"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Klimaskandalen

30. november 2009

Anmeldelse. Ole Humlum: "Det ustyrlige klima - eksperternes vej fra forskere til flagellanter". 181 sider. Kr. 175. Udkommer i dag.


Af Steen Leth Jeppesen, cand. polit.


Ole Humlums bog: Det ustyrlige klima – eksperternes vej fra forskere til flagellanter er interessant og aktuel læsning. Den udkommer nu lige før det meget opreklamerede såkaldte klimatopmøde i København (COP-15). Ole Humlum, der er dansk, er professor i fysisk geografi ved Oslo Universitet. 

Man kan spørge, hvad Trykkefrihedsselskabet dog har med klimadiskussionen at gøre. Men i virkeligheden må dispositionen siges at være ganske passende. For i den årelange debat om den påståede menneskeskabte globale opvarmning på basis af rapporter fra  FN´s klimapanel IPCC (International Panel on Climate Change) har skeptikere af teorien herom fået stadig vanskeligere muligheder for at komme til orde. Det gælder forskere i relevante videnskabelige tidsskrifter, det gælder i såvel elektroniske som trykte massemedier i den almindelige offentlige debat. Senest er det jo ved det såkaldte Climategate fra klimaenheden på East Anglia University, der har en central rolle vedrørende beregningen af de af IPCC anvendte globale gennemsnitstemperaturer, kommet frem, hvordan ledelsen her har søgt at miskreditere og udelukke kritiske forskere fra debatten, fuske med data etc.

I f. eks. Australien har det tidligere været foreslået, at man skulle gøre ”klimabenægtelse” ulovlig, ligesom benægtelse af holocaust er det i visse lande. I Canada har en kritisk forsker været udsat for dødstrusler. I Danmark har formanden for regeringens Klimakommission i en kronik i Politiken for nylig slået til lyd for, at medierne skulle undlade omtale af kritiske ekspertudsagn. Ganske tankevækkende. Man kan i hvert fald roligt sige, at ytringsfriheden – for især IPCC-kritiske forskere – har været og er under pres. Den almindelige offentlighed er herefter udsat for et tæppebombardement af alarmistiske klimaudsagn. Kvalmepunktet er for længst nået, men det gør tilsyneladende ikke indtryk i det politiske system, hvor aktørerne har anet nye muligheder for profilering, forfremmelse og moralsk heltedåd.

Ole Humlums bog er et grundskud mod hele denne klimaideologi og hysteriet om COP-15. Det skal blive interessant at se, om DR, TV-2, Berlingske Tidende, Jyllandsposten, Politiken osv. vil give den en passende omtale og dens synspunkter en central placering i debatten; det ville jo virkelig være en ”afsløring”, som medierne ellers er så stolte af, når det drejer sig om grises transport, minks livsvilkår o.lign. Men man skal næppe forvente det, for det kunne jo bringe hele meningen med vor øjeblikkelige nationalstolthed COP-15 i fare og dertil afsløre mediers og politikeres inkompetence samt FNs og forskeres manipulation.

Ole Humlum har tidligere med artikler og i interviews udtrykt skepsis over for teorien om menneskeskabt kultveiltekoncentration som drivkraft for global opvarmning. I fjor således i et interview i Weekendavisen. Her pegede han – som fortsat i bogen – på, at den seneste halve snes års temperaturudvikling faktisk modsiger CO2-teorien. Han fik derefter læst og påskrevet af professor Eigil Kaas fra Københavns Universitet for at have begået ”datafiskeri af værste skuffe”.

Nu har Humlum så i sin bog gennemgået tusinde års historie mht. klima og forskning. Vi kommer vidt omkring og hører om klimaets (vejrligets) afgørende betydning for svenskekongens march over bælterne i 1658, Napoleons nederlag i Rusland 1812, operation Barbarossas fiasko foran Moskva i 1941 og invasionens succes i Normandiet 1944 mm. Ikke mindst temperaturfaldet frem til omkring 1975, den efterfølgende stigning til begyndelsen af det 21. århundrede og faldet siden er selvfølgelig interessant, ligesom påpegningen af, at den slags svingninger har været hyppige i historiens løb uden snæver tilknytning til CO2-koncentrationen. Der er naturligvis tale om et overordet billede, men  nu kan IPCC-støtten Kaas vel ikke længere tale om ”datafiskeri af værste skuffe”. Hvad mon han så finder på for at holde skansen?

For der står meget på spil for klimaideologerne. Tænk hvis nu den faktiske udvikling viser, at CO2-teorien slet ikke holder eller i hvert fald ikke er udslaggivende for klimaet. Så ramler ICCP-eksperternes troværdighed, og det vil da i det hele taget gøre ondt på videnskaben, mediernes talentløshed og politikernes inkompetence og opportunisme afsløres her som hisset. Det vil man naturligvis søge at undgå, og i dag er det jo allerede således, at selv en kort periode med varmt vejr straks bliver taget til indtægt for den menneskeskabte CO2-effekts virkning, medens en periode med koldere vejr bliver tolket ind i samme principielle ræsonnement. Den videnskabelige sammenhæng er endegyldigt bevist, hedder det.

Undertegnede anmelder er ikke klimaekspert, og jeg ved lige så meget (eller lidt)om disse sammenhænge som f. eks. Al Gore, Desmond Tutu, Connie Hedegaard, Lars Løkke, Ban Ki-moon eller Gordon Brown – sans comparaison – eller for den sags skyld samtlige stats- eller regeringsledere fra G20-landene. Der er ikke tale om nogen videnskabeligt baseret sandhed, end ikke om nogen sandsynlig, afgørende sammenhæng.

Ole Humlum redegør i sin bog for de sagligt problematiske og ikke fuldt tilgængelige oplysninger om globale middeltemperaturer, for ICCP´s endsidige teoridannelse, skæve personsammensætning og egenartede publikationsproces. Jeg kan ikke her komme ind på alle hans argumenter og analyser, men de fortjener udbredelse og kommunikation til offentligheden. Langt mere end Al Gores nonsens og politiske selviscenesættelse, som f.eks. Berlingske Tidende nu finder det naturligt at lægge navn til.

Klimasagen har udviklet sig til en skandale, videnskabeligt set, mediemæssigt politisk og desværre nok også samfundsøkonomisk. Hvad der tidligere hed klimaforbedring, når vejret blev varmere, og –forværring, når det blev koldere, hedder nu bare klimakatastrofe, som indtræder, hvis vi ikke gør noget, som alligevel efter alt at dømme ikke vil virke på et problem, som næppe eksisterer.

Ole Humlums bog er velegnet til belysning af denne sag. Hans ti ”tankekors” med forklaring bør uddeles på COP-15. Ikke at det nødvendigvis vil virke. For politikerne har grebet ”bolden”. Venstreflløjen har – som Humlum også påpeger – manglet et ”projekt” siden socailismens død og Murens fald. Den tidligere højrefløj, der reelt ikke eksisterer mere, har brug for et ”projekt”, som kan begrunde, at den ikke vil reducere staten, skatterne osv. Så hellere skræmme og disciplinere befolkningen. Det giver nemlig mulighed for grønne afgifter og skatter, forbudslovgivning mv.

Er Humlum en ny (anden) Bjørn Lomborg?  Svaret må være et klart nej. Lomborg har jo accepteret  trossætningen om den menneskeskabte klimaeffekt. Han mener bare, at svaret herpå bør være anderledes end den politiske klasses. Det er da et fortjenstfuldt synspunkt, som Humlum ikke tager stilling til. Hans analyse og intellektuelle oprør er mere dybtgående og langt mere spændende.

Der er ikke mange mangler, jeg vi pege på. Vi kommer som nævnt ikke ind på den lomborgske problematik, hvilket vel følger af bogens hovedsigte. Vedrørende den mere politiske drivkraft i klimaideologien savner jeg måske en redegørelse for det klimaindustrielle kompleks – i Danmark vindmølleindustri, Grundfos, Danfos o. lign. – som har egne grunde til at hoppe på klimafelttoget.

Men det er småting. Læs bogen!


Bogen kan købes her

Der er stadige ledige pladser ved aftenens møde med Ole Humlum i Dansk Forfatterforening. Man kan tilmelde sig på tlf. 22 35 56 46 ,eller blot møde op 19.30 i Dansk Forfatterforening, Strandgade 6 på Chrstianshavn. Entré kr. 80,-


.