"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Når de stuerene hader

11. august 2012 - Artikel - af Geoffrey Cain

Geoffrey Cain

Hvem skal de nu hade, nu hvor de ikke længere har Pia Kjærsgaard i spidsen for DF? Geoffrey Cain, forfatter til ”Ondskabens ikon”, giver et kort rids af de seneste årtiers kampagne mod hende.


”Stuerene bliver I aldrig.” Det sagde Poul Nyrup dengang, og selv om Socialdemokratiet siden har bedyret, at udtalelsen ikke var alvorligt ment, blev den hængende. Af gode grunde.

Nyrup var nemlig langt fra den første til at betvivle Dansk Folkepartis og Pia Kjærsgaards renhed, men efter hans højtidelige fordømmelse fra Folketingets talestol var det meget nemmere for andre at tage en sten og kyle den i hovedet på den syndige.

Selv den ellers fornuftige Claes Kastholm kunne betro sine læsere i Berlingske Tidende, at Pia Kjærsgaard boede i “frygtens sumpe”. Det var ikke just venligt ment.

Men alligevel småting i forhold til hvad andre har disket op med i tidens løb.

Glammende monster

Eksempelvis Informations David Rehlings latrinære giftighed om Pia Kjærsgaard som “det monster, der har glammet i familien Danmarks stuer...og tilmed spredt sin nødtørft”.

Her er inspirationen fra en tidligere statsministers udsagn om manglende stuerenhed ikke til at tage fejl af.

Ekstra Bladet har efterfølgende tegnet hende som en hund med stinkende bag, men Pia K. er ikke bare uren, hun er også ond, og derfor har det pæne Kristeligt Dagblad ladet hende portrættere som en slange i paradisets have, dvs. som selve symbolet på ondskaben. Ikke en kvinde men en heks.Kazahkstanskaya Pravda, september 1968 & Kristeligt Dagblad, oktober 1999

 

 

 

Sådan en må man gerne slå på naturligvis, og Berlingske Tidendetegner Jens Hage har afbildet hende som en spændetrøjeklædt sindssyg i en gummicelle og senere som et troldkvindeansigt i en toiletkumme.

I Dagbladet Information har Marqvard Otzen tegnet hende som en heks og en snylteorm i en hjerne og meget, meget mere.

"Tonen" i debatten

Der har kort sagt ikke været grænser for giftighederne, og fremmest blandt de spottende ser man altid Politiken, der ellers under Muhammedkrisen har været hurtig til at tage hatten i hånden overfor profetens mange efterkommere. Som man nødigt skulle krænke.

Avisens stjernetegner Roald Als har gjort Pia Kjærsgaard til sit yndlingsoffer og har afbildet hende som et stinkende uhyre mindst én gang om ugen gennem de sidste mange år.

Og når man samtidig betænker, at det netop er politisk korrekte kulturradikale af Roald Als' støbning,der er de første til at tale om “tonen i debatten”, kunne man fristes til at se det enorme svælg mellem ophøjet moral og det tarveligste karaktermord som rent og skært hykleri.

Hvad det ikke nødvendigvis er. Hykleri forudsætter jo, at hykleren er klar over sin dobbeltmoral, men det er næppe tilfældet her.

De politisk korrekte kan simpelt hen ikke se det, og derfor fortsætter de ufortrødent heksejagten med især Politiken som kraftcenter.

Politiken i front

Her blomstrer mobning mere end andre steder, og derfor er Politiken en god praktikplads for kulturradikale korsriddere.

Netop her fandt den meget begavede karikaturtegner Mette Dreyer – der allerede havde afbildet Pia Kjærsgaard som rotte i BT - sin naturlige niche, og det er også fra Politikenat Berlingske Tidende har fået en anden - mindre begavet – troldmandslærling, tegneren Bob Katznelson, i hvis hadefulde streger Pia K. altid gengives som et uhyre fra en science fiction film.

Kamptegnet, 1943 & BT, februar 1996

Nu ser jeg djævelens ansigt”, skrev professor Brian Patrick McGuire i Politikens kronik 14. okt. 1997 og sammesteds - og ikke mindre tankevækkende - skrev en vis Zune Holm følgende: ”Jeg ved du gør det. Vågner midt om natten, stønnende, svedende, ser dig fra side til side og med et knib i armen forsikrer dig om, at du er vågen. Hun har været efter dig igen. Hende den unævnelige. Med sin skærebrænderstemme har hun jagtet dig gennem mørke, fugtige gange, op ad endeløse trapper fra et mørkt dyb hvor din allerværste frygt befinder sig: Hendes navn er Pia Kjærsgaard” (15. april 2001).

