"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Sikherne - en britisk succeshistorie

15. juli 2007 - Helle Merete Brix

Sikherne er blevet loyale medlemmer af det britiske samfund – uden at de af den grund har opgivet deres religion

Peter Bance: The Sikhs in Britain: 150 years of Photographs. Sutton Publishing, Gloucestershire 2007, 192 sider, illustreret, £ 12.34 hos amazon.co.uk

LONDON: London-forstaden Walthamstow er i dag mest kendt for, at en række af de arresterede i forbindelse med det fejlslagne terrorplot sidste sommer frekventerede den lokale Tabligh-moské. I dag er det fredag i Walthamstow, og på Palmerston Road bevæger rækken af mænd og drenge sig hjem fra bøn. Det er dog ikke den uforsonlige Tabligh-bevægelse, der har bragt mig herud. Det er et møde en britisk sikh, der netop har udgivet en omfattende fotobog om sikhernes historie i Storbritannien – The Sikhs in Britain: 150 Years of Photographs.

Bogens redaktør og forfatter, den 32-årige Peter Bance, hedder egentlig Bhupinder Singh Bance. Han er også antikvar og ejendomshandler. Otte års research førte i 2004 til den anmelderroste fotobog The Duleep Singhs, om Maharajah Duleep Singh, der var den første sikh i Storbritannien, og som nærmest blev en adopteret søn af dronning Victoria.

Duleep Singh (1838-93)
Duleep Singh (1838-93)
– maharajah af Lahore og
konge over sihkerne
– fik et nært forhold til
dronning Victoria

I bogen omtales Duleep Singh som en mand, der havde alle de træk, der karakteriserede en victoriansk prins. Maharajahen var både playboy og dygtig skytte og ”vidste, hvordan man skulle holde fest".

I forbindelse med sin aktuelle bog har Bance i årevis flintret Storbritannien rundt for at skaffe fotografiske materiale.

"Det tog mig to år at finde en udgiver. De sidste 10-15 år er der højst publiceret 10-15 bøger om sikher her i landet. Og ganske vist var det let at netværke, for min familie er en af de tidlige sikh-familier i Storbritannien. Jeg blev sendt rundt fra templer til familier og videre til andre familier. Men den typiske sikh vil sige, ja, jeg ligger inde med interessante billeder, men vil glemme alt om at sende dem til dig."

Den færdige bog er dog spækket med mere end 200 sort-hvide fotos, de fleste af dem har aldrig tidligere været offentliggjort. Ofte ledsages billederne af en fyldig og informativ tekst. Her ses sikher, der kæmper sammen med den britiske kolonimagt og skåler med allierede i Frankrig under 1. Verdenskrig. Sikh-mænd i Londons East End, der i 1930erne går fra dør til dør og sælger deres varer – en aktivitet de overtog efter de jødiske immigranter. Som Bance skriver, skulle disse sælgere imponere hvide kunder, der ofte aldrig havde set en mørkhudet og turbanklædt person før. Sikherne gjorde derfor meget ud af at klæde sig flot, trimme skægget og bære slips.

Religionsmøde

Et af billederne siger mere om religionsmødet end alverdens rørstrømske dialoger: en sikh-familie under blitzen, der har søgt tilflugt i en kristen krypt. Andre fotos viser oprettelsen af de første af sikhernes templer, de såkaldte gurdwaras.

Peter Bance (th.) sammen med filminstruktøren Gurinder Chadha, der skrev forordet til hans bog The Sikhs in Britain
Peter Bance (th.) sammen med filminstruktøren Gurinder Chadha,
der skrev forordet til hans bog The Sikhs in Britain

Bance nævner også dramaet i Birmingham, hvor rasende grupper af sikher i 2004 forhindrede opførelsen af stykket Behzti (Vanære). Det skildrer en voldtægt i en gurdwara. Bance skriver, at ”ytringsfriheden blev undermineret”. Hans synspunkt er, at hvad man end måtte mene om instruktørens valg af ramme, kunne ”man ... jo blot lade være med at se det”.

Bogen har også fotografier fra demonstrationer imod National Front, skærpede immigrationslove og for sikhers ret til at bære turban som RAF-piloter, sporvognskonduktører, jernbanemedarbejdere og politimænd. I turban-spørgsmålet er sikherne gået af med sejren hver gang. Sikherne klipper ikke deres hår, og turbanens funktion er at beskytte det. Sammen med kara (stålarmbånd), kanga (kam), kachiara (særligt bomuldsundertøj) og kirpan (en daggert) udgør kesh (det uklippede hår) de fem k'er, som er pålagt de mandlige sikher, der har undergået dåb, den såkaldte amrit. Menige sikher forventes at overholde i hvert fald påbuddet om ikke at klippe håret og bære stålarmbånd.

