"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

MeToo-vanviddet og krænkelseskulturen får en på frakken

23. juni 2020 - Artikel - af Lone Nørgaard

Litteraten Marianne Stidsen har udgivet et essay om den nordiske MeToo-revolution. Analyser og konklusioner er både overraskende og skræmmende.       

Marianne Stidsen: DEN NORDISKE METOO-REVOLUTION 2018 - og dens omkostninger. Hæftet med flapper. 181s. Vejl. pris kr. 249,95. Forlaget U Press. Udkommet d. 12. juni 2019.          

**** fire stjerner ud af seks 

Jeg har hængt lidt i bremsen i forhold til Marianne Stidsens lille skrift, som hun selv betegner ’Et essay’. Teksten udkom nemlig for over et år siden, men er blevet i den grad aktualiseret, da fire medlemmer i april i år forlod Det Danske Akademi (læs her). Bogens titel dækker i øvrigt indholdet fint: ”DEN NORDISKE METOO-REVOLUTION - og dens omkostninger”. For der har godt nok været en høj pris at betale for de mænd, som er kommet uskyldigt i klemme i feministisk aktivisme.  

Det Danske Akademi
Krænkelseskulturen ramte altså i foråret også Det Danske Akademi. Jens Smærup Sørensen, Ida Jessen, Suzanne Brøgger og Astrid Saalbach forlod det fine etablissement i protest mod, at et medlem, Marianne Stidsen, havde været så formastelig at sammenligne MeToo-bevægelsen med terror. Så vidt ytringsfriheden.
   Disse fire forfattere, der ellers i deres ekkokamre så smukt og fromt prædiker åbenhed, tolerance og rummelighed, kastede masken og viste sig som de hyklere, de er: Ytringsfriheden gælder præcist så længe, de følsomme skribenter i den indspiste kultur’elite’ ikke bliver modsagt i deres verdensbillede.

Gennemgang af MeToo-bevægelsens meritter i Norden
For det er lige præcis hvad Marianne Stidsen har gjort med sin gennemgang af MeToo-bevægelsens alt andet end flatterende meritter i Norden.

Hendes fokus er på tre konkrete sager: Balladen og sammenbruddet i Det Svenske Akademi, der forhindrede, at Nobelprisen blev uddelt i 2018 (læs her),  heksejagten på Forfatterskolens tidligere rektor, Jeppe Brixvold, og de tyranniske, nye adfærdsregler på Københavns Universitet, hvis udgangspunkt er den studerendes oplevelse af at have været udsat for krænkende adfærd.
   Altså - hvis jeg oplever at være blevet krænket, så ER jeg blevet krænket. Eller er jeg? Det er spørgsmålet, hvorom striden står.

Før de pikante afsløringer af de faktiske forhold i MeToo-vægelsens skånselsløse jernladyindustri i Sverige og Danmark kaster Stidsen lys over krænkelseskulturen, der er importeret fra USA, hvor en række universiteter er blevet invaderet af sensitiv (læs: betændt) politisk korrekthed. Ord som ’trigger warnings’ og ’safe spaces’ er blevet en del af ordforrådet på den identitetspolitiske dagsorden.

Venstredrejet, autoritær, ideologiseret identitetspolitik 
Overordnet er strømningen karakteriseret ved at være venstredrejet, autoritær, ideologiseret identitetspolitik, og hvad MeToo angår, ”(…) synes betegnelsen ’radikalfeministisk, venstrepopulistisk MeToo-revolution’ passende.” (s. 18) 
   Gruppetænkning, identitetspolitik, magtkamptænkning og anonymiseret struktur- og lighedstænkning erstatter, for ikke at sige eliminerer, de traditionelle frihedsrettigheder. Den individuelle frihed til at tænke, tale og skrive frit suspenderes i den sociale trygheds og ligheds navn. Den udvikling er særdeles farlig iflg. Stidsen, langt farligere end det i første omgang ser ud, og essayets ærinde er at råbe vagt i gevær.