Det sygelige had

Man behøver ikke at være psykolog eller psykiater for at se noget sygt og besættelsesagtigt i dette had, der meget ofte kammer over i sjofelhed af værste skuffe.

Nationalsocialistisk Propaganda Organisation Weltdienst, 1925 & Politiken, november 1997

Går Pia Kjærsgaard i seng med marokkanere?” spurgte Carsten Jensen i Politikens kultursektion (!) 19. maj 2002. ”Kan hun smage på en mands sæd, hvad han har drukket dagen før?” Foretrækker hun at bruge kirketiden til gruppesex frem for at drage til Seem og høre pastor Søren Krarup prædike? På alle disse tre spørgsmål kan vi svare nej, også selv om vi ikke kender noget til Pia Kjærsgaards privatliv. Hendes surt sammensnerpede mund er svar nok. I valget mellem fellatio og Søren vil lederen af Dansk Folkeparti altid fortrække pilgrimsrejsen til Seem.”

Ovenstående svada minder meget om anklagerne mod heksene. Det var æggende for fantasien, syntes inkvisitorerne, at anklage heksene for kønslig omgang med djævelen og andre, og hvis Carsten Jensen var født nogle århundreder tidligere, er det ikke svært at gætte på, hvilken levevej han havde valgt.

Og her er der flere spørgsmål, der rejser sig. Allerførst: hvordan er det muligt at denne heksejagt kan forekomme i et moderne civiliseret land? Og for det andet: hvordan kan det være, at ingen tilsyneladende kan se det? Og så er der et tredje spørgsmål: hvor er proportionssansen henne i alt det her?

En tegning af en mand med en bombe i turbanen skal man sige undskyld for (det var “krænkende”), men hate speech af den ondeste slags er helt okay.

Når Roald Als i fem år har tegnet Pia Kjærsgaard som ond snavs (en gang stod der, at hun var lort), kan folkene længere nede i fødekæden vanskeligt undgå at føle, at det er nødvendigt at fjerne dette snavs, for sådan kan ovenfrakommende signaler meget nemt fortolkes.

Dagen før overfaldet på Mogens Glistrup i Fælledparken i 1983 havde Anker Jørgensen i Aktuelt advaret om, at “det ender med støvletramp, hvis vores indsats mislykkes.

Dagen efter mødte ca. tre hundrede unge mænd op med æg og maling og drev Glistrup ud i søen.

Var der en forbindelse mellem Anker Jørgensens advarsel og angrebet (som politiet mente var aftalt spil)? Å nej da! Ganske vist siger man, at hate-speech fører til vold, men det gælder åbenbart ikke for hate speech begået af de politisk korrekte.

”Hun har fortjent det”

Knap en måned efter overfaldet på Pia Kjærsgaard i 1997 stod Arne Melchior på Folketingets talerstol og fordømte fascistiske tendenser og korporlige overfald.

Men ikke korporlige overfald på Pia Kjærsgaard. Tværtimod. Han foretrak at understrege, hvor ond den overfaldne og hendes ligesindede egentlig var. Ja, man kunne sagtens forstå, at folk af den slags var blevet udsat for slag og spark. Og den holdning var der flere, der var med på.

En politisk leder repræsenterende et parti, der i sin afmagt kalder sig folkeligt, fik snuden drejet om”, skrev Berlingskes daværende kronikredaktør Niels Houkær efter overfaldet. “Hun har fortjent det”, skrev Lars Bonnevie i Weekendavisen.

Overfaldet var ”forståeligt, uundgåeligt og nødvendigt” skrev August Miehe-Renard i Dagbladet Arbejderen og UNG-Sams daværende formand Ali Celik, sagde, at det var “legitimt at overfalde Pia Kjærsgaard.

Intet forandret

Det er det sikkert stadigvæk, selv om hun nu forlader posten som partiets formand. Politiken flyder i disse dage over med udtalelser om hende, som man næsten skulle tro, stammede fra middelalderen.

Intet har ændret sig, især de politiske korrektes manglende selverkendelse. Jeg viste klart og tydeligt i bogen 'Gensyn med Ondskabens Ikon' (2006), at angrebene på Pia Kjærsgaard brugte nøjagtige de samme symboler, som nazister brugte om jøder: hund, slange, grib, edderkop, vampyr, rotte mm - plus et par andre - som afføring – som ikke engang nazisterne fandt på.

Men det har ikke ført til nogen videre erkendelse eller selverkendelse blandt de moralske stenkastende. Og gør det sikkert heller aldrig.

 

Geoffrey Cain er forfatter til bogen Ondskabens ikon. En bog om tonen i debatten.

Illustrationerne er fra denne udgivelse.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg