"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Katastrofal dom fra Menneskerettighedsdomstolen

28. oktober 2018 - AktueltArtikel - af Torben Mark Pedersen

Desværre indtager Menneskerettighedsdomstolen ikke det standpunkt, at det er vigtigere at beskytte ytringsfriheden end at tage hensyn til religiøse følelser. Tværtimod henviser dommen direkte til andres "ret" til at få beskyttet deres religiøse følelser, selv om der ikke findes en sådan beskyttet ret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Nu må lande godt kriminalisere at kalde Muhammed for pædofil. Det er ikke en ytring, der er beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, selv om Muhammed ifølge islamiske tekster giftede sig med og havde sex med den niårige Aisha. Det har Menneskerettighedsdomstolen netop afsagt dom om i en katastrofal kendelse.

Sagens hovedperson er den østrigske husmor, Elisabeth Sabaditsch-Wolff, der i 2009 holdt en seminar om islam for en mindre gruppe tilhørere. Elisabeth Sabaditsch-Wolff har i øvrigt været i Danmark inviteret af Trykkefrihedsselskabet til et seminar i 2010.

Forhistorien

Elisabeth Sabaditsch-Wolff underviste i et seminar om "grundlæggende information om islam" på Freedom Party Education Institute (Bildungsinstitut der Freiheitlichen Partei Österreichs) for medlemmer af partiet og inviterede gæster. I en pause under et foredrag i 2009 kom hun med nogle bemærkninger til et par tilhørere om, at Muhammed ville blive regnet for pædofil, da han havde haft sex med en niårig pige, og hun blev anmeldt af en journalist på NEWS.at – en profession man ellers skulle tro ville være tilhænger af en udbredt ytringsfrihed.

Elisabeth Sabaditsch-Wolff blev så i februar 2011 dømt for overtrædelse af § 188 i den østrigske straffelov, der forbyder bagvaskelse af en anerkendt religion.

Og dele af Sunniislam er en anerkendt religion ifølge en lov fra 1912, Islamgesetz, der havde til formål at integrere Bosnien-Herzegovina bedre i kejserriget og bosniske soldater bedre i rigets hær. Da Bosnien-Herzegovina som bekendt blev tabt i 1. verdenskrig faldt det oprindelige formål med loven bort, men den forblev i kraft, og islam nyder derfor særlig beskyttelse under østrigsk lov.

Elisabeth Sabaditsch-Wolff blev også tiltalt for en række udtalelser under selve seminaret, men dem blev hun frikendt for.

Hun blev derimod dømt for udtalelsen om, at Muhammed ville blive regnet for pædofil i dag. Retssagen mod Elisabeth Sabaditsch-Wolff har været udførligt omtalt på Trykkefrihed.dk, og selve dommen blev grundigt analyseret af Henrik Ræder Clausen i en artikel fra 2011, der kan læses her.

Det følgende lange afsnit er citeret fra Henrik Ræder Clausens artikel:

"Her er det værd at bemærke, at pædofili er en holdning (seksuel tiltrækning af børn), ikke en handling (seksuel omgang med børn). Pædofili er i sig selv ikke strafbart, om end besiddelse og distribution af børneporno er. Sex med mindreårige, derimod, er åbenlyst kriminelt og strafbart.

En anden detalje blev afgørende for sagens udfald, nemlig at begrebet har forskellig betydning i folkemunde og blandt fagfolk. For folk flest betegner 'pædofil' en person, der aktivt krænker børn seksuelt. Det er det, der af gode grunde optager folk flest, for det er de konkrete personer og deres handlinger, der udgør en bekymring i dagligdagen.

Blandt fagfolk betegner ordet derimod trangen til primært at have seksuel omgang med mindreårige, uanset om den medfører konkrete overgreb eller om trangen bliver holdt i skak af patienten.

Dommeren gjorde i sin domsafsigelse opmærksom på denne skelnen mellem pædofili som holdning kontra pædofili som handling, og understregede, at blandt fagfolk udtrykker det en mental tilstand, der handler om at den primære seksuelle tiltrækning er rettet mod mindreårige børn.

