Danmarks første fribyforfatter har på egen krop oplevet at blive forfulgt pga. sin brug af det frie ord. Nu vil han bruge sit liv på at arbejde for ytringsfriheden. Læs om den unge afrikaner, der på tirsdag taler i Trykkefrihedsselskabet.Miraklet i Århus
Det eneste, den unge zimbabweanske forfatter, Tendai Frank Tagaria, for et år siden kendte til Danmark var Karen Blixen, H. C. Andersen og så trommeslageren fra Metallica. Det vil sige: Han kendte navnene på disse berømtheder, men anede ikke, de havde noget med Danmark at gøre. Det ændrede sig, da han i april modtog besked om, at en by ved navn Århus ville give ham to års skrivefred. Århus er som bekendt en af de danske byer, der har meldt sig som friby for forfulgte forfattere og Tagarias taknemmelighed over at være den første til at nyde gavn af denne ordning er uforbeholden:
”Jeg tænkte, at det var et mirakel” udtalte han i sommer til Kristeligt Dagblad. Hjælpen faldt nemlig på et tørt sted. Efter udgivelsen af bogen Trying to Make Sense of it – Memoirs of a Zimba har han ikke følt sig sikker.
Mugabes hjernevask
Hans bog skildrer et Zimbabwe, der er blevet alt andet end det, de sorte håbede, da Zimbabwe i 1980 blev en selvstændig nation. I dag er befolkningen i lommen på den 87-årige diktator Mugabe og en klasse af korrupte og despotiske sorte politikere. Og ifølge Tagaria er det især den unge generation, der betaler prisen.
”Hvis man vil dræbe en skov, må man først dræbe de unge træer - det er, hvad Mugabe gør. Der findes ungdomslejre med det ene formål at hjernevaske folk, og deltager man ikke, bliver man anset for upatriotisk”.
Bogens værdi ligger først og fremmest i, at den er et vidnesbyrd fra en forfatter, der tilhører den bitre og traumatiserede generation i Zimbabwe, skrev Helle Merete Brix i sin kritiske anmeldelse af Trying to Make Sense of i Weekendavisen.
Stor litteratur eller ej: Vidnesbyrdet fik følger. Tagaria modtog dødstrusler, han blev udsat for en mystisk motorcykelulykke, som han er overbevist om, var iscenesat af Mugabes håndlangere og måtte flygte til Namibia, hvor han heller ikke kunne føle sig sikker. Han oplevede, at hans manuskripter og pas blev stjålet og blev grebet af sin stigende grad af utryghed.
Gud greb ind
Det var, mens det så sortest ud, han modtog beskeden fra Århus om to års skrivefred. Og Tagaria, der både er uindpakket patriot og katolsk kristen, er ikke i tvivl om, hvor han skal rette sin taknemmelighed hen:
”Jeg føler helt klart, at Gud har grebet ind i mit liv ved at sende folk, der kan hjælpe mig”, betroede han i sommer Kristeligt Dagblad. ”Kristus er alt. Han døde for os på korset, for at vi skal følge og forstår næstekærlighedsbegrebet” og fortsatte: ”Jeg tror, det er Guds vilje, at jeg skal skrive og bruge min ytringsfrihed. Jeg tror ikke på tilfældigheder, men på Guds vilje, og derfor er jeg her”.
De to års arbejdsro i Smilets By vil Tagaria bruge på de i alt 15 manuskripter han har med i kufferten. Og det er den ulykkelige situation i Zimbabwe, der stadig optager ham: ”Jeg elsker mit land og netop derfor vil jeg blive ved at skrive om forholdene der”.
Og situationen er mørk: ”De fleste skribenter – også journalister – bliver forfulgt, hvis de skriver om emner, som landets ledelse ikke bryder sig om. Mugabe forsøger at kontrollere al intellektuel debat i landet, og de, der ikke kan indordne sig, må flygte”
Præcis som Tagaria, hvis situation er uvis, når de to års ophold i Århus udløber.
Tagaria taler tirsdag i Trykkefrihedsselskabet. Tilmeld dig mødet her.
