Flere af læserne husker sikkert filmen Innocence of Muslims. En del har måske allerede glemt den igen. For ærlig talt var filmen ikke værd at huske.
Mest af alt vil filmen blive husket for at være belejlig.
Belejlig for islamisterne, der fandt endnu en grund til at lave ballade, føre jihad og slå vantro ihjel.
Belejlig for den amerikanske præsident, der benyttede sig af lejligheden til at give en uskyldig filminstruktør skylden for et terrorangreb mod en amerikansk ambassadør.
Og belejlig for en islamleflende presse, der endnu engang fik lejlighed til at argumentere for, at vi islamkritikere sandelig godt nok er skyld i meget ballade.
Men som sagt var filmen elendig og under ingen omstændigheder al den ballade værd, som fulgte i kølvandet på den.
Den er præget af elendige skuespillere, elendig filmteknik, elendig instruktion, elendig dialog .
Faktisk befinder den sig filmmæssigt på et niveau, hvor de fleste af os vil kunne være med, hvis vi skulle få lyst til at forsøge os i instruktørbranchen.
Filmen styrkede islams position
Hvorvidt reaktionerne på filmen har gavnet eller skadet den internationale jihad mod Vesten diskuteres stadig.
På gaden, blandt almindelige mennesker, har reaktionerne bekræftet opfattelsen af militante muslimer som skæggede, blodtørstige mænd med en IQ på ikke over 25 og en blodtørst, der kun overgås af deres stupiditet.
Men på de bonede gulve, dér hvor det virkelig tæller, er islams position blevet styrket.
Således har præsident Barack Hussein Obama benyttet sig af lejligheden til endnu engang at garantere sin egen og den amerikanske regerings forpligtelse til at slå ned på såkaldt ’blasfemisk’ kritik af islam.
Præsidenten benyttede endda sin årlige tale i FN til at slå fast, at de, der kritiserer islams profet, ingen fremtid har i denne verden.
Her på vore egne breddegrader benyttede formanden for EU-Parlamentet lejligheden til at lade sig fotografere sammen med to Taleban-lignende personer, mens han erklærede sin utvetydige afstandtagen til filmen, dens bagmænd, budskab og al dens væsen.
Tilsvarende udtalelser er kommet fra Lady Ashton, EU’s repræsentant i ’udenrigsanliggender’.
Med andre ord har reaktionerne på filmen styrket islams politiske position i den del af verdenssamfundet, der defineres af politik og diplomati. Derom kan der i mine øjne ikke herske tvivl.
Et nødvendigt forsvar
For ytringsfrihedens forkæmpere har der været tale om dét, man i skak kalder et ’tvungent træk’.
Vi har være pisket til at forsvare filmmagerne og deres produkt – alt andet ville være uacceptabelt. På samme måde som vi er piskede til at støtte folks ret til at brænde koraner og andre lignende lettere primitive manifestationer.
Dette gør vi på trods af, at disse aktioner ikke altid gavner vor sag.
Samtidig sker der yderligere dét, at vi som forkæmpere for ytringsfriheden og kritikere af den islamiske ideologi, i alt for mange menneskers øjne bliver identificeret med disse handlinger. Og det er et problem.
Det er et problem, fordi den kamp vi kæmper i meget høj grad er en kamp for den brede befolknings ’hjerner og hjerter’.
Og ganske som i partipolitik, hvor tricket er at vinde midtervælgerne uden at skræmme fløjfolkene væk, er også islamkritikken afhængig af at vinde en aktiv opbakning fra de ’bløde’ i midten af spektret. For hvis vi ikke får dem med, kan vi i løbet af en generation med sikkerhed vinke farvel til demokratiet og goddag til islamisk styre her i landet.
Jeg tvivler ikke på, at ’de bløde i midten’ nok skal komme med den dag, hvor slagets gang er så uafvendeligt, at selv Systemet Politiken forstår pointen – men til den tid vil det netop være for sent at gøre noget.
Derfor har jeg ofte overvejet, om disse koranbrændere og dårlige filmmagere i virkeligheden er vore venner.
Tag ikke fejl: Selvfølgelig skal vi som Trykkefrihedsselskab støtte disse menneskers ret til at agere som de gør.
Men der er en grænse for, hvor tæt vi bør gå på dem og deres aktiviteter for ikke at blive forbundet med dem. For rent faktisk mener jeg, at de skader mere, end de gavner.
Seriøs Muhammedfilm på vej
Til alt held er der også et seriøst filmprojekt om den falske profet Muhammed i støbeskeen. Manden bag er en herre ved navn Mosab Hassan Yousef. Flere af os kender ham som forfatter til bogen Son of Hamas.
Mosab er søn af én af Hamas’ stiftere og var i en årrække som voksen sin fars nærmeste rådgiver – samtidig med at han arbejdede som agent for Mossad.
Under forløbet forlod han islam, lod sig døbe som kristen og søgte asyl i USA. Her forsøgte Obama-regimet at få ham sendt tilbage til Hamas, indtil en heftig medieopmærksomhed reddede Mosabs liv.
Mosab Hassan Youssef har rejst 30 mio dollars fra investorer til at lave en film.
En film om Muhammed. Når filmen kommer ud, vil der selvfølgelig blive ballade igen. Endnu mere end sidst, for Mosab er en på enhver måde kvalificeret modstander for islamisterne.
Han kender deres tankegang ganske godt, for han har deltaget i deres lederskab. Han kender islam bedre end de fleste. Herunder også den mørke sandhed om Muhammed.
Dette, kombineret med det rimelig store budget, gør, at jeg har visse forhåbninger til filmen.
Mosab Hassan Youssef er ikke en provokatør, men en alvorlig ung mand med en usædvanlig baggrund – og et budskab.
Og så kender han sit stof til fingerspidserne. Dertil kommer et budget der er stort nok til, at han kan hyre professionelle til jobbet.
Desværre er der alt for langt imellem initiativer og tiltag som denne film er et udtryk for.
Men det er et skridt i den rigtige retning – og så mener jeg faktisk, at der skulle være en mulighed for at Mosabs kommende film og de begivenheder, som den vil sætte i gang, vil kunne skade vore modstandere og gavne os andre.
Mosabs budskab er i øvrigt, at islam vil bryde sammen i løbet af ganske få år. Fordi islams værste fjende er sandheden. Interesserede kan besøge Mosabs hjemmeside.