Her fandt dommeren, at Muhammed ikke med rimelighed kunne omfattes af begrebet, af to grunde:

1) Ud over ægteskabet med Aisha, der blev indgået da Aisha var 6 og fuldbyrdet da hun var 9, havde Muhammed mange andre kvinder, i ægteskab, som elskerinder, eller vundet som bytte i krig. Det dokumenterer, at Muhammed ikke havde en primær seksuel tiltrækning af mindreårige.

2) Ægteskabet og dermed den seksuelle omgang med Aisha standsede ikke, da hun blev kønsmoden, men fortsatte til hendes 18. år, da Muhammed døde. Dette understreger igen, at Muhammed ikke primært blev tiltrukket af hende, fordi hun var mindreårig.

Derfor fandt dommeren, at betegnelsen 'pædofil' var en urimelig og ulovlig nedgørelse af Muhammed, at Elisabeth Sabaditsch-Wolff dermed havde gjort sig skyldig i at nedgøre en anerkendt religions religiøse belæringer, og derfor skal betale en bøde på i alt 480 euro (cirka 3.600 kroner) for at nedgøre en anerkendt religions belæringer. "

Dommen blev stadfæstet ved appeldomstolen i december 2011, hvorefter Elisabeth Sabaditsch-Wolff ankede dommen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Menneskerettighedsdomstolens afgørelse

Menneskerettighedsdomstolen gav ikke Elisabeth Sabaditsch-Wolff medhold. Dommen kan læses i sin helhed her.

Det konkluderende afsnit er værd at citere i sin helhed:

"The Court, in conclusion, finds that in the instant case the domestic courts comprehensively assessed the wider context of the applicant’s statements, and carefully balanced her right to freedom of expression with the rights of others to have their religious feelings protected, and to have religious peace preserved in Austrian society. They discussed the permissible limits of criticism of religious doctrines versus their disparagement, and found that the applicant’s statements had been likely to arouse justified indignation in Muslims. In addition, the Court considers that the impugned statements were not phrased in a neutral manner aimed at being an objective contribution to a public debate concerning child marriages (contrast Aydın Tatlav and Giniewski, both cited above), but amounted to a generalisation without factual basis. Thus, by considering them as going beyond the permissible limits of an objective debate and classifying them as an abusive attack on the Prophet of Islam, which was capable of stirring up prejudice and putting at risk religious peace, the domestic courts came to the conclusion that the facts at issue contained elements of incitement to religious intolerance. The Court accepts that they thereby put forward relevant and sufficient reasons and finds that the interference with the applicant’s rights under Article 10 indeed corresponded to a pressing social need and was proportionate to the legitimate aim pursued.

  1. Therefore, the Court considers that the domestic courts did not overstep their – wide – margin of appreciation in the instant case when convicting the applicant of disparaging religious doctrines. Accordingly, there has been no violation of Article 10 of the Convention."

Desværre indtager Menneskerettighedsdomstolen ikke det standpunkt, at det er vigtigere at beskytte ytringsfriheden end at tage hensyn til religiøse følelser. Tværtimod henviser dommen direkte til andres "ret" til at få beskyttet deres religiøse følelser, selv om der ikke findes en sådan beskyttet ret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Dommen taler også om, at udtalelserne går "beyond the permissible limits of an objektive debate", som om kritiske ytringer om islam kun er tilladte, såfremt de er af akademisk karakter og omtalte dem som "an abusive attack" – som om ytringsfriheden kan misbruges.

Man kan frygte, at dommen er første skridt mod at godkende kriminaliseringen af kritik af islam. For hvilke andre negative sider af Muhammeds karakter og handlinger kan så også kriminaliseres? Dommen åbner op for at lande kan kriminalisere at omtale Muhammed som morder, landevejsrøver, voldtægtsmand, slaveejer, kvindeundertrykker eller andet, der ellers er belæg for ifølge islamiske religiøse tekster.

Foto: Steen Raaschou

Atiklen har været bragt i 24Nyt