Sikhismen opstod i slutningen af 1400-tallet i Punjab i det nordlige Indien. Grundlæggeren var Guru Nanak, der blev efterfulgt af ni andre guruer. Religionen har haft blodige sammenstød med islam, der, som Bance ligefremt udtrykker det, ”jo blev udbredt med sværdet”. Men sikhismens hellige tekster indeholder også elementer fra hinduisme og islam. "Sikhismens gudsbegreb er ikke-ekskluderende. Min far lærte mig, at Gud skabte mennesket, og mennesket skabte religionen."

Sikherne missioner ikke, og ægteskab uden for gruppen er ikke velset. Bance siger, at de blandede ægteskaber, han har set, ”ikke har været særlig lykkelige”. Sikh-bryllupper er derimod ofte en løssluppen affære med enorme mængder alkohol og kød og drønende høj bhangra-musik.

Immigrationsbølger

I dag er der omkring 500.000 sikher i Storbritannien. Den første gruppe af sikher, der immigrerede til landet, var også de første indvandrere fra det asiatiske kontinent. Den store tilstrømning af sikher er sket i tre omgange: i 1930erne, i efterkrigstiden, 1960erne og 1970erne. Derudover er der kommet sikher fra blandt andet Uganda, da diktatoren Idi Amin i 1972 gav landets sikher 90 dage til at forsvinde.

I løbet af 1990erne gav Storbritannien asyl til tusindvis af sikher, der flygtede fra det talebaniserede Afghanistan. Her havde de, som Bance skriver, ofte tilbragt længere perioder i tilflugt for religiøs forfølgelse i deres gurdwaras, som talebanerne derefter ødelagde.

Immigranters historie er først og fremmest mænds historie. Men i 1970erne gjorde sikh-kvinderne deres indtog på arbejdsmarkedet, og i dag arbejder de, forklarer Bance som ”advokater, medlemmer af parlamentet og ikke mindst i tv-industrien”.

En vis konservatisme eksisterer dog. En filmplakat fra 2002 er medtaget i bogen. ”Bend it like Bendham”, der for nylig blev vist på dansk fjernsyn under titlen ”Bedre end Beckham” er en af britisk films største succeser nogensinde. Filmen handler om den talentfulde og boldtossede Jesminder, hvis strenge sikh-forældre hellere vil have, at hun lærer at lave chapattis og blive en god hustru end at fare rundt på fodboldbanen.

Filmens instruktør, Gurinder Chadha, er ven af Bance, og hun har også skrevet forordet til hans bog. Hun og Bance arbejder nu sammen på en film om Duleep Singh-familien, der talte interessante kvindeskikkelser, blandt andet døtrene Catherine og Sophia, der begge var feminister. Bance har også planer om i højere grad at dokumentere briters og sikhers fælles militære historie, ligesom han i det hele taget er meget optaget af den koloniale fortid.

"Vi hører altid kun om det dårligste fra kolonitiden og briternes rolle i den forbindelse. Men der var også mange gode ting: anlæg af bygninger og veje, bevarelse af kulturskatte, der ellers ville være gået tabt."

I bogen bruger Bance vendinger, som en akademisk forsker formentlig ikke ville anvende – f.eks. ”endeløse historier om mod” om sikhernes militære bedrifter og stærkt rosende beskrivelser af sikhernes bidrag til det britiske samfund. Men det kan ikke nægtes, at sikherne er en succésrig minoritet. For eksempel viser undersøgelser, at sikh-børn klarer sig bedre end etnisk-britiske børn i skolen. Hvordan er det lykkedes?

Bance forklarer, at man i høj grad opfordrer de unge til at uddanne sig. Her minder sikherne måske om det mindretal, som Bance forklarer, de føler sig mest forbundne med i Storbritannien, det jødiske. Også i sit tilhørsforhold til samfundet.

"Sikherne har forstået at integrere sig ud fra princippet om skik følge eller land fly". Muslimerne integrerer sig ikke, de segrerer sig. En muslim vil sige: 'Jeg er muslim.' Men sikher sætter ikke religionen først. Spørger du mig og de fleste andre sikher, vil de sige: ”Jeg er brite, og jeg er sikh. Jeg er britisk sikh.”


Artiklen har været publiceret i Weekendavisen 13. juli 2007