Der er gode bog-nyheder på vej.
Forfatter-duoen Stjernfelt og Eriksen udgiver i morgen en bog, der sætter kritisk fokus på islamisk voldskultur, de ”anstændiges” svigt og undermineringen af ytringsfriheden. Ifølge pålidelige kilder helt uden men.
Det er nyt.
Kendetegnende for Stjernfelts position har nemlig hidtil været jagten på den eftertragtede midterposition: De placerer islamisterne på den ene side og DF, Trykkefrihedsselskabet & co. på den anden side for til sidst at placere sig selv som fornuften i midten.
Abu Laban og Pia K
Islamister og DF minder om hinanden.
Sådan argumenterede Stjernfelt f.eks. under Muhammedkrisen, hvor han – prisværdigt – forsvarede Muhammedtegningerne, men altså i samme åndedrag skyndte sig at understrege, at Abu Laban (senior) og Pia Kjærsgaard var to alen ud af ét stykke.
Også selv om den ene undergravede ytringsfriheden, mens den anden forsvarede den.
Linjen blev fortsat i 2008 i bogen Adskillelsens politik, hvor Stjernfelt og Eriksen – igen prisværdigt – lavede et solidt stykke oplysende islamkritik, men samtidig gentog påstanden om, at DF var en ligeså stor trussel mod friheden som islamisterne, tilsat den helt udokumenterbare tese, at Ny Testamente indeholder ligeså mange voldsopfordringer som Koranen.
Det var også i denne bog, at forfatterne underholdt læserne med påstande om, at islamkritikere som f.eks. Helle Merete Brix repræsenterede den samme ”ekstremismens ekskurs” som islamisten Omar Bakri Muhammed, der har opfordret til terror mod kvinder og børn.
”Højrekulturalisterne” var nemlig den store fjende, og Trykkefrihedsselskabets arbejde for ytringsfriheden var ikke andet end et skalkeskjul for dubiøse ”højrekulturelle” interesser.
Positioneringen
Alle disse bizarre påstande fra Stjernfelts side burde imidlertid ikke forhindre et fælles samarbejde om ytringsfriheden.
Uenighed er jo ingen hindring, og i Trykkefrihedsselskabet er alle tilhængere af ytringsfrihed velkomne uanset politisk og religiøst ståsted.
Men for Stjernfelt og co. var spørgsmålet om ”højrekulturalisme” skismatisk.
Da vi inviterede ham til et debatmøde i januar 2010, nægtede han at møde op og tage debatten, fordi det var os, han skulle debattere med.
I stedet dannede han en højrekulturelfri forening kaldet Fri Debat sammen med bl.a. højskolemanden Thue Kjærhus, en forening, der i parentes bemærket udviser ligeså stor aktivitet som et badehotel i vintersæsonen (tjek selv deres hjemmeside).
Ovenstående er grunden til, at jeg har svært ved at betragte Frederik Stjernfelt som et lige så stort intellektuelt lys, som de tydeligvis gør på Weekendavisen.
Man kan mene om DF, TFS, NT og ”højrefløjen” hvad man vil, men at påstå, at disse størrelser hører hjemme på samme linje som islam og islamisme er ikke bare vrøvl, men meget ubegavet vrøvl.
Så ubegavet, at jeg egentligt også tror, at Stjernfelt selv i en privat stund ville kunne se det.
Hvorfor har han så hidtil gjort så stort et nummer ud af at lancere disse absurde meninger?
Min kuldslåede tese er, at det primært skyldes et positioneringsbehov.
Skal man gå op imod den kompakte venstrefløjsmajoritet, der fordømmer Jyllands-Posten og islamkritik, bliver man nødt til at distancere sig fra venstrefløjens hadeobjekter.
Det er prisen for at blive inde i WA-varmen.
Påstår man, at der er en islamisk trussel mod ytringsfriheden, bliver man derfor nødt til at hævde, at kristendommen er en ligeså stor trussel; at Trykkefrihedsselskabets dagsorden ikke er, hvad den udgiver sig for; at DF er ligeså farlig som islamisterne; at Luther er ligesom Osama bin Laden, og at folkekirken er Danmarks svar på Det muslimske Broderskab. Og så videre og så videre. Ad nauseam.
For jo mere ens holdninger begynder at ligne de ondes, jo mere skal de onde forsages.
Andegården
Sådan agerer positionisterne, der frygter én ting mere end noget andet: Marginaliseringen.
Positionisterne er en uhyre udbredt debattørtype i den danske debat, der til forveksling ligner en andegård, hvor de kalkunske haner sætter dagsordenen, og de fleste ænder retter ind.
Til gengæld får positionisterne pga. deres taktiske spil tildelt en prominent plads i debatten og kan derfor tjene som begynder-øjenåbnere for mange. Det er glimrende.
Det virkeligt anstrengende ved positionisterne er imidlertid al den misinformation, de producerer i positioneringens tjeneste. En misinformering, som man bliver nødt til at bruge tid og kræfter på at gendrive.
Hvor har jeg f.eks. brugt meget tid på at replicere på mere eller mindre absurde anklager mod Trykkefrihedsselskabet! Tid, der kunne være blevet brugt på noget langt mere frugtbart.
Tænk, hvis man kunne slippe for at ligge i infight med folk, som man faktisk deler synspunkt med i ytringsfrihedsdebatten, men som netop af den grund har travlt med at sværte f.eks. Trykkefrihedsselskabet til.
Sikke mange ørkesløse debatter vi alle kunne slippe for.
Men én stor tjeneste gør positionisterne os: De viser os, hvilken vej vinden blæser. Som meteorologer er de helt igennem pålidelige.
Derfor er Stjernfelts og Eriksens bog en rigtig god nyhed.
Hvis det er rigtigt, at de nu vælger at droppe deres konstruerede midterposition og nu bruger krudtet på at gå i kødet på ytringsfrihedens virkelige fjender, ja, så er det tegn på klimaforandringer.
