"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

AFA's egen efterretningstjeneste og tæskehold

8. maj 2013 - Artikel - af Henrik Madsen

Henrik Madsen

Der er udsigt til at få dybere indsigt i det voldelige venstrefløjsmiljø efter at anklagemyndigheden har rejst tiltale mod syv medlemmer af Redox/ Antifascistisk Aktion, skriver Henrik Madsen.

I årevis har den aktivistiske del af den danske højrefløj været udsat for en målrettet kampagne fra venstreekstremt hold, komplet med privat efterretningsvæsen, meddelere i presse og offentlig tjeneste, og voldelig afstraffelse af politisk aktive.

Efter at anklagemyndigheden nu har rejst tiltale mod syv medlemmer af den venstreekstreme gruppe Redox/Antifascistisk Aktion får offentligheden for første gang et dybere indblik i miljøet.

Den aktuelle sag startede den 28. februar 2010, da politiet i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste, PET, foretog en stribe anholdelser og ransagninger i Århus, Fredericia, København, Greve og på Vestsjælland.

Herunder fandt man blandt andet slagvåben og en server, hvor Redox-folkene havde registreret 6.000 danskere, heriblandt folketingsmedlemmer fra flere partier.

Informationerne i registret var for en stor dels vedkommende fremkommet ved ulovlig hacking og omfattede adresser, bankoplysninger, arbejdsplads, passwords til netbank og email-konti, oversigter over venner og familier, disses biler osv.

I første omgang blev kun to personer varetægtsfængslet, men i løbet af en efterforskning, der efterhånden har stået på i tre år, er antallet af sigtede og nu tiltalte vokset til syv. Tiltalerne omfatter fem forhold:

- To personer er tiltalt for hærværk mod to biler i Ejby på Sjælland i 2007.

- Tre er tiltalt for forsøg på overfald i Århus d. 6. august 2008.

- Fire er tiltalt for et voldsomt overfald på Nørrebro Bodega i København 10. oktober 2009.

- Fire er tiltalt for hacking.

- En er tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse.

Mediernes troværdige kilde

Det stod ret hurtigt klart, at de anholdte var at finde i det såkaldte ”Researchkollektivet Redox”, som pressen i årevis havde brugt som troværdig kilde til den radikale højrefløj.

I sommeren 2011 kom det således frem, at en del af det Redox-materiale, som blandt andet Politiken havde anvendt i en kampagne mod den højreorienterede forening Org ,var fremkommet ved ulovlig hacking.

I forbindelse med efterforskningen af sagen mod Redox-folkene kom det samtidig frem, at der var et ganske betydeligt personmæssigt overlap mellem Redox og den erklæret voldelige organisation Antifascistisk Aktion, AFA.

En af de tiltalte angives således som både leder af AFA og af Redox, og tre af de tiltalte bor i københavnske AFA-kollektiver.

AFA opstod ifølge sin egen skabelsesmyte som reaktion på, at et medlem af den venstreradikale organisation Internationale Socialister i marts 1992 under uopklarede omstædigheder blev dræbt ved en eksplosion på partikontoret i København.

På det tidspunkt havde AFA dog allerede eksisteret i flere år som militant kommunistisk organisation.

I 2012 kunne bloggen Uriasposten referere interne Redox-dokumenter, hvoraf det fremgik, at AFA var nødt til at operere med en bred definition af ”fascisme” for at kunne have noget at bekæmpe, f.eks. ”sexisme” og ”den bestående samfundsform”.

I sommeren 1998 havde foreningen Dansk Forum smuglet en muldvarp ind i den venstreradikale forening Rebel, og herfra berettede han, hvordan foreningen leverede mandskab til AFA’s mobile tæskehold, der skulle angribe højreorienterede demonstranter.

Pressen valgte ikke at bringe historien, så informationerne forblev ukendt uden for en snæver kreds. Deltagere på AFA’s hvervemøde hos Rebel blev senere dømt for blandt andet brandattentater mod Udlændingestyrelsen og dens personales hjemmeadresser.

AFA kunne i mange år basere sit arbejde på den venstreradikale forening Demos’s overvågning af den radikale højrefløj, og det er i Demos, researchkollektivet Redox har sit udspring.

Redox skilte sig ud efter en strid om hvilke metoder, man skulle bruge mod højrefløjen.

Indberettet af læreren

Politiet har ikke villet sige meget om indholdet af det beslaglagte Redox-arkiv til offentligheden. Til gengæld har en række af de registrerede, som jeg har talt med, fået indblik i hvad der var registreret om dem. Det var bl.a. meget personlige detaljer så som sygejournaler, hvor og hvornår man har kørt børn i skole eller havde haft familie på besøg.

Arkivet rummer også tusindvis af billeder af folk i alskens situationer, i biler, gående på fortove, på vej ind ad deres hoveddør, til private fester osv. I nogle tilfælde er der taget fotos ind gennem vinduerne til folks hjem.

Ikke alle oplysninger er dog fremkommet ved fotografering eller hacking. I sommeren 2011 kunne Philip Traulsen i Politiken berette, hvordan han var begyndt at undre sig over, at han ikke havde fået post i flere uger.

Ved forespørgsel til Post Danmark fik han at vide, at han flere uger tidligere havde ændret postadresse fra sin bopæl i København til det noget mere landlige Taulov uden for Fredericia. Nogen havde altså simpelthen omadresseret al hans post, så de i ro og fred kunne læse den.

