”På den baggrund er det ikke helt skævt, når Pia Kjærsgaard gør krav på, at DF er tidens sande socialdemokrater. Mange af DF’s mærkesager hører bestemt til i en kategori, der optager mange oprindelige socialdemokrater. Den foragt for DF, som Poul Nyrup Rasmussen tilkendegav med sine dehumaniserende bemærkning om de ”ikke-stuerene”, var reelt en falliterklæring over for partiets egen historie. At den villigt blev overtaget af en næsten enig kulturelite med Carsten Jensens omtale af DF-vælgere som »skimlede kældermennesker« som et nyt lavpunkt, gjorde kun S-problemerne større.
Socialdemokratiet af i dag har opgivet at favne bredt. Det gør de andre store partier heller ikke nødvendigvis, men de bærer heller ikke på den samme historiske arv og forpligtelse til at være et parti med ”Danmark for folket” som ledetråd og vision. Det handler ikke om, hvorvidt statsministeren har en dyr taske eller går præsentabelt klædt - det er hun da forpligtet til i embeds medfør. Det handler om et parti, der - formentlig ubevidst - har kappet linen til sine rødder og sin basis og givet sig helt bestemte befolkningssegmenter - den snakkende klasse - i vold. Det er faktisk synd for os alle.”
Sakset fra dagens leder i min liberale avis (JP), og det er ganske rigtigt synd for os alle.
Men bliver DF for rødt for DF’ere, er alternativet ikke De Konservative i Dan Rittos udlægning. Dansk Samling er heller ikke et alternativ, hvis man søger indflydelse, og det gør Dan Ritto, for han ønsker at ”redde verden”, hvilket enhver kan forsikre sig om, hvis de læser hans blogpost om en ”konservativ hippie”, hvor han udbreder sig om andres ”luderjob”. Dem nærer han stor foragt for, fremgår det. En post som næstformand i en multikulturel forening i Gellerup for seks år siden medførte imidlertid kuk i Ritto’s kompas for verdens redning, syd blev pludselig til nord, men grundlaget for klassisk konservativ tænkning kan jeg stadig ikke få øje på.
Jeg kender de konservative indefra, og jeg er fuldstændig sikker på, at blandt dem hersker der uden slinger respekt for mennesker, der arbejder, og det uanset arbejdets art. Man nedgør ikke det at passe et arbejde til en sur pligt, som banken tvinger en til. Man påstår heller ikke, at de fleste er uinteresserede i deres arbejde, for sådan er det ikke, selv om nogle mennesker elsker at brokke sig. Fx "knokkelfronten" som en socialrådgiver i min avis for nylig kaldte personalet på danske plejehjem.
Man erkender derimod, at selv ydmyge arbejdsopgaver kan være af stor betydning for helheden i samfundet og har krav på respekt. Og derfor skal man ikke tro på de mange venstreorienterede skrøner om forholdet mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Det ved jeg også fra mit arbejde i bedriftssundhedstjenesten, hvor det i hvert fald ofte i min tid var fagforeningsfolkene, der skabte den meste ravage ved at svigte deres egne medlemmer.
Jeg møder af og til en fagforeningsmand, der – når han ser mig - altid får et udtryk i ansigtet, som om han beder om tilgivelse. Den får han ikke af mig med min borgerlige baggrund. For han ved, at jeg ved, at han valgte en forfremmelse i stedet for at støtte nogle af sine medlemmer, der trængte hårdt til det, og som jeg forsvarede imod ham. Det var ikke den eneste gang.
Der er finesser i selv det mest ydmyge, nyttige arbejde, der er med til at få samfundet til at fungere. Dette bør respekteres, og sådan har det også tidligere været i Danmark. Det skulle jo nødigt gå som i Norge, hvor en stor del af arbejdet indenfor byggesektoren, industrien, servicefagene m.fl. vrages af nordmændene selv, fordi de føler sig for fine til at tage det.
Når jeg skriver om dette emne, tænker jeg altid på en dansk erhvervsmand og topleder, hvis karriere gik i lodret fald og ramte bunden. Han mistede vel det meste og forsvandt fra avisernes og ugebladenes spalter, indtil det kom frem, at han var begyndt at arbejde som rengøringsassistent. Så ændrede selv pressen sin hårde dom, og respekten for arbejdet fik ham siden tilbage til et miljø, hvor hans særlige kompetencer igen kom i brug. Støvsugeren og gulvspanden var midlet.
Tag ikke fejl, i Danmark har vi rigeligt med folk, der mener, at de kan redde verden, vi kan fodre svin med dem, men vi har hårdt brug for en masse rollemodeller, der genskaber respekten for de mindre prestigefyldte arbejdsopgaver og den selvrespekt, som de kan bidrage til at opbygge hos mennesker.
