Penneven med Hizb ut-Tahrir

Ud af min indbakke

Første gang der lå et brev fra Hizb ut-Tahrir, skrevet, i ”i Allahs navn, Den Nådige, Den Barmhjertige”, i min indbakke, var jeg lige ved at skrive et hidsigt brev tilbage: Bliv mig fra livet med jeres ”nådige” gud, hvis barmhjertighed består i at forordne stening af utro kvinder. Hold ham i hvert fald langt væk fra min indbakke, var jeg tæt på at hamre ned i tastaturet.

Heldigvis lod jeg være.

Det er nemlig ganske interessant at iagttage, hvordan Kalifatets venner agerer, og med hvilken struttende selvtillid og uendelig tro på egen sag, de henvender sig til danskere. Så jeg blev proforma-penneven med Hizb ut-Tahrir.

Fredelige midler

Deres seneste henvendelse drejede sig om terrorforsøget i Stockholm. Det var selvfølgelig grov bagvaskelse at tro, at Hizb ut-Tahrir har noget som helst med det at gøre. Hizb ut-Tahrir er nemlig helt, helt fredelig, ligeså fredelig som islam, eller med medierepræsentant Chadi Freigeh formulering:

”HT’s metode for at realisere sine mål er udelukkende politisk. HT har eksisteret i mere end 55 år og det er velkendt i og uden for den islamiske verden, at HT hverken benytter sig af voldelige eller militante aktiviteter for at realisere sine mål, til trods for diktaturregimernes undertrykkelse af HT’s medlemmer i den islamiske verden og trods alle forsøg på at kriminalisere partiet i og uden for den islamiske verden.”

Denne formulering er særlig interessant på baggrund af Hizb ut-Tahrirs aktuelle opfordring til væbnet kamp mod soldater, herunder danske, i Afghanistan, smagfuldt illustreret med kister, dækket af skandinaviske flag.

Er det en ikke voldelig, ikke militant aktivitet?

Nej, skal en rask mand ende i en kiste, skal der vold og militante midler til. Det er Hizb ut-Tahrir helt med på og har derfor lejet byens hippeste mødelokale, Den sorte Diamant – der hermed lever fuldt op til sit navn - til at levere sin voldsopfordring i.

Taqiyya i praksis

Alt sammen kendt stof. Det interessante er imidlertid Hizb ut-Tahrirs grove, åbenlyse løgn: Før jul tager de skarpt fra vold og militante midler, efter jul opfordrer de direkte til det. Selvfølgelig i Allahs, Den Nådige, Den Barmhjertiges navn.

Det sidste er ikke gudeligt hykleri.

Studerer man deres skriverier, er man ikke i tvivl om, at man her har at gøre med oprigtige islamiske idealister, for hvem sagen er så hellig, at alle midler kan tages i brug for at fremme den. Herunder løgn. For det er, som islam-eksperten Robert Spencer skriver, en myte, at islam er baseret på samme moral som De ti bud. ”I islam er stort set alting acceptabelt, hvis blot det er til islams gavn”.

Godt nok formaner Muhammed sine tilhængere til at tale sandhed, men samtidig giver han dem grønt lys til at lyve om eller fortie det, de bekender sig til, hvis indholdet af det virker stødende på den ikke-muslimske omverden. Taqiyya kaldes det som bekendt og er et fænomen, der har betydning den dag i dag.

Med Spencers ord:

”Husk det, næste gang du ser en islamisk talsmand på tv bedyre sit venskab med ikke-islamiske amerikanere og sin loyalitet overfor USA. Selvfølgelig kan det være, at han taler sandt – men det kan også være, at han ikke fortæller hele sandheden eller at han lyver. Og det er næsten helt sikkert, at intervieweren ikke konfronterer ham med taqiyya-passagen fra Koranen”.

Mennesker i den vestlige verden, der har lært af deres far og mor, at man ikke må lyve, har umådeligt svært ved at fatte, at fromme mennesker kan tale usandt med god samvittighed. Ja, at løgn og fortielse nogen gange er en hellig pligt. Derfor tages vi ved næsen gang på gang.

Med deres utilslørede, fromme usandheder gør Hizb ut-Tahrir, hvad de kan, for at demonstrere, hvordan taqiyya fungerer i praksis: At man sagtens kan være en Allah-hengiven muslim og lyve så det står efter.

Det er lige før, jeg er taknemlig for at være på deres mailingliste.

Hizb ut Tahrirs debatmøde om Afghanistan finder sted 21. januar i Den sorte Diamant