Gregorius Nekschot vurderer, at hjælpen fra Trykkefrihedsselskabet og fra udlandet i det hele taget har haft afgørende betydning for hans sag: ”The International Free Press Society (IFPS) er af allerstørste betydning!”, lyder det fra det hollandske tegner, hvis tiltale blev frafaldet i tirsdags.En fuldstændig sejr
Tæl også de lyse timer og de små sejre. Det er et godt råd til alle, der med stigende bekymring iagttager ytringsfrihedens indskrænkelse i den vestlige verden. En gang imellem går det faktisk den rigtige vej. En gang imellem sker der ting, der viser, at det nytter at engagere sig i forsvaret for krænkefriheden. Tiltalefrafaldet mod den hollandske tegner, kendt under nakkeskuds-pseudonymet Gregorius Nekschot, er en af dem.
“Det er en fuldstændig sejr”. Sådan udlægger Nekschot selv over for Sappho udfaldet af den sag, der har belastet ham i to et halvt år. ”Adskillige års kostbare undersøgelser, en arrestation og langvarige juridiske konsultationer på højeste niveau har ført til ingenting.”
Nekschot er ikke i tvivl om grunden til, at tiltalefrafaldet kom netop nu:
”Jeg tror, anklageren ønskede at droppe hele sagen, fordi retssagen mod Wilders skal til at begynde”. Med andre ord: statsanklageren ville simpelthen have skrivebordet ryddet, inden han om 10 dage skal i gang med den store fisk, Wilders, der placeres på anklagebænken 4. oktober
Nekschot måtte give sig på ét punkt: Hans hjemmeside må ikke længere vise de ”diskriminerende” tegninger. Til gengæld ligger de på internettet, ligesom det er tilladt at bringe dem i aviserne, selv i Holland, af ”journalistiske grunde”.
”Ikke at vise dem på min hjemmeside er en meget, meget lille pris at betale. Jeg kan blive ved at lave karikaturtegninger, måske endda mere kontroversielle tegninger, fordi jeg fik lov at bevare min anonymitet.”
Det har hele tiden været Nekschots hovedbekymring: En retssag ville tvinge ham til at stå frem med navns nævnelse og åben pande – og det ville efter hans egen vurdering være en dødsdom.
Vi, der i flere gange har arrangeret Nekschots besøg i Danmark, har en gang imellem sukket over hans forsigtighed. Det er rent ud sagt hamrende upraktisk, når man f.eks. ikke kan invitere sine gæster ud på en restaurant, men må udnytte privatpersoners f.eks. TFS-sekretæren, Kit Louise Strands gæstfrihed, der beredvilligt lagde hus til en 20 personers middag til ære for Nekschot.
Men man er naiv, hvis man tror Nekschots forsigtighedsregler er udtryk for en overreaktion. Han kender Theo van Goghs skæbne.
Af allerstørste betydning
Midt i glæden skal man huske, at den hollandske straffelov stadig indeholder en 137c - den hollandske pendant til §266b - der forbyder tilskyndelse til had. Det er stadig ren vilkårlighed, der hersker, både i Holland, herhjemme og i alle andre vestlige lande, der har indarbejdet FNs konvention mod racediskrimination, der som bekendt handler om alt andet end racer.
Hvad var det så, ud over den opkommende Wilders-retssag, der gjorde, at Nekschot fik lov at slippe?
Nekschot siger selv: ”Jeg tror jeres hjælp fra udlandet har været ekstrem vigtig. Den hollandske regering må har indset, at en sag mod mig kunne ende med at blive en international affære, der ville belaste den.”
Og Nekschot slutter med denne salut: ”Som jeg har sagt før: The International Free Press Society er af allerstørste betydning!” Nekschots pointe er klar: Uden udenlandsk opmærksomhed havde man kunnet knuse ham uden det store ståhej.
Derfor havde det betydning, at tre journalister: Flemming Rose i Jyllands-Posten, Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende og Henrik Brun i Kristeligt Dagblad omtalte den skandaløse arrestation af Nekschot i maj 2008.
Og endnu større betydning, at Trykkefrihedsselskabet i januar 2009 inviterede ham til Danmark, og som de første og eneste gav ham en talerstol og mulighed for at forklare sig. Besøget ryddede forsiden på de hollandske aviser. Nekschot var af samme grund fantastisk taknemlig for igen at blive inviteret af os til humorkonferencen for to uger siden, simpelthen fordi han vidste, at det gjorde indtryk på de hollandske myndigheder, at udlandet ikke havde glemt ham.
Hedegaards fortjeneste
Opmærksomhed, engagement og indignation er det bedste middel mod den vilkårlighed, der hersker i hate speech-lovenes Vesten. Men det kræver tid, kræfter og årvågenhed at kunne levere denne form for forsvar. Derfor er grund til at fremhæve Nekschots ros: Det internationale netværk, som er blevet opbygget af The International Free Press Society (IFPS) er af overordentligt stor betydning. Hovedarkitekten bag dette er IFPS-formanden, Lars Hedegaard, der i flere år har brugt umådelige mængder tid på arbejdet. Han forstod, at der er brug for kanaler, der hurtigt kan formidle seriøs, troværdig information om diverse sager, som medierne enten ikke interesserer sig for eller giver et forvredent billede af.
Ikke bare snak, men konkret handlen har ført til etableringen af disse kanaler. Det har Nekschot nydt gavn af. Det samme gælder Kurt Westergaard samt Lars Vilks, der i næste uge tager med Lars Hedegaard til USA og Canada for at gøre den nordamerikanske offentlighed opmærksom på sin situation.
Havde vi bare midler og kræfter til at gøre endnu mere! Det er det eneste suk, der er grund til komme med ovenpå en uge, der har demonstreret at jo, det nytter!
Det nytter at bruge tid og kræfter på forsvaret af det frie ord.
