For ikke at sige, at de har lagt vægt på forfatternes mentale ustabilitet. Som Møller skriver: "Bogen siger mere om forfatterne end om selve indholdet".
I Berlingske og Politiken var det noget tydeligere udtrykt: Forfatterne er nærmest bindegale, når de kunne finde på at skrive en sådan bog. Nu har jeg ikke nogen psykiater, men jeg forstår, at jeg snart får brug for en.
Lad mig tage udgangspunkt i Lars Møllers anmeldelse. Det ligger mig fjernt at hævde, at hans anmeldelse siger mere om ham selv end om bogen.
På den anden side er jeg så gammel i gårde, at jeg efterhånden ved, hvad skribenter kan tillade sig at mene, hvis de ikke vil ende ude i den køkkenmødding, hvor vi andre har fået tålt ophold.
Det undrer mig, at anmelder Møller, der antyder, at han har læst vores bog, kan finde på at citere et halv-mildt og halv-godt vers i Koranen (Sura 5, vers 32) som modbevis mod vores generelle tese om islams krigeriske attitude. Han kunne have citeret flere andre, der trækker i samme retning, men det ville ikke styrke hans argumentation.
Hvis han havde nærlæst/læst bogen, ville han vide, at alle "bløde" vers i Koranen ifølge de alment acceptere regler for Koran-eksegese er ophævede – eller med et fremmedord abrogerede – af vers, der kræver mord, brand og undertrykkelse af alle, der ikke vil rette sig efter Guds profet. For denne accepterede Koran-eksegese har vi anført adskillige islamiske autoriteter i bogen.
Nu kan det være, at oberst Møller underkender vore autoriteter – der vel at mærke alle er indflydelsesrige muslimer eller islam-eksperter – men så burde han anføre andre kilder, som han anser for mere autoritative. Jeg har med iver prøvet at finde sådanne autoriteter gennem 1400 års islamisk historie, men har ikke kunnet finde nogen, der har haft eller har nogen væsentlig indflydelse på islam.
Som vi detaljeret gør opmærksom på, går enhver autoritativ udlægning af Koranen ud på, at de krigeriske vers har fortrængt de fredsommelige. Vi har citeret flere kilder til dette. Læs bogen.
Islam er en ideologi, hvis inderste kerne er en overenskomst mellem den enkelte troende og den grusomme gud, Allah. Muslimen skal med sin person bidrage til kampen for islams verdenserobring og slavebindingen af de vantro, indtil Allahs religion hersker overalt. For denne tjeneste vil muslimen komme i paradiset, mens den slappe eller efterladende muslim vil havne i helvede, fordi han har svigtet.
Og hold nu ørerne stive: Heldigvis er der muslimer, der ikke kan skrive under på en sådan udlægning af deres tro. Men det er ikke dem, der spiller førsteviolin, når det gælder om at fastslå, hvad der er god islam.
Igen: vores bog handler om islam – ikke om muslimer.
Jeg har beskæftiget mig med islam i nu ca. ti år. Og tro mig: Hvis der havde været andre udlægninger af muslimske forfattere med blot nogen indflydelse, ville jeg have glædet mig til at citere dem. Jeg har ikke fundet nogen.
Jeg ville meget hellere have skrevet en bog med det budskab, at der blandt islams ulema – altså de teologisk kyndige – foregår en idekamp mellem folk, der vil humanisere de kanoniske skrifters krasse budskaber, og andre, der vil holde fast i den voldsfikserede udlægning, der blev fastslået i det niende århundrede.
Jeg har ikke kunnet finde sådanne ulema. Lars Møller mener tydeligvis, at de findes. Kan han ikke hjælpe os på vej med en lille angivelse af, hvem de er, og hvilken indflydelse han mener, de har?
Oberst Møller harcelerer også over, at vi nævner, at den første kendte jødepogrom i Europa fandt sted i det muslimske Granada i 1066. Hvorfor fortæller vi ikke, at en lignende pogrom fandt sted i England 20 år senere? Hvis han havde ladet være med bare at skumlæse bogen – eller hvad han nu har gjort – ville han vide, at vi nævner Granada-massakren som et bevis på, at islam ikke var slet så tolerant og næstekærlig, som vi får det fremstillet. Vi oplyser omhyggeligt om de pogromer, der fandt sted i det kristne Europa i de følgende årtier. Det er dem, vi alle hører om til enhver tid. Vi hører aldrig om massakren i Granada og adskillige andre steder i Dar al-Islam.
Vi har anført flere andre kilder, der afkræfter myten om det lykkelige muslimske Andalusien som et uovertruffent højdepunkt i den menneskelige civilisation. Igen – læs dog bogen og forhold jer til de kilder, vi henviser til. Og – igen, igen – hvis man mener, at der findes bedre kilder, kunne det være rart at få dem præsenteret.
Helt latterlig bliver Møller, når han påstår, at man ud fra Bibelen kan opstille en kristen undertrykkelseshistorie, der er helt på linje med den, der fremgår af Koranen, hadithen, siraen og de autoritative udlægninger af islams kanoniske skrifter – og ikke mindst af de islamiske magthaveres praksis gennem 1400 år.
Vi gør en del ud af netop dette punkt. Og vi gør opmærksom på, at alskens undertrykkere, imperialister, racister og andre voldsmænd op gennem historien har forsøgt at retfærdiggøre deres ugerninger ved at henvise til Bibelen.
Men skal vi ikke slå fast, at kristendommen bygger på Det Ny Testamente, og mere specifikt på de udsagn, der tilskrives Jesus? Af disse udsagn og af Jesu handlinger kan man ikke udlede nogen krigerisk tilbøjelighed. Ikke noget bud om med sværdet i hånd at underlægge sig verden eller at udrydde eller slavebinde vantro. Af Det Ny Testamente kan der ikke udledes nogen statsopfattelse eller nogen gudgiven lov om indretningen af det jordiske samfund.
Jesu mission, som vi får den beskrevet i Bibelen, var netop at gøre op med enhver lovreligion og at sætte mennesket frit. Det må være gået op for ethvert retskaffent menneske, der hævder at have studeret Bibelen.
Jer anerkender til fulde Lars R. Møller som en tapper soldat, men jeg ynker ham som fej, når han – uvist af hvilken grund – føler sig tvunget til at fordreje historien. Hvad skal alt det andet så til for? Hvem er denne modige mand bange for?
I bogen har vi flere steder – bl.a. i forordet – omhyggeligt understreget, at den ikke handler om muslimer – som vi betragter som ofre for verdens mest ondartede og udspekulerede totalitære ideologi. Den handler om islam – altså om den ideologi, der forsøger at undertrykke os alle – muslimer som ikke-muslimer.
Og så kommer oberst Møller Gud hjælpe os og fortæller, at han kender mange gæve muslimer, som han spiller fodbold med. Som om det skulle gøre fra eller til i bedømmelsen af islam.
Jeg kender også mange gæve muslimer – og vel især eksmuslimer eller muslimer, der gerne ville bryde ud af den ideologiske spændetrøje, hvis det ikke var forbundet med livsfare. Jeg rejser en del i verden og arbejder sammen med snesevis af den slags frygtløse mennesker, hvis mod sætter den politisk korrekte obersts betragtninger i et meget pinligt lys.
Vores bog handler om islam. Nærmere bestemt om islams erobringsstrategi, dens taktik og dens våbenarsenal. Vi bygger denne analyse på Islams egne skrifter og på udtalelser af islams mest indflydelsesrige udlæggere og talsmænd gennem 1400 år. Tro mig, hvis der havde været alternative udlægninger af ideologien, som havde overlevet de islamiske voldsfanatikeres intimidering, og som har nævneværdig indflydelse i dag, ville vi have citeret dem.
Jeg kender ikke nogen.
Jeg sætter min lid til de modige mennesker i Iran og andre steder i Dar al-Islam, der går på gaden med risiko for deres liv. Som i disse dage bliver torteret i fængslerne, fordi de er tilhængere af den frihed, som Jesus proklamerede. Som er blevet fulgt op i den vestlige historie af tænkere som Montaigne, Luther, Spinoza, Milton, Hume, Mill, de amerikanske revolutionære, de franske encyklopædister.
På søndag agter de islamiske magthavere i Teheran at henrette flere frihedskæmpere. På dødsgangene venter over 100 teenagere på samme skæbne. Alt dette sker i islams navn.
Hvis jeg var troende, ville jeg bede til, at dette ikke ville ske. Som svagt-troende må jeg nøjes med at tale sandt.