En anden vigtig kilde til AFA/Redox´ arkiv er meddelere. F.eks. har en lærerinde i folkeskolen meldt en af sine elever til AFA, fordi han var begyndt at få forkerte holdninger og højreorienterede venner.

Redox/AFA har også oprettet en såkaldt ”exitgruppe”, der skulle ”hjælpe aktive racister og nazister ud af nazimiljøet”. ”Som du formentligt ved,” står der i et internt AFA-dokument, ”så har vi et ret godt indblik i, hvem der er aktive i den fascistiske bevægelse.

Det betyder også, at selvom man stille glider ud af miljøet, så kan man komme til at stå til ansvar for sin fortid. Dette kan undgås, hvis du kontakter os, og gennemfører en exit-samtale.”

Man får altså først fred for AFA, når man har talt med dem.

Sparket, stukket og slået

Da en tidligere nazist var på udgang fra fængslet i 2001, blev han overfaldet af et tæskehold, slået, sparket, skudt med en gaspistol og stukket gentagne gange i ryggen med kniv, så dele af hans ene nyre blev gravet ud af hans krop. Han var tæt på at dø af blodtab, men overlevede. Et medlem af AFA blev dømt for overfaldet.

Fra sygesengen undrede eks-nazisten sig overfor pressen over overfaldet, for han havde været ude af det nazistiske miljø i flere år. En talsmand for Demos, der dengang varetog AFA’s overvågning af højreradikale, kommenterede, at manden ikke havde været nede at tale med dem. Derfor var han så vidt de vidste stadig nazist.

Som et medlem af den højreradikale Danmarks Nationale Front forklarede: ”Det underliggende budskab er nok … , at de vil få folk til at tro, at hvis de udleverer, hvad de ved om højrefløjen, så vil AFA ikke bruge vold og trusler om vold og chikane mod en som person længere."

I foråret 2008 var der et voldeligt sammenstød mellem medlemmer af Danmarks Nationale Front og venstreradikale Socialistisk Ungdoms Front i Vejle.

En ung mand ved navn TA (redaktonen kender det fulde navn) var indblandet på højresiden og blev senere dømt for vold.. Under retssagen sad CSA (redaktionen kender hans fulde navn), en Redox-mand i fyrrene med eget foto-bureau, på tilhørerpladserne og noterede flittigt.

Kort efter retssagen kontaktede AFA TA og forlangte, at han skulle gennemføre en ”exit-samtale” med dem. Det indvilgede TA i, men da han alligevel ikke holdt sig væk fra miljøet omkring Danmarks Nationale Front, hævnede AFA sig ved i foråret 2009 at lægge hans exit-samtale ud på nettet.

Af klippene fremgår, at AFA’s reelle formål ikke var at få folk ud af det højreradikale miljø, men at få dem til at røbe navne på folk, som kunne indlemmes i registeret.

Det er på baggrund af de registrerede informationer, at anklagemyndigheden mener, Redox-folkene har planlagt en stribe hærværks-togter og overfald. De er nu tiltalt for tre af disse forhold.

Muldvarpen

l nok mest ambitiøse forsøg på at påvirke den offentlige mening kom i 2010 i forbindelse med udgivelsen af bogen ”Forklædt som nazist”.

Bogen er Redox-muldvarpen Charlotte Johannsens beretning om den periode fra november 2008 til maj 2009, hvor hun gik i byen og drak sig fuld med medlemmer af miljøet omkring hooligan-gruppen White Pride og indledte et forhold til en af dem.

Ifølge Charlotte Johannsen var baggrunden for muldvarpe-arbejdet ganske personlig, nemlig at hendes venstreradikale ven Oliver var blevet overfaldet af højreradikale, og at politiet ikke havde gjort noget ved det. Altså var hun selv nødt til at tage affære.

Ifølge hendes bog tog hun beslutningen, da hun i slutningen af august 2008 fandt ud af, at hun faktisk kendte en person i det højreradikale miljø i Århus.

En af hendes hovedpointer i bogen er, at den politiske vold kun kommer fra den radikale højrefløj.

Imidlertid glemmer hun – i forbindelse med skildringen af et besøg på det venstreekstreme tilholdssted ”Huset” – at fortælle, at politiet havde fundet en større mængde våben i ”Huset” blot to dage før hun startede sit muldvarpe-arbejde.

I hendes bog er en ganske afgørende detalje også smuttet gennem redigeringsprocessen: Den 24. maj 2009 noterer hun, at hendes ”projekt” nu har stået på i ”næsten 10 måneder”. Altså siden slutningen af juli 2008.

Det vil sige at hendes samarbejde med Redox startede over tre måneder før hun blev muldvarp for dem, og en måned før hun overhovedet fandt ud af at hun kendte en person i det højreradikale miljø.

Mindre interessant bliver det ikke af, at de to journalister, der skrev Charlotte Johannsens bog ”Forklædt som nazist”, siden også er blevet afsløret som Redox-folk i et venstreradikalt svensk medie.

Dengang var de begge journalister på Dagbladet Information, i dag er den ene skiftet til Jyllands-Posten.

 

Artiklen stod oprindeligt i Dispatch International nr. 17

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg