"Hvis frihed overhovedet betyder noget, så betyder det retten til at fortælle folk det, de ikke vil høre"

George Orwell

Hedegaard-sagen: En studie i vilkårlighed

1. februar 2011 - Artikel - af Katrine Winkel Holm

Langballe dømt, Hedegaard frikendt. Hvad må vi egentlig sige om islams mishandling af kvinder? Katrine Winkel Holm analyser de to seneste §266b-sager.

Kuldegysende præmisser

Ville Lars Hedegaard være blevet frikendt, hvis han havde været en helt ukendt mand? Ville han have undgået det statslige racisme-stempel, hvis han ikke havde haft indflydelsesrige, internationale venner, der kunne skrive klummer og kommentarer i hans forsvar?

Mit gæt er nej.

Præmisserne for gårsdagens frifindelse er nemlig kuldegysende:

”Retten finder, at disse udtalelser er forhånende og nedværdigende over for den befolkningsgruppe, som udtalelserne vedrører, og således er omfattet af straffelovens §266b, stk. 1.”

Retten slår altså fast, at sandheden og friheden må vige for hensynet til krænkede følelser, præcis som i dommen over Jesper Langballe, der fastsatte, at det er strafbart at udtale, at ”der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre”. Selv om det er sandt.

Sandheden er kriminel - i hvert fald nogle gange.

Anklagemyndighedens nederlag

Lars Hedegaard har udlagt gårsdagens frifindelse som en stor sejr for ytringsfriheden. Ikke fordi han billiger dommens præmis, men ud fra den illusionsløse analyse, at frifindelsen er udtryk for at man ikke orkede den opstandelse og ballade det vil give, hvis han dømtes skyldig. Råber man op og kæmper for sin sag, beskytter man det frie ord.

Denne pointe skal ses på baggrund af sagens forløb:

Anklagemyndigheden har siden januar 2010 været klar over de særlige forhold, der gjorde sig gældende ved det infamøse klamphugger-interview på Snaphanen: At den illoyale interviewer offentliggjorde det, før Hedegaard fik lejlighed til at se det igennem, at den (i øvrigt helt forfærdelige) billedside var optaget uden Hedegaards vidende og at udtalelserne derfor rent formelt ikke var omfattet af §266b.

De var nemlig ikke - i den form de fik - udtalt med offentlighed for øje.

Til trods for, at denne forklaring blev bakket op af alle vidner ved afhøringen sidste vinter, valgte statsadvokaten for København og Bornholm, Lise Lotte Nilas, at tiltale Hedegaard 27. juli. Det er meget tankevækkende.

Dømmes skulle Hedegaard åbenbart for enhver pris, mente statens repræsentant. Og mente så oven i købet, at et tendentiøst og sjusket sammenflikket anklageskrift var nok til at få ham dømt.

Tankevækkende er det også, at anklageskriftet blev udformet nogenlunde samtidig med, at justitsminister Lars Barfoed til pressen udtalte:

”Jeg er som udgangspunkt glad for racismeparagraffen, som den er. Den skal hverken afskaffes eller udvandes til at være en nullitet.”

Det sagde han den 5. august.

Modstand betaler sig

Havde Hedegaard været en Hr. Ubekendt, der ikke var i stand til at hyre en eminent dygtig forsvarer og ikke havde en organisation og internationale meningsdannere i ryggen, der kunne råbe op, var han sikkert blevet dømt. Statsadvokaten så jo i hvert ikke ud til at ville overholde lovens ord.

Det kan betale sig at give dem kamp til stregen, siger Hedegaard. I den forstand er frifindelsen ganske rigtigt en sejr for ytringsfriheden. Dommeren søgte en krog at hænge frifindelsen op på. Og fandt den.

Mark Steyns analyse er måske endnu mere præcis:

”Det er en sejr om ikke for ytringsfriheden, så for den vestlige modstand”.

Det er da bestemt også noget.

Lys over kvindemishandling

Tilbage står imidlertid en paragraf og retspraksis, der gør det kriminelt at gøre opmærksom på mishandlingen af kvinder i islam, hvis nogen synes, det er forhånende.

Tilbage står en offentlighed, der i over et år har hamret løs på Hedegaard uden på noget tidspunkt at forholde sig seriøst til den sag, han prøvede at rejse: Islams kvindesyn.

Derfor er det blevet en ytringsfrihedssag at tage dette emne op. Når den danske stat med de seneste to domme forsøger at tabuisere dette betændte forhold, må det være en ytringsfrihedsopgave at bryde tabuet.

Af den grund har Trykkefrihedsselskabets bestyrelse besluttet at afholde en konference om emnet dette forår.

Lad os nu begynde at tale om familievoldtægter, kvindemishandling og æresdrab! Lad os få det hele på bordet, herunder det kvalmende faktum, at islamiske koryfæer som f.eks. Ayatollah Khomeini, giver grønt lys for pædofili og sodomi.

Lad det komme an på en prøve, om en sådan afdækning er så forhånende, at den er kriminel.

Og lad os se, om Niels-Erik Hansen fra Dokumentations- Rådgivningscenteret mod Racisme – bedre kendt som Angiver-Niels – vil melde oplægsholderne til politiet, sådan som han sidste jul angav Hedegaard og Langballe.

Så længe §266b lever, vil han fortsat have god mulighed for at chikanere enhver sandhedssøger.

International solidaritet

Denne over et år lange sag er altså en studie i vilkårlighed og ulighed for loven. Så længe vi har §266b, vil denne ulighed bestå.

De stærke og veltalende vil have langt bedre chancer for at gå fri end manden på gulvet. Var man ikke overbevist om det før, har Langballe og Hedegaard-sagerne gjort det helt klar: §266b skal væk, hvis det frie ord skal bestå.

Men sagen har ikke bare givet en lektion i vilkårlighed, men også lært os, hvem man kan regne med, når presset er størst.

Her har vi gjort den både deprimerende og oplivende erfaring, at det først og fremmest har været vores internationale allierede, der har bakket op.

Den danske presse, herunder den borgerlige, har snorksovet, eller endda i sin vankundighed trukket racismekortet , og også organisationer, der nominelt forsvarer ytringsfriheden, har været stort set passive.

Kontrasten til folk som Melanie Phillips, Hege Storhaug, Diana West og Mark Steyn, der igen og igen har lagt sig i selen for at gøre opmærksom på de principielle og uhyrlige aspekter ved Hedegaard-sagen, er markant.

Hedegaard høster her fortjentfuldt hvad han selv har sået som initiativtager til The International Free Press Society. Men dette forhold viser også vejen frem: Offentlighed, international offentlighed, er det bedste våben i disse sager.

Det så vi med Gregorius Nekschot, det så vi i går, og international opmærksomhed kan forhåbentligt også hjælpe Geert Wilders og Elisabeth Sabaditsch-Wolf, der lige nu trækkes gennem en opslidende og uhyrlig retssag i Wien.

Der er opgaver nok for Trykkefrihedsselskabet. Og efter frifindelsen i går har vi masser af overskud til at gå i gang med dem.

Der er lukket for flere kommentarer til dette indlæg