"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hun går ikke alene i Malmøs gader

18. februar 2013 - Artikel - af Helle Baldersbæk

Ingrid Carlqvist, da hun  sammen med Hedegaard blev interviewet af canadieren Michael Coren i sommer

Mordforsøget på hendes chefredaktør-kollega har gjort svenske Ingrid Carlqvist nervøs - mere nervøs end hun var i forvejen.

Attentatforsøget på kollegaen Lars Hedegaard har fået Ingrid Carlqvist, chefredaktør på den svenske udgave af Dispatch International, til at udvise rettidig omhu.

Hun har en ven og kollega boende, og hun går ikke rundt på gaden alene. Det er simpelt hen for farligt, når man bor i Malmø og offentligt har kritiseret islam.

Ingrid Carlqvist befinder sig i grænselandet mellem chok og vrede. Chokket over at høre om drabsforsøget på vennen og kollegaen Lars Hedegaard var fysisk, men vreden er ved at tage over. Jeg sidder stadig her og forstår ikke helt, hvad det var, der skete.

  • - Sådan er det vel, når det kommer tæt på. Når det sker for andre, kan man lidt lettere skubbe det fra sig og lægge det ned i posen med alle de andre enkeltstående tilfælde, men jeg ser et mønster i dette her, siger Ingrid Carlqvist.

Et mønster

Mønsteret er til at få øje på. I Holland blev den islamkritiske politiker Pim Fortuyn myrdet under valgkampen i 2002. Morderen var hollænder, og hans motiv var at forhindre Fortuyn i at ”udnytte muslimerne som syndebukke”.

To år senere blev filminstruktøren Theo van Gogh myrdet på åben gade i dagslys af en islamist. Samtidig blev der udstedt trusler mod politikeren Ayaan Hirsi Ali, der skrev manuskriptet til filmen Submission, som van Gogh instruerede.

De fleste husker Salman Rushdie, som ayatollah Khomeini udstedte en dødsdom imod, fordi dele af Rushdies roman De sataniske vers blev opfattet som en fornærmelse mod islam og dens profet.

Eller den franske gymnasielærer Robert Redeker, der i 2006 skrev en artikel i Le Figaro med titlen Hvordan skal den frie verden forholde sig til islamisternes trusler.

Der gik ikke mange dage, før gymnasielæreren måtte flygte alt, hvad remmer og tøj kunne holde fra vrede muslimer, der planlagde at myrde ham.

Kolleger og intellektuelle tog afstand fra ham og erklærede hans artikel for overdreven, vildledende og fornærmende, og at det var hans egen skyld, at han måtte tage ophold på en hemmelig adresse under konstant beskyttelse.

Politikere og journalister har lige stort ansvar

- I Danmark har I lidt mere frirum, end vi har i Sverige. I kan godt slippe af sted med at sige offentligt, at det er et problem, at ytringsfriheden er under pres, men det kan vi ikke i Sverige. Politikere og journalister har indgået en pagt, der går ud på aldrig at nævne, at det er et problem, at vi i vores land har givet ophold til så mange mennesker, der absolut ikke har forståelse eller respekt for ytringsfrihed og demokrati.

- Det er jo ikke kun i Sverige, der er konsensus for at pusle om udemokratiske kræfter. USA’s præsident Obama har været ude for at sige ”The future does not belong to those, who slander the prophet”. Hvad skal man sige til det?

- Et er den massive muslimske indvandring i Vesten. Noget andet er almindelige menneskers ukendskab til den kultur, de bringer med sig. Men som jeg ser det, kan politikere og journalister tage hinanden i hånden og dele ansvaret for den øgede islamisering af samfundet. Ikke alene lader de islamiseringen foregå uhindret, men de gør dem til syndebukke, der peger på de uheldige aspekter.

Ingen åbne arme

- Pressedækningen her i Sverige af drabsforsøget på Lars Hedegaard har haft som rød tråd, at det nærmest har været en hadsk islamofob med racistiske tendenser, der var tæt på at få, hvad han fortjente, siger Ingrid Carlqvist og understreger igen, at hverken hun eller Lars Hedegaard er racister, og at de ikke hader muslimer.

Men de er kritiske overfor islam.

Sidste år udgav Ingrid Carlqvist og Lars Hedegaard første nummer af papiravisen Dispatch International, og den blev ikke just modtaget med klapsalver og åbne arme af den etablerede presse.

Og slet ikke af de institutioner, organisationer, råd eller styrelser, hvis medlemmer har gjort det til en karriere at kalde bekymring for islams påvirkning af åbne demokratier for racisme.

- Her i Sverige har vi en privat organisation, der hedder Expo, der får ikke ubetydelige midler fra den svenske stat. Jeg er selvfølgelig ikke forbavset over, at medarbejderne i organisationen kalder Dispatch International for et racistisk smædeskrift. Jeg ville have været overordentlig forbløffet, hvis det ikke var tilfældet.

- Når vi i avisen har artikler, der bygger på samtaler med mennesker, der er kendt i offentligheden, er det sikkert som amen i kirken, at disse mennesker bliver kontaktet af Expo, der lige vil gøre opmærksom på, at Dispatch International er et racistisk foretagende, fortæller Ingrid Carlqvist.

Ingrid Carlqvist tilføjer, at situationen i Sverige er et resultat af en langsom proces. I begyndelsen, hvor indvandringen kun var sporadisk, var der ingen, der så det som et problem.

Da kriminaliteten begyndte at stige, vedtog medierne interne regler om ikke at skrive om gerningsmændenes oprindelse. For eksempel er det helt ukendt for mange, at 90 procent af alle hjemmerøverier begået mod ældre mennesker, begås af sigøjnere.

Eller at hovedparten af voldtægter har muslimske gerningsmænd. Disse voldtægter – ofte er der tale om gruppevoldtægt – omtales knapt i medierne. Måske som en notits inde i avisen.

Indtil for et par uger siden tænkte jeg alvorligt på at flytte til Danmark.

Men så kom drabsforsøget på Lars Hedegaard, så jeg ved snart ikke rigtigt, hvor sikkert det er for en, der er kritisk overfor islam, at flytte til Danmark. Det må tiden vise, men jeg ville ønske, vi kunne finde et sted, hvor vi kunne have vores redaktionslokaler og ikke frygte attentatforsøg. Måske drømmer jeg for højt, siger Ingrid Carlqvist.

 

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg