"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Lad ikke ekstremisterne bringe jer til tavshed

Ytringsfriheden under angreb (5)
28.2.2006

En opfordring fra 11 muslimske universitetsfolk og aktivister i Canada:
Lad ikke ekstremisterne bringe jer til tavshed

Af
Jehad Aliweiwi, tidligere direktør for Canadian Arab Federation
Taj Hashmi, midlertidig professor, Simon Fraser University
Amir Hassanpour, docent, University of Toronto
Tarek Fatah, studievært, The Muslim Chronicle, CTS-TV
Tareq Y. Ismael, professor, University of Calgary
Jacqueline S. Ismael, professor, University of Calgary
El-Farouk Khaki, generalsekretær, Muslim Canadian Congress
Shahrzad Mojab, docent, University of Toronto
Haideh Moghissi, professor, York University
Munir Pervaiz, sekretær, Pakistan-Canadian Writers Forum
Saeed Rahnema, professor, York University

Et frygtens tæppe har sænket sig over Vestens intelligentsia, heriblandt den canadiske. Frygten for fejlagtigt at blive opfattet som islamofob har fået dem til at tie, fået blækket på deres penne til at tørre ind og har låst deres tastaturer.

Mens hundreder er døde rundt om i verden oven på de nu berygtede danske tegninger, har canadiske skribenter, politikere og medier pålagt sig selv en skræmmende censur, idet de nægter at sige deres mening og således sikrer, at de eneste stemmer, der bliver hørt, tilhører de muslimske ekstremister og det racistiske højre.

Opmuntret af de frie tøjler, der har fået, spillede Canadas muslimske ekstremister og deres støtter sidste uge med musklerne i Queen's Park, hvor talere lovede at drukne det danske folk "i dets eget blod".

En demonstrant bar et skilt med påskriften: "Kurt Westgaard - nedtællingen til retfærdigheden er begyndt ... det er bare et spørgsmål om tid."

I Pakistan så man billedet af en muslimsk kvinde med et skilt, hvorpå der stod: "Gud velsigne Hitler", og en muslimsk religiøs leder udlovede en belønning på 1 million dollars for mordet på en dansk tegner. Ambassader blev brændt, kirker ødelagt og hundreder døde i forskellige muslimske lande.

Muslimer var utvivlsomt vrede over de fornærmende tegninger. Men den overdrevne reaktion skyldtes til en vis grad deres opdæmmede frustrationer og var til en vis grad resultatet af visse islamistiske lederes koordinerede bestræbelser på at gøre fortræd.

Islamiske samfund, der domineres af diverse enevældige regimer, er i oprør. Ødelagt som disse samfund er af udbredt korruption, en voksende kløft mellem rige og fattige og af undertrykt utilfredshed, har befolkningerne mistet deres fremtidshåb.

Den amerikansk-ledede invasion i Afghanistan og Irak, den endeløse besættelse af palæstinensiske områder og Kashmirs hængedynd har fået mange muslimer og mange ikke-religiøse mennesker af islamisk herkomst til at betragte Vesten som kilden til deres landes problemer.

Ekstremisternes voksende popularitet i de muslimske lande, valgsejre til Mahmoud Ahmadinejad i Iran, radikale shiitter i Irak og Hamas i de palæstinenske områder, er udtryk for regionens politiske desperation snarere end for en voksende religiøsitet i befolkningen.

I Vesten mødes folk af muslimsk herkomst - om de så er religiøse eller sekulære - af voksende racisme, islamofobi og diskrimination, der kommer til udtryk i indvandringspolitikken og antiterrorlovgivningen.

Krisen oven på tegningerne var den dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

Muslimske ekstremister greb den gunstige lejlighed til at hælde benzin på bålet. Den udspekulerede rolle, som to danske muslimske ekstremister, støttet af fundamentalistiske islamiske regimer, spillede, er et skoleeksempel. Ikke bare forværrede de en allerede ophedet situation; de tilføjede deres egne fornærmende billeder, som aldrig havde været offentliggjort i Vesten, da de forelagde deres sag for religiøse ledere i Mellemøsten.

Både imam Abu Laban og Ahmad Akkari er sluppet for den opmærksomhed og den nøjere undersøgelse, som deres handlinger fortjente. Disse to mænd, som nu sidder lunt i deres hjem i Danmark, burde stilles til ansvar for deres kriminelle handlinger.

Alt for længe har medierne malet et billede af muslimske grupperinger som en monolit, der bedst repræsenteres af ekstremister.

Medierne har skabt en falsk modsætning mellem disse ekstremister og Vesten. Kendsgerningen er, at der i alle muslimske lande findes fremskridtsvenlige borgere, som prøver at rive sig løs af selvherskernes og de religiøse lederes tyranni, og som ønsker at udvikle et civilt samfund, hvor borgerskab ikke bygger på nedarvet race eller religion, men på alles lighed uanset tro, race, seksuel orientering eller køn.

I dag er Teherans buschauffører i strejke. Tusinder er blevet arresteret, hele familier er forsvundet. Men det har ikke givet anledning til et pip i de vestlige medier. Hvis de samme buschauffører brændte bøger eller ambassader, kunne de være sikre på at komme i aftennyhederne. Det er et oprørende eksempel på, at kun de muslimske ekstremisters uhyrlige og voldelige religiøse manifestationer tages som udtryk for de muslimske befolkningers aspirationer.

Det er på tide, at canadierne rejser sig til forsvar for de hårdt tilkæmpede demokratiske værdier, som de muslimske ekstremister bekæmper.

Ved at afvise ekstremisternes dagsorden ville Canadas intelligentsia stå skulder ved skulder med de muslimer og verdsligt orienterede fra regionen, der både forkaster islamofobien og islamismen. Islamismen er ikke den nye revolutionære bevægelse mod undertrykkelsens globale kræfter, som en del af venstrefløjen her i landet fejlagtigt forestiller sig.

I dag er det religiøse højre og de diktatoriske regimer i den såkaldte islamiske verden forenet i kravet om at indføre lovgivning, der skal kriminalisere enhver diskussion om religion. Og det på et tidspunkt, hvor mange skribenter i Jordan, Iran, Yemen, Pakistan og Afghanistan rådner op i fængslerne efter anklager for religiøst frafald og blasfemi.

Vi opfordrer canadiske politikere og intellektuelle til at forsvare ytringsfriheden. Vore demokratiske værdier, herunder ytringsfriheden, må ikke antastes under dække af, at man vil bekæmpe had. Vi behøver ikke at ofre ytringsfriheden og den frie debat for at kunne bekæmpe islamofobi og racisme.

Kilde: www.muslimcanadiancongress.org

Oversættelse: Lars Hedegaard