Frem til 2009 levede 68-årige Thilo Sarrazin et mageligt liv på toppen af det tyske samfund.
Som socialdemokratisk medlem af forbundsbankens direktion og som finansminister i delastaten Berlin blev der lyttet, når han formulerede sine knastøre økonomiske analyser.
Men så skrev han en bog. En bog, hvor han anvendte den samme grundige, analytiske metode på to områder, han ikke tidligere havde beskæftiget sig med: indvandring og demografi.
Bogen hed Deutschland schafft sich ab (Tyskland afskaffer sig selv).
Og så brød helvede løs.
Tyskland afskaffer sig selv
I bogen konkluderer Sarrazin, at Tyskland med sit lave fødselstal og den massive indvandring fra ikke-vestlige lande er ved at afskaffe sig selv.
Ikke alene er hver ny generation af tyskere 35 procent mindre end den foregående. Sarrazin dokumenterer også, at de dygtigste og mest produktive tyskere er dem, der får færrest børn.
Dermed styrtdykker det intellektuelle- og uddannelsesmæssige niveau i hele samfundet, skrev han.
Den pointe var i sig selv svær at sluge for den politisk korrekte klasse. Men Thilo Sarrazin havde mere.
Dummere dag for dag
I næste kapitel kunne den chokerede elite nemlig læse, at den muslimske indvandring kun forværrer problemet.
Som belæg for sin påstand henviste forfatteren til statistikker, der dokumenterer, at muslimske indvandrere præsterer markant lavere end tyskere i uddannelsessystemet og på jobmarkedet. Ikke bare i første og anden - men også i tredje generation.
Hans konklusion var med andre ord, at Tyskland bliver dummere dag for dag, og at indvandringen fra muslimske lande må bringes til ophør.
1,3 millioner solgte bøger
Derefter fulgte et næsten forudsigeligt stormløb mod den ellers så estimerede embedsmand.
Han blev af samfundets elite beskyldt for biologisk determinisme og for at være social-darwinist og racist.
Efter kort tid og på forbundskansler Angela Merkels opfordring - der åbent indrømmede, at hun ikke havde læst bogen - blev han desuden presset til at forlade sin post i forbundsbanken.
På trods af det overlevede Thilo Sarrazin – ikke bare i fysisk forstand – men også i den brede offentligheds vurdering af ham.
Hans bog solgte ikke mindre end 1,3 millioner eksemplarer, og meningsmålingerne viste, at over halvdelen af alle tyskere var enige med ham.
Sappho-prisen
Lørdag den 6. april modtog Thilo Sarrazin så Trykkefrihedsselskabets ytringsfrihedspris, Sappho-prisen.
Prisen uddeles hvert år til en person, der på kvalificeret vis har forholdt sig til kontroversielle emner.
Thilo Sarrazin var et oplagt valg:
Han nøjedes ikke med at forholde sig til demografi og udgifter forbundet med indvandringen. Han skabte også en i Tyskland uset og landsdækkende debat. Dette på trods af mediernes og den politiske klasses energiske forsøg på at gøre ham tavs.
Om det mislykkede forsøg sagde Thilo Sarrazin i sin takketale:
- Jeg overlevede moralsk og politisk på grund af støtten i den brede offentlighed. Da det stod klart, at de etablerede medier havde mistet deres fortolkningsret, begyndte mange politikere en taktisk tilbagetrækning fra debatten.
Svært at dæmonisere en socialdemokrat
Thilo Sarrazin, der på intet tidspunkt har undskyldt eller gjort indrømmelser overfor mediekritikken, har også forklaret, at hans medlemskab af det tyske socialdemokrati, SPD, spillede en stor rolle for hans overlevelse.
- De ville have ødelagt mig, hvis jeg i stedet havde været medlem af CDU (Kristendemokraterne). Det havde været lettere at dæmonisere mig og forbinde mig med det ekstreme højre.
Den politiske korrekthed
Thilo Sarrazin forklarede, at forløbet har lært ham en hel del om den politiske korrektheds natur.
Med sig på talerstolen havde han en liste på 13 punkter, der ifølge ham selv definerer den politiske korrekthed i Tyskland.
- Listen er skrevet med et glimt i øjet, men den beskriver alligevel virkeligheden meget præcist, sagde han og begyndte sin opremsning:
-
Ulighed er skidt – lighed er godt.
-
Foretagsomhed, præcision og punktlighed har ingen særlig værdi. Konkurrence med undtagelse af sport er moralsk tvivlsomt, fordi det fremmer ulighed.
-
De rige bør føle skyld. Eneste undtagelse er sportsfolk og popstars.
-
Når nogle mennesker klarer sig dårligt, har det intet med deres egne valg at gøre.
-
Alle kulturer er lige gode. Mener man noget andet, er man provinsiel og xenofobisk.
-
Islam er fredens religion. De der mener, at der er problemer forbundet med muslimsk masseindvandring, er islamofober - næsten lige så slemt som at være antisemit.
-
Vesten bærer hovedansvaret for fattigdom og manglende udvikling i andre dele af verden.
-
Der er ingen naturlig forskel på mænd og kvinder – bortset fra kroppens udformning.
-
Menneskets evner er hovedsagelig formet af træning og uddannelse. Nedarvede forskelle spiller kun en marginal rolle.
-
Den eneste forskel, der er på mennesker af forskellig race, er udseendet.
-
Nationalstaten er en forældet institution. National identitet og særkende har ingen særlig værdi og er ikke værd at bevare. Fremtiden tilhører verdenssamfundet.
-
Alle mennesker i verden har ikke bare lige rettigheder – de ER lige. Alle bør derfor som minimum have adgang til tyske velfærdsydelser.
-
Børn er udelukkende et privat anliggende. Indvandring forsyner os med arbejdskraft og løser det demografiske problem.
En konstant opgave
- Det ligner en joke, sagde Sarrazin efterfølgende, men er det ikke. Problemet er, at ideologiske og moralske idealer blandes sammen og forveksles med virkeligheden. Det er farligt, og det er en konstant opgave for os, der ikke tror på dogmerne, at forsøge at holde tingene adskilt.
- Det, der gør mig en lille smule optimistisk, fortsatte han, er, at det for een gangs skyld ikke lykkedes for medier og politikere at kvæle en ubekvem kritik.
Denne gang protesterede den brede offentlighed, det er et godt tegn.
Deutschland schafft sich ab er oversat til fransk
