Niels Ivar Larsens replik til Uwe Max

Niels Ivar Larsens replik til Uwe Max:

Vel er det sandt, at dansk presse ikke fandt anledning til at bringe Westergaards eller Vilks tegning i forbindelse med dækningen af Tøger Seidenfadens undskyldning.

Men betyder det, at undladelsen var koordineret ? Næppe. Vil den blive præcedenssættende? Forhåbentlig ikke, men det kan kun tiden vise. På Information findes i al fald ingen direktiver om, at de to tegninger ikke må bringes oftere.

Motivforskning er i sagens natur spekulativ, men der kan vel tænkes andre grunde til de to tegningers nylige fravær end en ny og frygtsom konsensus om ikke at tirre voldsparate islamister yderligere. Måske er det  virkelig en sådan frygt, men måske er det snarere takt. Eller måske er det bare ikke journalistisk spændende at holde liv i en sag, som forekommer udtømt for nye vinkler, og som har drevet mange til lede og udmattelse. Nogen synes måske heller ikke, at det er ønskeligt eller fornuftigt at styrke de parter på begge sider, der knytter politiske forhåbninger til en forstærket konfrontationkurs. Ingen af disse 'alternative motiver' er efter min mening særligt gode, men de kan sagtens være oprigtige.

Efter min mening kan det første hensyn om ikke at tirre ikke veje tungt, for ånden er jo ude flasken. Genoptryk eller ej, Muhammedkarikaturernes virkningshistorie fortsætter. De kræfter, der vil spille på den angivelige krænkelse, fik med disse tegninger en veritabel bombe i turbanen, der kan detonere igen og igen. Jeg tror ikke, det gør nogen forskel til at svække islamisternes instrumentalisering af de famøse karikaturer, om man 'fremturer'. Muhammedtegningerne lever fremover deres eget liv i militant islams særlige mytologi, og vi kan roligt frygte de risici, som det indebærer, uanset om vi genoptrykker Vilks og Westergaard eller ej.