 Citatmosaik
Her følger en række citater, der indkredser fænomenet og Marianne Stidsens position i debatten:

’Striden om Det Svenske Akademi er et, endda ret uhyggeligt, eksempel på det voldsomme skred, der foregår i de vestlige - ikke mindst de skandinaviske - demokratier i nutiden.  Striden handler dybest set om, hvorvidt de moderne, borgerligt-demokratiske institutioner og retsprincipper fortsat skal gælde. Eller om der skal en helt anden slags samfundsforståelse på bordet, hvor moderne retsprincipper såvel som moderne, demokratiske spilleregler er sat ud af kraft’. (s. 54 - ganske let redigeret - LN).

”1. Institutionerne [fx universiteter og Forfatterskolen] burde én gang for alle vedtage - og også fastslå udadtil - at man ikke agerer på løse rygter og diffuse anklager.”  
(s. 138)

”2. Proportionssansen må tilbage (…) Et pift eller et tilråb på gaden - for ikke at tale om et klap på hovedet eller en velment kompliment - er ikke det samme som en voldtægt.” (s.139)

”3. Der bør vær sanktionsmuligheder over for alle dem, som hensynsløst og systematisk saboterer de demokratiske institutioners arbejdsbetingelser.” (s. 140)

”Skal jeg sammenfatte lighedstrækkene mellem disse sager (…) bliver det i følgende punkter: Krænkelsernes amokløb, avisernes klumpedumpejournalistik og adfærdsreglernes tyranni [i form af på- og forbudsskilte] (…) en feelgoodvenstreorienteret bekvemmelighedsidealisme.” (s. 145)

Krænkelseskulturen vedrører desværre ikke kun ” (…) den borgerlige kulturs eliteinstitutioner. Det er ganske vist der, det starter. Men det har det med at sive ned gennem alle institutioner og til sidst gennemsyre hele samfundet fra top til bund.”
(s.147)

 Skurke og helte
Marianne Stidsen har et langt stykke ad vejen skrevet en brillant bog, hvor hun får afdækket, hvem der er skurke og helte i de artige historier. Bundlinjen falder mildt sagt ikke ud til de kvindelige aktørers fordel.
Stidsens gravearbejde har - med få undtagelser - ikke kunne trække på den statsstøttede presses hjælp, men fx på tidligere forfatterskoleleder Niels Frank, der lavede det arbejde, som journalister skulle have udført, i form af en artikel til Weekendavisen d.1. februar 2029 (læs  her).

Forfatterens sprog er indimellem noget knudret og med alt for lange sætninger og sætningsindskud, men det er en småting i forhold til den kaloriebombe, stoffet byder på.  

Desværre fik min begejstring et gok i nødden, da Marianne Stidsen stik imod programerklæringer og fornuftsappeller begynder at slå om sig med ubegrundede påstande i forhold til den fædrelandskærlige fløj. Et enkelt eksempel må række her: ”For højrepopulismen har, ved vi jo, haft endog særdeles godt fat i danskerne.” (s. 132)

Hvilken højrepopulisme, og hvad er det ’vi’ ved - med et indforstået ’jo’? Dokumentation, tak. Det er ikke nok at sige Rasmus Paludan.

Stidsen medtænker heller ikke kristendommen som et væsentligt bidrag til kvinders frigørelse (se fx her), men standser politisk korrekt, men altså historisk ukorrekt, op ved oplysningstiden. Længere kan man trods alt nok ikke gå som universitetsansat, hvis jobbet skal fastholdes.

Et kampskrift
Med de par sure og irriterede opstød, der lige kostede den femte stjerne: Et kampskrift til tiden, der giver redskaber på hånden til at spotte radikalfeministiske kvinders ualmindeligt usympatiske brug af en kombination af godhedsmagt, svaghedsmagt og skammermagt. Så jo, MeToo kan faktisk godt karakteriseret som en terrorbevægelse.

Herfra kippes i hvert fald med flaget, fordi Stidsen med gennemført argumentation får Horace Engdahl rehabiliteret!

Anmeldelsen har været bragt i Den Korte Avis