, har alle engelske skolebørn kunnet historien, om end ikke alle detaljerne – f.eks. at aflivningen af dragen gjorde så stærkt indtryk på lokalbefolkningen, at de konverterede til kristendommen.

Men siden det multikulturelle establishment har dræbt den drage, som er Englands ”racistiske”, ”kolonialistiske” og ”imperialistiske” historie, er der i dag få skolebørn der har den fjerneste anelse om, hvem St. George var. 

Så pubben blev til en bøssebar og Storbritannien lovpriste mangfoldigheden og tolerancen, men det faldt dem aldrig ind, at det bare er en overgangsfase, når man tolererer erklæret intolerance. Det vil snart ikke være nogen vantro lærere tilbage i Tower Hamlets, heller ikke bøssebarer.

Det «multikulturelle samfund» var et unødvendigt eksperiment. Og i det tidligere velstående Europa er den demografiske transformation en dårlig opskrift på social fred.

Hvis Ayaan Hirsi Ali har ret, vil flere europæere uden forbindelse til deres egen arv, overladt til sig selv i lande som bliver mere og mere fremmede for dem, søge trøst i ældre identiteter.

På korsfarernes tid stod der i landkortenes kanter: Her er der drager!

De er kommet meget tættere på.

 

Artiklen, der er oversat af Christian Skaug, stod oprindeligt i National Review 15. november og er gengivet med forfatterens venlige tilladelse.