"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Mit land

Februar 2006 - Farshad Kholghi

Jeg ser Dannebrog blive brændt. De røde og hvide farver er i min bevidshed symbolet på den næstekærlighed, som Danmark konstant viser overfor tsunamiramte, jordskælvsramte eller Khomeiniramte. Er det takken?

Denne kommentar skulle have været en sjov historie om den trojanske hest.

Historien handler om en trojansk borger, der tilfældigt har set, hvad der gemmer sig i træhesten og desperat forsøger at advare trojanerne. I stedet bliver han hånet væk af de sygeligt høflige trojanere; han bliver beskyldt for at "skabe fjendebilleder", og han bliver tvunget ud af byen. Med tårer i øjnene sidder han nu på toppen af en bakke uden for byen og ser ensomt til, mens den listige fjende, der havde gemt sig i træhesten, råbende brænder hans by til aske.

Men jeg har ikke lyst til at være sjov lige nu.

Det er en trist dag. Der kommer ingen historier. Hverken fra min altan, min kloak eller mit vindue. Frank Sinatra har ikke lyst til at synge i baggrunden. Jeg lytter til temaet fra Schindlers Liste, komponeret af John Williams og mirakuløst spillet af violinisten Itzhak Perlman. Jeg har sat melodien på repeat. Den må aldrig slutte. Det er en melodi, der så smukt beskriver smerten. I hver eneste tone kan millioner af Holocaust-ofres savn høres. Tænk at være i stand til at komponere sådan en melodi. John Williams og Itzhak Perlman må være Guds sande sendebude.

Melodien fortæller om forbrydelser begået mod menneskeheden. Om had, bogafbrændinger, censur, forfængelige folkeførerer, irrationelt massehysteri og koldblodigt massemord, håb, skuffelser, terror, angst, håbløshed og gaskamre.

Jeg kigger ud ad vinduet og nyder byens poetiske tage. Jeg er taknemmelig over at bo i denne by. I dette land. Mit lille store Danmark. Jeg er et frit menneske. Jeg har, takket være mine forældres mod og selvopofrelse, haft den fantastiske mulighed at undgå at leve som en åndelig træl.

Med det ene formål at give mig et liv i frihed forlod mine forældre deres hjem og påbegyndte en usikker rejse. De blev tvunget til at opgive deres families varme, deres sprog og deres historie. Hadet til de anderleds tænkende og dødstruslerne mod dem, der ikke underkastede sig den despotiske ideologi, lod kun én vej tilbage -- nemlig flugten -- for min familie, der oven i købet heller ikke havde den “rette” religion.

Vore værdier kunne umuligt leve under landets fascistiske teokrati, - med stening, håndsafhuggelse og piskeslag samt kønsapartheid og en aggressiv blasfemilov som grundlov. Vi, og seks millioner andre iranere, valgte at finde nye hjem. Vi søgte og fandt et hjem, der tog sig godt af os. Gav os tryghed. Gav os frihed.

Danmark blev vores Schindler. Brevet, der glad sang, at vi havde fået asyl, var i sandheden vores Schindlers liste. Vi var de heldige. De udvalgte. Danmark blev mit nye hjem. Mit nye land, der gav mig og min familie livet tilbage. Vi blev født på ny, og jeg husker tydeligt min anden fødsel. Som 14-årig var jeg nødt til at starte helt forfra. Jeg skulle lære at kravle og gå, finde nye venner, nye onkler og tanter. Jeg skulle atter lære at snakke, læse og skrive på et nyt sprog. Mine forældre skulle også begynde helt forfra. Vi fik muligheden her i Danmark og hver gjorde vi vort bedste for at nyde livet.

Jeg ser Dannebrog blive brændt. De røde og hvide farver er i min bevidshed symbolet på den næstekærlighed, som Danmark konstant viser overfor tsunamiramte, jordskælvsramte eller Khomeiniramte. Er det takken? Det er en trist dag. Mit hjem, mit land, mit liv og mine værdier blive angrebet af en kompromisløs fjende med flere tunger end tyve drager tilsammen.

“Man binder os på mund og hånd, men man kan ikke binde ånd, og ingen er fangne, når tanken er fri. Vi har en indre fæstning her, som styrkes i sit eget værd, når vi kæmper for det, vi ka li.” skrev Poul Henningsen i en anden svær tid.

Jeg vil aldrig krybe til halvmånen. Jeg flygtede engang, men den skæggede nisse flyttede med. Jeg flygter aldrig mere. Aldrig.