Ja, ord betyder noget

Det er nu heller ikke TFS-rådets opgave at blåstemple eller give karakterbog til udtalelser fra formanden eller andre bestyrelsesmedlemmer. Rådets berettigelse er at rådgive Trykkefrihedsselskabets bestyrelse om hvordan vi kan forbedre vores arbejde i forsvaret for det frie ord, påpege fejl og mangler i vores indsats for ytringsfriheden, foreslå emner eller problemer, vi burde tage op osv.

Hvis formanden eller andre ledende medlemmer har sagt noget sludder eller noget farligt sludder, er ethvert medlem af TFS-rådet – ethvert medlem af Selskabet – velkommen til kritisere, fordømme, tage afstand, slå i bordet.

Det gør de heldigvis.

Vi er ikke en klub af enige, men en forening til forsvar for ytringsfriheden. Og ganske særligt er vi ikke et politisk parti, der skal have meninger om noget som helst andet end retten til at ytre sig frit inden lovens rammer.

Vore snart 800 medlemmer må  leve med, at jeg har min opfattelse af islam – ligesom jeg lever fint med, at andre medlemmer har en anden. Sådan skal det være. Det er hvad vi er sat i verden for.

Hvis vi skulle til at opstille et politisk program, ville vi for længst være splittet for alle vinde.

Som Pind så rigtigt bemærker: "Ord betyder noget." Og han citerer mig i sin kommentar i Berlingske Tidende for følgende ord: "Kvinder har ingen værdi. De er ikke mennesker. Deres funktion er som livmoder – de bærer krigernes afkom og skaber nye krigere, men ellers. ... Nuvel, de kan bruges til seksuelle formål, men ellers har de ingen værdi."

Det er ganske rigtigt et horribelt udsagn. Men det er ikke mit udsagn, og – hvilket jeg er sikker på det heller ikke har været Pinds mening at antyde – dækker det ingenlunde min opfattelse af kvinder. Jeg prøver i kort form at gengive islams kvindeopfattelse. Ikke alle muslimers opfattelse og ikke alle muslimers handlinger, men den opfattelse, der fremgår af de hellige skrifter og af autoritative talsmænds udsagn gennem 1400 år.

Vi må prise os lykkelige over, at mange muslimer tydeligvis ikke vil vedkende sig et sådant kvindesyn. Men det rokker ikke ved det faktum, at det er islams kvindesyn. Vi må også være glade for, at ikke alle muslimer slutter op om islam erobrertrang.

Jeg er meget enig med de debattører, der i anledning af den igangværende ballade har skrevet, at vi ikke uden videre kan slutte fra Koran-vers, hadith'er og Muhammeds levnedsbeskrivelser og til det trosindhold, som i dag forfægtes af islams autoritative udlæggere. Hvis de siger noget andet, end der står i de gamle bøger, skal de gamle bøger ikke lægges dem til last.

Men uheldigvis siger de ikke noget andet. Vi har endnu til gode at høre en eneste imam, retslærd eller politiker med blot nogen indflydelse på umma'en tage afstand fra islams kanoniske kvindesyn og imperialisme.

Måske kan Søren Pind og jeg blive enige om, at lederen af den iranske revolution i 1979 og kraften bag indførelsen af Den Islamiske Republik, ayatollah Khomeini, var en mand med en vis indflydelse, og at han talte på et ret stort antal muslimers vegne?

Og hvilket kvindesyn forfægtede han så? Her er noget af, hvad han skrev i fjerde bind af sit værk Tahrirolvasyleh, der udkom i 1990:

"En mand kan have seksuel fornøjelse af et barn, selv om det blot er en baby. Han bør imidlertid ikke trænge ind. Hvis han trænger ind, og barnet lider skade, så skal han være ansvarlig for hendes underhold hele livet. Imidlertid ville denne pige ikke kunne tælles med som en af hans fire faste hustruer. Manden vil ikke være berettiget til at gifte sig med pigens søster."

Citatets rigtighed er bekræftet af den iranske dissident Parvin Darabi, forfatter til bogen Rage Against the Veil.

<http://iranpoliticsclub.net/islam/khomeini-teachings/index.htm>. Jeg har mødt Parvin Darabi og betragter hende som troværdig.

Jeg ved ikke, hvad danske jurister ville mene om en sådan opfordring – eller om en mand, der førte disse tanker ud i livet. Lovligt ville det næppe være. Man kunne måske føle sig fristet til at betegne det som pædofili eller voldtægt.

Jeg må nøjes med at konstatere, at ayatollahens åndelige efterkommere – Irans nuværende magthavere – kan samle store mængder af tilhængere til gadedemonstrationer, og jeg spekulerer på, hvor sjovt det mon er at være en lille pige ude på landet i Iran.

Og nu vil Khomeinis tilhængere med tilladelse af Københavns borgerrepræsentation opføre en stormoske i Nordvestkvarteret.

Men Khomeini var shia-muslim. Hvad har den indflydelsesrige sunni-muslimske prædikant Jusuf al-Qaradawi at sige om kvinder? Men henvisning til Koran-citater skelner han mellem anstændige kvinder, der er iført respektabel, islamisk klædedragt (hijab), der dækker deres krop bortset fra ansigtet og håndfladerne, og – på den anden side – "legesyge" og "letsindige" ("playful careless") kvinder. Ingen bør antaste den anstændige kvinde, fordi "hendes påklædning og hendes opførsel vil tvinge alle dem, der ser hende, til at behandle hende med respekt". Hvad Qaradawi mener, de utildækkede kvinder udsætter sig for, siger han ikke. Men respekt har de tydeligvis ikke gjort sig fortjent til.

Nu skal der i øvrigt opføres en sunni-muslimsk stormoske lige ved siden af Københavns Universitet på Amager. Må jeg gætte på, at det vil lægge en dæmper på studenterløjerne – i hvert fald, når det gælder utildækkede studiner?

Jeg ved i øvrigt heller ikke, hvordan disse byggeplaner flugter med Søren Pinds ønske om at assimilere indvandrede muslimer, som han gør sig til talsmand for i sin kommentar.

Søren Pind og jeg kan måske også enes om, at den tyrkiske statsminister Recep Tayyip Erdogan er en mand med en vis indflydelse over den sunni-muslimske umma. I hvert fald nyder han udbredt støtte blandt tyrkere, ellers var kan nok ikke statsminister.  

Under en nylig debat om islams væsen mellem to af mine venner‚ Daniel Pipes og Wafa Sultan, citerede Wafa Sultan Erdogan for følgende betragtning: Der findes ingen "moderat islam eller yderligtgående islam. Der er islam, og mere er der ikke at sige."

Meget tyder altså på, at er der to der står sammen i spørgsmålet om hvad islam går ud på, er det Erdogan og mig. Forskellen er den, at Erdogan skal ind i EU, mens der mest er stemning for, at jeg skal ud.

Og hvilke planer har islam (altså ikke hver eneste muslim i verden, men islam som ideologi) så for os, der bor i Vesten? Også her er Khomeini forbilledligt klar: "Islams endemål er verdensherredømmet."

Hvordan det skal opnås, har den tidligere algeriske statschef Houari Boumedienne gjort sig sine tanker om: "En dag vil millioner af mennesker forlade den sydlige halvkugle for at trænge ind i den nordlige. Givetvis ikke som venner. For de vil komme for at erobre den. Og de vil erobre den ved at befolke den nordlige halvkugle med deres børn. Vore kvinders skød vil give os sejren." Det sagde han i 1974 – og ikke tilbage i den mørke middelalder.

Boumedienne er heldigvis død. Således undgår han at blive meldt til politiet for sine generaliserende udtalelser, der vel må opfattes som en racistisk fornærmelse mod fredelige muslimske indvandrere. Og sikken dog et kvindesyn.  

Daniel Pipes, der har sæde i Trykkefrihedsselskabets rådgivende råd, mener, at løsningen på  problemerne er en moderat og demokratisk islam, som han ganske vist erkender endnu ikke findes, og som aldrig har eksisteret. men som han håber vil komme en dag. Det gør jeg også, for intet skulle være mere velkomment.

Psykiateren Wafa Sultan, der startede livet som rettro muslim i Syrien med hijab og det hele, er mere pessimistisk: Islams mål er at påtvinge hele verden shariaen, den islamiske lov. Hvad angår kvindernes stilling, henviste hun under debatten til levnedsbeskrivelser af Muhammed, som i islamisk teologi er normgivende for hvordan muslimer bør opføre sig. Når Muhammed kunne finde på at gifte sig med en ni-årig pige – og når islamiske skriftkloge den dag i dag fremstiller profeten som det perfekte menneske – kan der ifølge Sultan ikke være lighed mellem mænd og kvinder under shariaen.

Som vi ved, er der masser af muslimer, der undlader at følge Muhammeds eksempel, men man kan næppe påstå, at de får megen hjælp af deres religiøse og politiske ledere.  

Der er også muslimer, der stadig tror på skrifterne og de retslærde. For ord betyder noget. Og når ordene stammer fra Gud, betyder de ekstra meget.